I aften er der ekstraordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane. Der er lagt op til kampvalg om to bestyrelsesposter.

Efter bestyrelsesmedlemmerne Klaus Overskov og Anders Lou Hendriksen for nogle uger siden nedlagde deres mandater, har bestyrelsen i det Danske Travselskab ikke været beslutningsdygtig – vedtægterne kræver mindst fire bestyrelsesmedlemmer, når der skal tages beslutninger.
I dag består bestyrelsen af formanden Kaj Holm og bestyrelsesmedlemmerne Heidi Andersen og Per Damberg.
I aften skal de to ledige pladser i bestyrelsen besættes, og da der er opstillet tre kandidater, er der lagt op til et kampvalg.
De tre medlemmer, der kandiderer til en bestyrelsespost, er Peter Andersen, Peter Hæstrup og Henrik Nielsen.
I Det Danske Travselskab er det således, at kandidater til bestyrelsen skal anmelde deres interesse 14 dage før en generalforsamling – det blev i sin tid vedtaget for, at kandidater kunne præsentere sig forud for generalforsamlingen.
Det er vist kun sket i beskedent omfang og i hvert fald ikke op til denne generalforsamling!
På mødet vil bestyrelsen også give en orientering om Travselskabets situation.
Travservice erfarer, at formanden Kaj Holm af Dansk Hestevæddeløb (DHV) og Dansk Travsports Centralforbund (DTC) er blevet pålagt at informere medlemmerne om, hvad der skete på det møde DHV og DTC havde indkaldt bestyrelsen i Travselskabet til tidligere på måneden
DHV og DTC har bedt om lov til at deltage i aftenens generalforsamlingen for at kunne orientere Travselskabets medlemmer om den situation de to organisationer mener, at banen står i.
Men dette ønske har formanden Kaj Holm afvist.
I aftes udsendte Travselskabets to interne revisorer en mail til medlemmerne, hvori de igen redegjorde for Travselskabets situation, og det er bekymrende læsning.
Ifølge de to interne revisorer, Niels Danhøj og Morten Thanning Vendelø, så skal Travselskabet alene i 2025 afdrage 1.127.725 kroner på lån, der er optaget inden for de sidste par år!
Tre af lånene kommer fra trav.- og galopsportens fælles kasse i Dansk Trav og Galop Union, hvor Det Danske Travselskab har optaget følgende lån
Kr. 475.000,- til finansiering af forligsaftale indgået d. 16. august 2024 med Grand B.
Kr. 510.000,- til finansiering af forbedrede publikumsfaciliteter i Store Tribune-bygning.
Kr. 699.000,- til finansiering af renovering af tage pa staldbygninger.
Desuden har man hos El-firmaet Modstrøm købt et solcelleanlæg på afbetaling for 1.774.902 kroner.
Ifølge de interne revisorer går dette anlæg først i plus i 2031 og alene i år koster det 150.252 kroner at have det.
Ikke kun Travselskabets medlemmer er spændte på at høre Kaj Holms forklaring og forventningerne til fremtiden.
Det gælder også Trav-Danmark generelt.