I år er det 50 år siden dansk travsports største internationale løb blev afviklet med navnet Copenhagen Cup og Ritha Lyngholm blev den første vinder
Af Kenn Erik Bech

Året var 1975, hvor det første Copenhagen Cup blev afviklet.
Danmarks ”Internationale Mesterskab”, kørt første gang i 1928, kom nu i mere faste rammer, og med et nyt, mere markedsførings venligt, navn.
Det første for 50 år siden, i det herrens år 1975, havde nu ikke deltagelse af de største internationale stjerner, men med en samlet tid på 3/10 sekund bedre ,blev den 5-årige danske Derbyvinder Ritha Lyngholm, med ejersønnen Hans Svensson, udnævnt til Copenhagen Cup-vinder.
Charlottenlund-banen havde stadig ikke fået ”eneret” på dette forsøg på en stor international og national travdag i Danmark.
Nej, de kørte også trav i Billund, der fejrede sin fire års fødselsdag.
Søndag den 20.juli var dagen Copenhagen Cup 1975 blev afviklet på, og som et afdelingsløb over to afdelinger sammen med ni andre løb i Lunden.
10 heste var klar, og der var heste registreret i USA, Frankrig, Sverige og selvfølgelig Danmark.
Det med USA skal forstås, at her var det den hollandskejede amerikanske Florican-søn, Worthy Dean, der havde feltets bedste rekord med 1.15,4!
Så var der en enkelt franskmand, tre svenskfødte, samt hele fem danskfødte, heraf var de to dog ejet i Sverige.
Som man vurderede feltet i 1975, samlet set: ” Ikke de allerbedste, men i hvert fald de næstbedste af de allerbedste. Måske bliver året 1976 året, hvor man tager skridtet fuldt ud, og får de fat i de allerbedste heste.”
Dansk triumf
1. afdeling over 2000 meter førte Napalm og Jørn Laursen, der i opløbet blev angrebet af træner Løfgrens Nallo, og ved dette angreb blev der hul til Ritha Lyngholm og Hans Svensson, som i en flot finish sejrede i 1.18,0, mens placeringerne herefter gik til Nallo, Napalm, svenske Pelle jr. og endnu en dansker, Osiris Salar.
2. afdeling over sprinterdistancen var det igen med Napalm i front, mens der sås galoptrin til Ritha Lyngholm. Trods ihærdige angrebsforsøg i opløbet fra Nallo og Osiris Salar, vandt Napalm og Jørn Laursen en suveræn sejr, og det i ny dansk hopperekord; 1,16,2, – og, som Jørn Laursen siger i dag, 50 år senere: ”Jeg husker det, som var det i går!
De danske heste klarede sig klart bedre end forventet.
På bedst samlede tid tog Stall Hans’ fine lille superhoppe Ritha Lyngholm de gode 50.000 kr., som førstepræmien var på dengang, mens Stald Kimas Napalm fra Skive tog andenpræmiens 20.000 kr.
I nutidskroner svarer førstepræmien til 290.000 kroner.
På søndag er førstepræmien på 400.000 kroner.