Flere tætte opløb i Aalborg søndag – kun en Bet25-spiller ramte V5.
Det var spændende – og for nogen ret udbytterigt.

For eksempel i 3. løb, hvor Birger Jørgensen havde været førende fra start med Arm Bri og lignede en sikker vinder, men så alligevel blev fanget af El Capitan (Maharajah) med Kenneth Andersen på målstregen.
Dette par sad lukket inde til der manglede 140 meter, men afsluttede stærkt og nåede forbi til sejr.
Nogenlunde samme sceneri udspillede der sig i 5. løb, hvor Birger Jørgensen igen havde været førende – her med I’monthephoto, men parret blev fanget af Highspeed Gardenia (Ens Snapshot) med Martin Andreasen, hvor hesten virkelig svarede til sit navn de sidste 50 meter.

Også i V5-finalen blev den førende Lara Barosso med Jan Dahlgaard fanget før målstregen – det var Hit Me (Michaels Turn) med Mads Hviid, der akkurat nåede forbi.
Bedre gik det for andre heste, der tidligt sad i spids i løb – i 1. afdeling var det Marc Bæk Nielsens debutant, Red Madonna (Orlando Vici) med Birger Jørgensen, der sejrede og i 3. afdeling Nicklas Korfitsens Lisotto (Raja Mirchi) med Martin Henriksen, der var bedst.
Highspeed Gardenia (3%) og Hit Me (6%) var de største overraskelser i V5-spillet.
Der var kun et enkelt system – spillet hos Bet25 til 1.080 kroner, der fik hele puljen på 51.547 kroner.
I V4-spillet blev gevinsten10.986 kroner.