Fredag var sidste auktionsdag, og egentlig havde vi bestemt os til ikke at tage derud efter løbene på The Red Mile, men det gjorde vi så alligevel.

Det var en dejlig eftermiddag på den solbeskinnede The Red Mile.

Temperaturen sneg sig igen op mod de 30 grader om eftermiddagen, selv om dagen var indledt køligt og overskyet.

Og hvilke præstationer vi fik at se på den røde travbane af de 2-årige hingste.

Især står duellen mellem Karl og T C I stærkt på nethinden.

På forhånd var der ventet en hård duel mellem de to – ubesejrede Karl med Yannick Gingras og verdens mest vindende 2-åring i år T C I, der blot havde et nederlag – en andenplads i sine 10 starter.

Vi fik duellen mellem dem – Karl var førende ned gennem opløbet med T C I udvendigt for sig.

Flere gange var det som om Karl var ved at slå over i galop, men Gingras parerede.

T C I løb lidt grønt ud og ind i banen.

Og husk – det foregik i 1.06-fart.

Lige bag de to duellanter lå danskejede Southwind Metric med Åke Svanstedt og var nærmeste vidne, men uden mulighed for at blande sig i duellen.

Da Karl og T C I passerede målstregen var det umuligt at afgøre hvem der havde vundet.

Selvfølgelig have vi hvert vores bud – flest i gruppen på Karl.

-Har I aldrig været til væddeløb før, spurgte Gunner Christiansen.

-Den udvendige (T C I) vandt da, erklærede han med overbevisning.

Nåh ja – Gunner fik så ret!

Klokken var nu omkring tre om eftermiddagen, og tid til lidt sen frokost.

Der er et cafeteria på The Red Mile, men der er altid kø, men nede i kasinoet er der altid god plads ved baren, og vi kan få de kyllingevinger vi så gerne vil have.

Erfaringen har nu lært Gunner, at når man bestiller kyllingevinger så følger der gratis et lille glas Cola med!

Det var lidt svært at få bestilt – vi havde sat os ved et bord og ventede på en tjener, men intet skete.

Gunner mistede tålmodigheden og gik op til baren – lidt efter kom der en tjener til vores bord, og vi var i gang med at bestille, da Gunner kom tilbage og fortalte, at nu havde han bestilt – og betalt!

Nå, tjeneren tog det pænt.

Og så sad vi ellers og ventede og ventede.

I mellemtiden forsøgte Knud Erik Ravn sig igen ved en af spilleautomaterne – Ravn har tilsyneladende en vis flair for at finde de rigtige maskiner.

Torsdag aften ramte han et pæn trecifret beløb, og sandelig om han nu ikke kom tilbage og kunne vise en voucher også på et pænt trecifret beløb – i dollars!

-Og jeg har luret, hvilken maskine, der giver kasse næste gang, sagde Ravn og pegede på en enarmet lige ved siden os.

Men han ville da ikke prøve lykken på den, da vi senere brød op.

Hvor bliver det mad af?

Vi havde vel siddet i 20-25 minutter og ventet uden der skete noget.

Gunner var oppe for at rykke for maden.

Jo, det var da klart og har stået her i 10 minutter! var svaret fra damen bag baren, som vi sad tre meter fra!

Tilbage til hotellet og efter at have hvilet lidt var der topmøde hos ”pensionisterne” i det store værelse.

Hvad skal vi aften?

Vi skal jo ud for at have noget at spise.

-Hvad med at køre en tur ud til auktionen for at se, hvor mange mennesker, der er, foreslog Gunner.

Ude på auktionen var der gang i salget – priserne ikke så højre som de første tre dage, men højere end torsdagen.

Denne fredag var det primært åringer, der kunne deltage i sire stakes i staterne Ohio og Indianna, der var i kataloget.

Vi tog opstilling ved den udvendige paddock, hvor åringerne først kommer ind for siden at komme til en indvendig paddock før de så ledes ind i auktionslokalet.

Her stod vi så med kyndige øjne og så på åringer – der var travere og pacere – der var bl.a. afkom efter Love You og så var der en pacer, der fangede vores øjne på grund af dens hvide aftegninger.

Extra Suds hed den og den solgtes for 45.000 dollars!

Lars Berg, der jo er delejer af flere heste i USA, var nu også på plads i Lexington efter en besværlig rejse via New York og Atlanta, hvor han oplevede det sjældne, at hans kuffert ankom til Lexington før ham!!

Vi skulle jo have noget aftensmad og spurgte Lars om han ville med – vi havde fundet et Road House ikke langt fra auktionen.

En ret ny restauration, som vi ikke tidligere havde set.

Tiden var løbet fra os – klokken var 21.35 – og de var ved at lukke ned i restauranten.

Det lykkedes dog at få dem overtalt til at servere for os.

Først kunne vi sidde ved baren, men så var der nogen der forbarmede sig over os, og vi fik et bord.

Der kom ikke kun én, men to tjenere, der ville servere for os.

Den ene pige var en trainee – hun var altså under oplæring af en mere kyndig tjener – det var en anden pige, der dog godt kunne trænge til oplæring fra en tredje.

Vi bestilte drikkevarer – og efter lang tid kom tjeneren med to flasker vin, men ingen glas!

Det tog yderligere en rum tid før vi fik glas.

Så skulle vi bestille mad – det gik dog forholdsvis smertefrit og det vi fik at spise, var også OK.

Og det var så en fredag i Lexington.