Det var som om de to hopper, Hera Esterel og hendes datter, Regina Esterel havde aftalt, at de skulle nedkomme samtidigt. For onsdag aften folede begge hopper med blot to minutters mellemrum hos træner Leif Nørbak!
Hera Esterel (Sugarcane Hanover) der i øvrigt er moder til Regina Esterel (Lindy Lane) vandt kapløbet og folede først og to minutter senere var det så Regina Esterels tur.
Begge fik hingstføl og begge føl er efter Derbyvinderen Esterel Sunset, der som de to hopper ejes af Fredy Christensen, Stald Esterel.
Det var syvende afkom efter Hoppe Derbyvinderen Hera Esterel, der tidligere har født bl.a. Sun Esterel 1.12.6 -152.751 kroner og Tip Esterel 1.12.6 – 189.800 kroner, begge efter Esterel Sunset mens det var første føl for Regina Esterel.