TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Det går fremad for Marc Bæk

af | 10. sep 2026 | Nyheder

Efter en sæson, hvor stalden har været plaget af virus, er Marc Bæk Nielsen ved at få gang i materialet igen og fik bl.a. en overraskende sejr i DM for Travtrænere med Kalle V.

Marc Bæk Nielsen

25 sejre og 654.000 kroner i indkørte er bestemt ikke noget dårligt resultat, men der er stadig et stykke vej op til sidste års rekordcifre med 39 sejre og 1 mill. kr.

-Ja, det er da gået nogenlunde, men ikke hvis man stræber efter at blive bedre fra år til år, siger Marc Bæk.

-Starten af sæsonen var vi rigtig godt tilfreds med, men så løb vi ind i en ordentlig omgang virus, som stort set har ramt alle heste i stalden. Det betyder, at de er blevet sat to-tre måneder tilbage, men man kan ikke gøre ret meget andet end at give dem den tid, der skal til.

-Selvom hestene har trænet godt, har de underpræsteret i løb, og så har vi prøvet at tage blodprøver op til start, men selv når blodprøverne var OK, havde de desværre virus alligevel, så det har ikke været så let.

Presset er flyttet
Marc Bæk har tidligere selv vundet en del løb, men har de senere år i løbene overladt staldens heste til fortrinsvis Jeppe Juel.

-Jeg vil hellere bruge tiden i stalden og ikke ha’ det pres på mig; så synes jeg bedre om det pres, der ligger i at have dem klar til løbene, siger Marc Bæk, som pt. har 35 heste på staldlisten, heriblandt fem 2-åringer og ni 3-åringer.

-Vi har tre svenske 2-åringer og to af dem skal gå præmieløb i Sverige i starten af oktober måned, men selvom det er ret stabile heste, er det svært at lave årgangsheste i Sverige, så vi må se hvor langt de rækker, siger Marc.

-De to danske 2-åringer, Nicksen (Great Challenger) og Not A Gentleman (Offshore Dream) har døjet med virus, så de er et stykke efter de andre og kommer først i prøveløb næste år.

-Blandt 3-åringerne er det selvfølgelig Monroe K (Who’s Who), som jeg holder meget højt, men hun har været ramt af virus siden 3-årsprøverne i Århus i slutningen af juli. Hun virker dog på vej frem – det samme gælder de andre 3-åringer, men jeg kan ikke sige mere før de har startet.

Marc Bæk Nielsen har også fem 1-åringer inde til tilkøring, heriblandt 33 Odin Halbak (Googoo Gaagaa) og 37 O O Seven (Maharajah, som han fik med hjem efter Derbyauktionen.

Ny svensker
4-årige Muzan Kibutsuji (SE) (Father Patrick) er ny i stalden hos Marc Bæk Nielsen og en særdeles spændende hest, der via Holland er indkøbt til stalden af Tili Invest I/S, som har yderligere fire heste hos Aalborg-træneren.

-Muzan Kibutsuji har to gange i år løbet på 10-tider og har bl.a. vundet på Solvalla i april måned på 1.10,9a/1640 meter, så det er en hest, jeg virkelig glæder mig til at starte, siger Marc Bæk.

-Vi fik den for en uges tid siden og man kan godt mærke, at den er hurtig, men samtidig en lille smule temperamentsfuld. En meget tiltalende hest, som formentlig kommer til start på Aalborg Store Pris-dagen.

For samme ejer har Marc Bæk Nielsen også tyskfødte Yin Yang (Bold Eagle), der havde en stor sæson i fjor med tre sejre og 332.000 kr.

Yin Yang vinder for Jeppe Juel. Foto: Hesselborg Foto

-Yin Yank er en superhest, der desværre fik en gaffelbåndsskade, som det har taget lang tid at komme sig over, men nu har vi fået grønt lys fra dyrlægen og han er i gang igen, siger Marc.

-Jeg regner med at han er startklar om en måned til halvanden, hvor han så skal ud i et rutineløb i Aalborg, men det bliver helt på hans præmisser – vi skal ikke presse ham.

Med 35 heste i stalden er der nok at se til i hverdagen for Marc Bæk Nielsen, som udover de to fastansatte staldfolk også har en del frivillige, som ofte kommer og hjælper i stalden.

-Der skal lyde en stor ros til de unge mennesker (seks piger og en dreng), som kommer og hjælper os. De tager med til løb og er med til at træne i weekenden. Det er virkelig guld værd for os trænere at ha’ sådan nogle frivillige hjælpere, slutter Marc Bæk Nielsen.