Efter et års pause fra løbsdeltagelse er den tidligere amatørchampion Dennis Kristiansen atter tilbage og har vundet sine to første starter.

24 gange har den 56-årige Skive-smed Dennis Kristiansen vundet championater – enten som jockey eller amatør, men efter 4 års Prøven i Aarhus den 14. juni i fjor valgte Dennis Kristiansen at tage en timeout som travamatør.
-Vi havde solgt vores gård og solgt hestene, så rent psykisk fik jeg det svært med ikke at være en aktiv del af travsporten, og derfor holdt jeg op med at køre løb, fortæller Dennis Kristiansen.
-Vi solgte gården, fordi der skulle bygges en solcellepark lige op til ejendommen, for hvem kan holde ud at bo sådan et sted.
-I stedet for at træne heste fik jeg en anden hobby – jeg er blevet medlem af Skive Cykelklub og træner tre-fire gange om ugen. Ja, jeg kører vel mellem 250 – 300 kilometer hver uge og det har jeg det vældigt fint med.
-Min vægt er gået ned med 15 kilo, og jeg har fået mere overskud i hverdagen, hvor jeg fortsat arbejder som beslagsmed og skor heste – bl.a. for Marc Bæk Nielsen, som jeg nu har kørt to heste for, siger Dennis Kristiansen.

Foto Flemming Andersen
NU er lysten til at køre travløb igen tilbage hos Dennis Kristiansen.
Han gjorde comeback med den 4-årige Kaiserslautern, som han vandt med i Aarhus den 12. juli og i aftes blev det til en ny sejr i Skive – også med en Marc Bæk Nielsen-hest, Inter, der vandt en indl. afdeling til Amatør Elite Cup, hvor finalen køres i Derbyweekenden på Charlottenlund Travbane.
-Den finale ser jeg frem til at køre i, og så skal jeg også køre Major Love for Morten Friis i indledende afdeling til ATAKS Fødselsdagsløb i Aarhus, siger Dennis Kristiansen, der har vundet cirka 400 sejre i karrieren.