TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Flere spørgsmål til Jelved

af | 27. okt 2014 | Nyheder

Hvis Kulturminister Marianne Jelved og hendes embedsmænd ikke har haft kendskabet til hestevæddeløbssporten og hvad det kan føre med sig, så får de det i sandhed lært i denne tid.

Kulturminister Marianne Jelved (RV). kommer på arbejde. Foto Nicolas Tobias Følsgaard

Kulturminister Marianne Jelved (RV). kommer på arbejde. Foto Nicolas Tobias Følsgaard

I sidste uge blev der fremsendt syv spørgsmål fra Kulturudvalget ligesom flere af Kulturudvalgets medlemmer med Venstremanden Hans Chr. Schmidt i spidsen har ønsket ministeren i samråd.

I dag kan vi se, at der er stillet yderligere fire spørgsmål til Kulturministeren.

Spørgsmål 8

Kan ministeren redegøre for, hvorledes der er taget højde for, at effekterne af stemmeaftalen ikke vil medføre et brud på EU-reglerne omkring spillemonopol?

Spørgsmål 9

Hvordan forholder ministeren sig til dansk hestesports ønske om at få et konkret og operationelt forhandlingsmandat i forbindelse med etableringen af en ny spil- og finansieringsplatform, uafhængig af offentlig støtte, og hvordan forestiller ministeren sig tidsplanen for dette?

Spørgsmål 10

Hvordan forholder ministeren sig til dansk hestesports ønske om, at det bliver hestesportens egne organer, der får mandat til at etablere en ny spil- og finansieringsplatform, uafhængig af offentlig støtte?

Spørgsmål 11

Har ministeren fået godkendelse fra Skatteministeriet og Finansministeriet til, at hestevæddeløbssporten kan opnå selvstændighed fra Danske Spil og etablere et nordisk spilleselskab i Danmark?

Spørgsmål 8 stilles med baggrund i, at Danske Spil har fået monopol på hestespillet fordi flere af landets væddeløbsbaner ligger i udkantsdanmark. Lukker nogen af disse baner – hvad vil der så ske med Danske Spils monopol?

Spørgsmål 9-10-11 hænger sammen og bunder i den oprindelige aftale om Danske Spils (dengang Dansk Tipstjenestes) overtagelse af hestevæddeløbssportens totalisatorbevilling.

Dette skete udelukkende for at beskytte Lotto-spillet, og vil man nu påføre Lotto konkurrence ved at slippe V75 og andre spilleformer med milliongevinsten fri på det danske marked ved at lade hestevæddeløbssporten etablere et spilleselskab sammen med ATG og Norsk Rikstoto?