TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vincennes: Norsk/svenske Oracle Tile kan få et godt Vintermeeting

af | 31. okt 2024 | Nyheder

Det franske Vintermeeting er i gang, og især en hest leverede en stærk præstation, selv om den ikke vandt.

8-årige Oracle Tile (Ready Cash) er svenskfødt, men norskejet og trænet af norske Kristian Malmin.

Den vandt ikke torsdagens hovedløb, Prix de Cevennes, men den kunne have gjort det.

Oracle Tile med Benjamin Rochard kom til at sidde i ryg på Hede Darling med Nicolas Bazire, og den blev træt med 500 meter tilbage.

Meget træt.

Og Oracle Tile sad fastlåst i ryg.

Rochard fik sig bugseret ud, men var mange længder efter førergruppen, der blev anført af næstfavoritten Gaspar d’Angis (Quaro) med Eric Raffin.

Rochard kunne have valgt at køre frem ude i sporene, men dykkede indvendigt, og sad fast indtil der manglede 100 meter.

Her var Gaspar d’Angis flere længder fri af feltet, og den kunne gå til sikker sejr i 1.12.4/2850 m.

Oracle Tile, der først fik frit løb med 100 meter tilbage, afsluttede 500 meter efter 1.07.6, og blev en sikker nummer to i 1.12.6, mens favoritten Ganay de Banville med Jean Michel Bazire akkurat klarede at tage tredjepladsen i 1.12.8 fulgt af Inmarosa med Leo Abrivard og Hokkaido Jiel med David Thomain – også i 1.12.8.

Gaspar d’Angis med Eric Raffin vinder foran Oracle Til. Foto Geny.com

Vinderen, Gaspar d’Angis er en 8-årig vallak, der trænes af Jean Michel Baudouin. Den har startet 70 gange, vundet 34 sejre og tjent 714.360 Euro, men som vallak er den udelukket fra at starte i de store løb i Vintermeetinget.

Men det er Oracle Tile ikke, og den er nok værd at huske til kommende starter!