TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Var det nu også nødvendigt at køre så hurtigt?

af | 9. sep 2026 | Nyheder

3-årige Match Point, der trænes af Søren Kolberg og køres af Patrick Larsen, debuterede onsdag aften på Charlottenlund Travbane i 1.14.7/2000 m volte – det hurtigste nogen dansk debutant har præsteret på en dansk væddeløbsbane.

At man kunne forvente, at debutanten Match Point ville levere en toppræstation og vinde var ikke uventet efter hestens prøveløb den 23. august, hvor den efter en stor startfejl løb sig op og kom hjem i 1.18.3/2000 meter.

Onsdag var der ingen slinger i valsen – her var Match Point i trav hele vejen og kunne på sidste omgang lægge luft mellem sig og konkurrenterne.

Ja, netop i dag kunne man bruge termen: Den gik alene over banen!!

Match Point med Patrick Larsen var suveræn. Foto Burt Seeger

Match Point med Patrick Larsen skar målstregen som sikker vinder i 1.14.7/2000 m – nummer to over mål. Malika Bat med Anders F. Jensen løb 1.17.2/2020 m – og var altså cirka 80 meter efter Match Point over mål!

Men var det nu også nødvendigt at køre så hurtigt?

Ja, siger Patrick Larsen. – Jeg vidste, at jeg havde en hest, der er trænet til det, og da vi har planlagt at han skal starte i Kriteriumsprøven om 14 dage så ville vi teste ham for alvor i dag, og han bestod!

-Efter løbet havde han normal puls, og han var bestemt heller ikke kørt i bund, siger Patrick Larsen.

Ejeren, opdrætteren og træneren Søren Kolberg har gennem årene trænet mange fine heste op, men ikke altid med lang levetid.

-Men jeg tror, at ham her er noget specielt, siger Søren Kolberg.

-Match Point skulle egentlig have debuteret i foråret, men desværre brækkede han et hovben, og det satte ham et halvt år tilbage.

-Han har generelt været let at arbejde med undtagen en dag på Skovbo, hvor han slog bagud flere gange og ramte mig hver gang – det var en hård tur jeg fik, men jeg er kommet over det, og normalt er Match Point en flink og omgængelig hest.

-Inden starten i aften var jeg ude at teste ham efter startvognen, og han fløj fra start, så jeg glæder mig til at se ham i Kriteriumsprøven, siger Søren Kolberg.

Match Point med Patrick Larsen,

Match Point er et ”hjemmelavet produkt” hos Søren Kolberg, idet den er efter Staro McMillan og Diamond Cut – to heste, som Kolberg også havde og førte frem i løbene.

Dagens vindertid på 1.14.7/2000 m volte er det hurtigste nogen dansk 3-åring nogensinde har præsteret i voltestart.

I 2021 debuterede Generalen for Flemming Jensen med sejren i 1.14.7a/1900 m i Billund.