På en tysk hjemmeside så jeg at den tidligere storhesteejer Charles Grendel, der bl.a. ejede Sea Cove, er død, 79 år gammel. Og det fik mig til at mindes en tur til Hamburg sammen med Walther Kaiser-Hansen.

Vi er tilbage i firserne.

Travsporten gik godt i Tyskland, og i Påsken havde Bahrenfeld-banen i Hamburg et stort meeting, hvor man kørte løb  torsdag, fredag, søndag og mandag og hvor hele blomsten af tysk travsport var til stede.

Derfor måtte Walther og jeg da også troppe op.

Det gik dengang så godt for tysk travsport, at Walther og jeg som inviterede af Bahrenfeld – og uden at starte heste  – fik stillet hotelværelse til disposition på et fornemt hotel ved Alsteren.

Og det var efter My Nevele-tiden – så det var ikke fordi, vi havde en starthest.

Walther havde et stort navn i Tyskland, og jeg husker på andre ture, hvor vi besøgte andre tyske baner, at vi  blev modtaget som små konger, og over højtaleren blev ”Der Dänïsche spitzentrainer Walther Kaiser-Hansen” budt specielt velkommen.

Tilbage til Hamburg og Påsken.

På det tidspunkt havde Bahrenfeld en speciel bar-afdeling, der var reserveret til hesteejere.

Her mødte vi Charles Grendel, der på det tidspunkt var ved at opbygge sin stald, Stall Cicero og allerede havde gjort sig internationalt bemærket ved at have købt amerikanske Spice Island, der i 1983 blev nummer to i Elitloppet.

Derved havde Walther og Grendel noget tilfælles.

Walther var jo blevet nummer to i Elitloppet med My Nevele i 1980.

Vi blev i hvert fald inviteret til at deltage i en sammenkomst fredag aften hos Grendel.

Vi fik adressen og sørgede for at komme til tiden!

Det var vi de eneste, der gjorde.

Nå, nu skal I bare se her, sagde Grendel. Følg med mig.

Og så tog han os ud i sin garage, hvor der holdt den nyeste og største model af en Mercedes Coupe.

Men det var ikke det hele.

Imens vi så beundrende på bilen satte Grendel et kassettebånd på.

Hello Charles, Yes Hello Charles…lød det ud af store højtalere.

Nu huske jeg kun omkvædet – men melodien var Hello Dolly – og han havde fået den indsunget af en af tidens store tyske sangerinder med fuldt orkester.

Hello Dolly – du husker sikkert titelmelodien fra den amerikanske musicalfilm.

Om vi var imponeret!

Det blev vi igen lidt senere.

Da vi kom ind i huset og blev ledt ind i stuerne blev vi mødt at en stor opsats – udelukkende med hummere!

Det havde jeg i hvert fald aldrig set tidligere.

Opsatsen var over 1 meter høj, og hvor mange hummere, der var, fik jeg ikke talt.

Men der var mange.

Det var i hvert fald et minde, der satte sig på nethinden!

Og så dukkede ellers alle de kendte tyske trænere og kuske op.

Wewering, Hörman, Schmidt, Dautzenberg osv.

Grendel var en fin vært, og der manglede ikke noget i glassene aftenen igennem.

Det var min introduktion til Charles Grendel, som jeg senere skulle få mere kontakt til, men den historie må vente til i morgen.