Den nyligt afdøde tyske storhesteejer Harald ”Charles” Grendel, ville i sin tid købe Handybus, der var en af de bedste heste i den danske H-årgang, født i 1981.
I tirsdagens På Biddet fortalte jeg om hvordan Walther Kaiser-Hansen og jeg mødte den tyske storhesteejer, Charles Grendel og var inviteret hjem til party hos ham.
Siden hen traf jeg Grendel flere gange, og hver gang spurgte han mig, om jeg ikke kendte en rigtig god hest som han kunne købe.
Det gjorde jeg så på et tidspunkt, men det kræver en forhistorie.
Den kommer her!
I efteråret 1984 drog Walther Kaiser-Hansen og jeg på hvad jeg dengang kaldte en Trav-Odyssee –en tur rundt i Europa.
Vi var til trav i Hamburg, i Bayern, i Østrig, i Italien og i Schweiz.
Hovedformålet med turen var at se Handybus med Preben Kjærsgaard starte i Gran Premio Orsi Mangelli – det legendariske store italienske løb for 3-åringer, der dengang samlede deltagere fra hele Europa.
Efter vi havde været Milano rundt for at finde vores hotel, der lå lige ved San Siro – Brunn Hotel kan jeg huske det hed – så gjorde vi Milano usikker aftenen før det store løb.
Vi fandt et Osteria, som så meget hyggeligt ud, og det var det også.
Der var stort anrettet bord med antipaste, og så bestilte man ellers hovedret etc. og på vores mangelfulde italienske lykkedes det også at få fortalt, at vi var i byen for at se Handybus vinde Orsi Mangelli dagen efter.
Det tror jeg nu ikke de umiddelbart troede på, men da værten var traventusiast kom vi i familie, og blev ”Kaiserligt” beværtet – bl.a. med en hjemmelavet grappa.
Tror jeg nok.
Næste dag vandt Handybus – som forudsagt af os – og stor jubel.
Restauratøren spurgte mig bagefter løbet, om han kunne købe Handybus, men den var ikke til salg på det tidspunkt.
Men blev Handybus et års tid senere.
Den havde ikke levet op til forventningerne i Derbysæsonen – den havde også haft lidt problemer, og nu ville opdrætteren og ejeren Vagn Schmidt godt sælge.
Jeg blev kontaktet for Schmidt kunne jo huske at ham restauratøren fra Osteriaet i Milano var interesseret.
Men hvor var lige den adresse og telefonnummer på ham i Milano?
Men Charles Grendel – det kunne være en mulighed.
Jeg kontaktede Grendel, og han syntes det lød interessant og ville vende tilbage.
Der skete så ikke noget, så jeg kontaktede ham igen.
Jamen, jeg er meget interesseret – vi skal bare lige finde en dag, vi kan komme op og se hesten, var svaret – og det svar fik jeg tre-fire gange.
Og i mellemtiden blev Handybus solgt til Belgien!
Vi er nu fremme i vinteren 1985/1986 – og Billund-amatøren Regner Eriksen, Stald Møgelmose havde en fin hoppe, der hed Kasja, der havde været rigtig god – og den ville han sælge.
Jeg prøvede Grendel, og jo, han var interesseret – og efter nogle telefonsamtaler, så fik vi sandelig en aftale i stand.
Grendel og hans træner Kurt Hørmann ville komme til Billund for at prøvekøre Kasja.
De kom, kørte den, så lidt på den på staldgangen – og sagde så: Den køber vi!
Ikke så meget pjat – den blev solgt til prisen, der var et pænt sekscifret beløb.
Nu var den handel i orden, og så sagde Grendel de ord jeg aldrig glemmer:
Og hvor står så den anden??
Den anden – det var Handybus, han mente – og den dag i dag er jeg overbevist om, at Handybus havde Grendel også købt den dag i Billund.
Men her var Charles Grendel for sent ude.