TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En mild fiasko for Opdrætningsløbet – for 100 år siden

af | 5. nov 2025 | Nyheder

På søndag køres Dansk Opdrætningsløb, der blev kørt første gang i 1896, men holdt en pause fra 1939 til 1952, hvor det så blev genoptaget. I stedet var det især 2-årsløbet I. C. Tvede Memorial, der blev anset som det største 2-årsløb, sammen med 2-års mesterskabet på den hedengangne Amager Travbane.

Af Kenn Erik Bech

Dansk Opdrætningsløb blev i nogle år kørt over to afdelinger og over forskellige distancer.

Grunddistancen har ændret sig lidt gennem årene. F. eks. kørtes de første udgaver af løbet over kun 1589 meter  – det blev senere til 1600 meter og siden 2007 har distancen været 2000 meter.

Allerede i 1895 var der et avlsløb for de 2-årige heste på Charlottenlund-banen, og både i 1896 og 1897 afvikledes Kjøbenhavns Opdrætningsløb – løbet i 1897 havde endda højere præmiesum end selve opdrætningsløbet.

Maro vandt for 100 år siden

Dansk Opdrætningsløb 1925 blev kørt den 9.august, og sikker vinder var Maro, der året efter vandt Dansk Trav Kriterium og ligeledes blev vinder af Mesterskab for Danmark. Det skete i 1931.

I 1925 var det den nye, unge, træner, William Jensen der sad bag Maro, og i den fik han noget af en reklamehest.

I 1925 delte man ikke Opdrætningsløbet i to afdelinger, trods 14 startende ekvipager.

Desværre blev starten trukket ud alt for længe ud, beskrives det, – hvilket bestemt ikke var nogen fordel for størsteparten af de urutinerede heste.

Maro, der var løbets favorit, kom dog glat af sted og sejrede overlegent til odds 1,64 foran Henny Finance med William Jensens tidligere arbejdsgiver N J Koster i sulkyen.

Maro med sin stolte ejer F W Jensen ved hovedet og William Jensen i sulkyen.

En mild fiasko – starten var rent af h…….. til

Ellers er aviserne, ligesom i dag, en del uenige om Opdrætningsløbet i 1925 var et godt løb eller et dårligt løb.

”En mild fiasko” skriver avisen Klokken 5, en københavneravis, der lukkede ned i 1930:

”Dansk Opdrætningsløb blev noget af en fiasko, idet starten var rent af helvede til. Endvidere protesterede Hesteejerne mod, at løbet ikke blev delt i to afdelinger, mens publikum protesterede mod den miserable start”!

Derimod skriver avisen Folkets Avis-København, at ”det var en stor travdag i Charlottenlund”.

Trav Tidende skrev noget af dette: ”En tætpakket menneskemængde så favorit Maro vinde en overlegen sejr. Der var 14 deltagere, men i modsætning til året før, hvor Opdrætningsløbet blev delt i to løb, så blev det ikke delt her i 1925. Kusk var den unge træner William Jensen, han vandt foran sin tidligere principal, N. J. Koster, der kørte Henny Finance. Tredje blev Albert Hill med H F W. Vinderodds var 1,64 og pladserne gav 11-12-12. Maro startede kun to gange i sæsonen, og vandt begge!

Avisen Nationaltidende, der eksisterede til 1931 skriver i sin mandagsudgave den 10.august 1925, – at også tredjehesten H F W fortjener ekstra omtale, fordi da den umiddelbart før starten gik, blev påkørt og styrtede!

Det kiksede i Derbyet

Ejer af Maro var F. W. Jensen, der betegnes som røgeriejer, og havde sin forretning i Gullandsgade på Amager.

Maro var hans første travhest, ud af mange, og der blev altså succes fra starten. 

I 1926 blev det også til sejr i Dansk Trav Kriterium med Maro – en sejr, der blev beskrevet som årets største indlænderpræstation i den dengang fænomenale tid 1.29.7/2600 meter, en forbedring af løbsrekorden med 2,7 sekunder og absolut dansk rekord for 3-åringer – uanset distance.

Derimod kiksede det i Derbyet, hvor det dog blev til en mindre placering, men Maro satte alligevel, i sin 4-årssæson, ny dansk rekord for de 4-årige. Først syv år senere kom der en anden hingst og løb hurtigere.

Derbyet 1927 blev kørt den 12. juni og Maro stillede op som storfavorit, men beskrives som blot en skygge af sig selv. Den galoperede flere gange, og måtte nøjes med femtepladsen ud af blot seks startende heste. Kun otte heste var skrevet til start i Derbyet, men kort tid inden start forlod to af hestene banen – den ene pga. uregerlighed og den anden pga. halthed!

I Derbyet kiksede det således, men Maro blev i de kommende sæsoner en hest oppe i den øverste klasse.

Maro var nu kommet til træner O. Månsson, hvor den vandt et af Amager Travbanes største løb, Indlænder Pokalløb, endda to gange. I 1930 sejrede den i Nationalløb med daværende jockey Leth-Olsen.

Den største sejr som ældre hest må dog være i Mesterskab For Danmark.

Det skete i 1931, og nu var kusken, Hans Hansen.

Maro startede som eneste indlænder med 20 meters lettelse fra 1980 meter. I sulkyen sad den 27-årige nystartede træner Hans Hansen der udnyttede sit forspring, holdt spids og sejrede til odds 11,22.

Maro sluttede sin løbskarriere med 28 sejre og 79.900 kroner.