TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 04.05.18

af | 4. maj 2018 | Nyheder, På Biddet

Om en næsten hemmelig storsponsor – om USA’s største hestevæddeløb – og så får du en opskrift på en berømt drink.

En sponsor, der kommer med 100.000 gode danske kontanter, burde vække stor opmærksomhed i dansk travsport.

Men indtil nu har det vel nærmest været en hemmelighed og kun ved nærlæsning af propositionerne for juni måned kan man se det store sponsorat.

Sponsoren er den relativt nye spilleklub, The Jackpot Club, der til Sprintermester-dagen i Billund den 3. juni, kommer med totalt 100.500 kroner.

Pengene fordeles i otte løb og betyder bl.a. at i Liga 2,3,4 og 5-løbene bliver førstepræmien på 22.500 kroner og de følgende præmier på 11.000, 5.700, 3.500, 2.200 og 1.300 kroner – indskuddet er fortsat 300 kroner.

Normal præmieskala i disse løb er på 15.000, 7.500, 3.750, 2.250, 1.500 og 900 kroner.

Pengene til sponsoratet fremkommer af det overskud, der spilles ind af eksperterne i The Jackpot Club

Overskuddet fradrages 25% før uddeling til medlemmerne.

Af disse 25% går de 12,5% til administration etc. og andre 12.5% til sponsorater til danske væddeløbsbaner.

Udover at The Jackpot Club spiller til de danske væddeløb og således bidrager med det fastsatte 8% bidrag til Dansk Hestevæddeløb, så sponsorer man altså også travløbene direkte.

Et meget flot initiativ, der ikke kan roses nok!

Næste bane, der sponsoreres af The Jackpot Club, bliver Nykøbing F Trav på Harald Lunds Mindeløbsdagen.

I USA er det Derby-time i disse dage.

Lørdag og søndag er der overalt i Nordamerika fokus på væddeløbsbanen Churchill Downs i Louisville, Kentucky, for her afvikles The Kentucky Derby – The greatest two minutes in Sports!

Den verdensomspændende Tv-station, CNN sender daglige træningsrapporter fra banen om derbyhestene- og i det hele taget er mediedækningen omkring løbet enorm.

Det er da også en begivenhed, der tiltrækker.

I 2015 blev der sat tilskuerrekord med 170.513 personer – i fjor kom der ”kun” 158.070 på derbydagen – og om fredagen 105.100, hvor The Oaks rides.

Og der bliver spillet til Derbydagen – i fjor var den totale omsætning på 192.6 millioner dollars – det er cirka 1.2 milliarder danske kroner!!!

Billetpriserne tør jeg dårligt nævne – herhjemme har vi jo problemer, hvis en bane tager 150 kroner i entre!

Den billigste billet til Churchill Downs koster 75 dollars – det er 465 kroner – og den gælder til inderkredsen og uden mulighed for at kunne se løbs-banen!!

Til gengæld er der masse af fest derinde – og såvel der som på de dyre pladser – og her taler vi om billetter til flere tusinde dollars stykket – drikkes der Mint Julep, der er den officielle drink til Kentucky Derby.

Vil du smage den, så er her en opskrift fra Coop.dk:

Man skal have Bourbon Whisky, mynteblade, danskvand, sukker og isterninger

Kom de friske mynteblade og en sukkerknald i et longdrinkglas.

Hæld en lille smule danskvand i og knus sukker og mynte med for eksempel en træske eller morterpistel.

Sukkeret skal være helt opløst, før man fylder glasset helt op med knuste isterninger og hælder bourbonen over.

Pynt med en myntekvist og server med et sugerør

Velbekomme!

Det er noget af en løbsdag, der bydes på i morgen i Louisville.

1.løb startes allerede klokken 10.30 og Kentucky Derby er 12. løb med start klokken 18.50.

Derefter er der endnu to løb og 14. løb starter klokken 20.20 – så som tilskuer for man da noget for sin entrebillet!

Derbyfavoritten hedder Justify med Mike Smith, og at den har trukket nummer 7, gør ikke dens chancer dårligere!

Justify er ubesejret i tre starter.

Den kan dog vente hård kamp fra den ligeledes ubesejrede Magnum Moon med L. Saez (4 starter) samt Aidan O’Brien-trænede Mendelsohn, der på Dubai World Cup-dagen vandt UAE Derby på Meydan-banen.

Sine tre år til trods har Mendelsohn været mere rundt i verden end mange mennesker.

Dens fire seneste starter er foregået i fire lande – England, USA, Irland og Dubai – og nu er den så tilbage i USA igen!

Hvis du vil læse mere om Kentucky Derby så kan vi anbefale det amerikanske fagblad Bloodhorse – klik her