Med mandagens dom for blufærdighedskrænkelse kan Michael Lønborg ikke længere opretholde nogen form for licens i dansk travsport.
I reglementet for licensregler står der bl.a.
Licens kan ikke udstedes til personer, der er dømt for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om seksuelle forhold til personer under 15 år, blufærdighedskrænkelse, incest samt fremstilling og distribution af materiale, hvor børn indgår i pornografisk sammenhæng.
Mandag blev Michael Lønborg idømt 10 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse – desuden skal han betale en erstatning på 10.000 kroner til den pige, som anhi marts måned 2024 forgreb sig på.
Ifølge dommen skulle Michael Lønborg have taget den dengang 17-årige pige på brysterne, hevet hende i håret samt fremsat upassende kommentarer.
Det er Danmarks førende travtræner, der med mandagens dom kan se hele sin trænerforretning og eksistensgrundlag falde til jorden.
39-årige Michael Lønborg, der så sent som i søndags vandt Grand Circle 4 års Championatet i Skive med Kaisy CD, har i år vundet 90 sejre som kusk og indkørt 3.359.091 kroner.
Hans træningsstald, der i h t travinfo.dk har 35 heste stående, har indkørt 3.392.528 kroner.
Dansk Hestevæddeløb har med omgående virkning inddraget Michael Lønborgs licens, og det betyder, at de heste han har startmeldt ikke kan starte – ligesom der skal findes ny kusk til de andre-trænede heste, som han er tilmeldt som kusk.