TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DM – professionelle: Michael Lønborg sikrede sig titlen i sidste afdeling

af | 9. aug 2025 | Nyheder

Kampen om Danmarksmesterskabet for professionelle travkuske blev først afgjort i 12. og sidste afdeling.

Michael Lønborg havde allerede det store smil fremme efter han havde vundet dagens 2. løb med Anders Pedersen-trænede Kuarato Heot. Hesselborg Foto

Inden sidste afdeling var Nicklas Korfitsen førende med 38 points tæt fulgt af Michel Lønborg med 37 points.

Rene Kjær på tredjepladsen havde 30 points og havde en teoretisk spinkel chance for at hjemtage titlen, men så skulle ingen af de to førende opnå en placering – og Kjær skulle vinde.

Nu vandt Rene Kjær godt nok med overraskelsen Gin Flame til 11 gange pengene, men nærmest over mål var Michael Lønborg med Futte Flagflis, mens Nicklas Korfitsen sluttede på en fjerdeplads med Jack Cross.

Dermed var det en realitet, at Michael Lønborg hjemførte DM-titlen for anden gang – han vandt første gang i 2022 – Lønborg samlede 43 points.

Fødselsdagsbarnet Nicklas Korfitsen (han fyldte 26 år i dag) besatte andenpladsen med 41 points, mens Rene Kjær blev nummer tre med 38 points.

Udover titlen og en guldhjelm er der en kontant præmie på 50.000 kroner til DM-vinderen, mens der er 20.000 kroner i andenpræmie, 15.000 kroner i tredjepræmie, fjerdepræmien giver 10.000 kroner og femtepræmien er på 5.000 kroner