TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 16.06.18

af | 16. jun 2018 | Nyheder, På Biddet

Skal Copenhagen Cup flyttes? – Men også om en ny galopbane ved Malmø , 75 millioner for en avlshingst (dollars forresten) og så har Lunden et godt tilbud.

I Norge taler flere og flere om, at Oslo Grand Prix har udviklet sig til at være et ”andendagsgilde” til Elitloppet, og man vil derfor hellere tilbage til den gamle termin – 14 dage før Elitloppet, hvor Copenhagen Cup nu ligger.

Jeg har nu aldrig haft den opfattelse, at da Copenhagen Cup blev kørt den anden søndag i juni måned var det et ”andendagsgilde” – snarere tværtimod.

Af og til var det endda en revanchematch fra Elitloppet, og det sportslige niveau har gennem årene været særdeles højt.

Men hvis Norge nu ønsker at flytte Oslo Grand Prix tilbage til den anden søndag i maj – altså en termin, der ligger 14 dage før Elitloppet – så værsgo!

Men jeg synes ikke, at Copenhagen Cup i stedet skal tilbage til sin gamle dato, den anden søndag i juni.

Flyt Copenhagen Cup – allerhelst til den første søndag i juli.

Det vil betyde, at Jydsk 4-årings Grand Prix så skulle flyttes, og det kunne man gøre ved at lægge det på den oprindelige dato for løbet – nemlig den sidste weekend i juni!

Her blev Jydsk 4-årings Grand Prix i mange år afviklet samtidig med Dansk Derby i Klampenborg, men da DanToto blev indført fandt man ud af at det var uheldigt med to store væddeløbsarrangementer samme dag, hvorfor travet blev flyttet til den første weekend i juli.

Det har altså kunnet lade sig gøre at afvikle Jydsk 4-årings Grand Prix den sidste weekend i juni.

Læg løbet der igen, og Copenhagen Cup den første søndag i juli, hvor der mangler et internationalt Gruppe 1-løb på kalenderen.

I den forløben uge kom meddelelsen om, at galopsporten i Skåne har indgået aftale om at lave en helt ny galopbane, der skal ligge uden for Malmø, i nærheden af den store golfbane PGA International.

Det er et projekt til en halv milliard kroner – godt nok svenske.

En stor del af finansieringen skal komme fra salget af den nuværende Jägersro Trav- og Galopbane, men disse midler skal også gå til etablering af en helt ny travbane.

I de planer, der har været fremme, var den nye Jägersro-banen fortsat tænkt som en kombineret trav. og galopbane, men nu har galopsporten valgt at gå egne veje.

Man kan være lidt betænkelig ved om der findes økonomi til at bygge to nye væddeløbsbaner i området omkring Malmø!

Men et sted, hvor der ikke mangler penge er det irske stutteri, Coolmore, der skal have erhvervet bedækningsrettighederne i den amerikanske Tripple Crown-vinder Justify for 75 millioner dollars!

Det er mange penge, men hvis Justify kan virke i avlen både i Europa/USA samt i Australien, så er pengene hurtigt hjemme, hvis følprisen bliver 100.000 dollars!!

200 føl globalt om året – så er Justify betalt på fire år!

Vi nærmer os Midsommer, og har du endnu ikke bestemt hvordan du skal fejre Skt. Hans Aften, så er her et godt tip.

Charlottenlund Travbane har løb Skt. Hans Aften og har lavet et virkelig godt tilbud, hvor man for 199 kroner får grillmad, vin, øl og vand ad libitum!!

Tilbuddet er dog begrænset til 300 personer, og skal nok blive udsolgt.

Der er endnu ledige billetter – læs mere om arrangementet på dette link – klik her