TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Første trænersejr til Rene Sejthen i USA

af | 12. aug 2025 | Nyheder

Så løste det sig for Rene Sejthen, da den 2-årige hoppe Burningforyourlove med Tim Tetrick leverede en stærk afslutning og sejrede sikkert mandag på The Red Mile.

Burningforlive med Rene Sejthen under træning. Foto privat

Det var tredje start for Bar Hopping-datteren Burningforyourlove, der ejes og er opdrættet af Jean Pierre Dubois.

Forventningerne var ikke store – hoppen havde bedst løbet 1.14.3 i en qualifier den 27. juli og stod da også til næsten 16 gange pengene som vinder.

Undervejs var der heller ikke meget der tydede på, at Burningforyourlove skulle kunne vinde – hun sad faktisk sidst i feltet ved indgangen til opløbet, men ind på lige bane fik Tim Tetrick sat skub i den store hoppe, der afsluttede efter 1.09.0 til sikker sejr i 1.12.6.

Løbet var en afdeling i Golden Rod-serien, hvor der var 10.000 dollars i samlet præmiesum – halvdelen til vinderen.

Burningforyourlove har Beltane Hanover (Andover Hall) som mor – hun har tidligere født bl.a. Beltassima (Trixton) 1.09.3 – 550.447 dollars.

Rene Sejthen var også selv i sulkyen i et løb på The Red Mile mandag.

Han kørte en anden Dubois-hest, Qualityprayer (Tactical Landing), der startede for fjerde gang, men efter at havde siddet i ryg på førerhesten, rullede Qualityprayer over i galop på opløbshjørnet.

Næste starthest for Rene Sejthen er den 3-årige Dame On (Chapter Seven), som Frode Fladen er skrevet på som kusk i et ordinær løb på The Red Mile i eftermiddag, lokal tid.

Dame on startede i fjor fire gange, satte rekord 1.11.5 og tjente 43.044 dollars.

Dame on er helbroder til 4-årige Dame Good Time 1.08.6 – 605.916 dollars, der i fjor slog Hambletonian-vinderen Karl i finalen i Kentucky Sire Stakes.

Da var den trænet af Travis Alexander, men nu har Rene Sejthen i år fået ansvaret for de to helbrødre.