TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tredjeplads til Red Rose America

af | Nyheder

Panamera Racings Red Rose America sluttede på en tredjeplads på Enghien-banen i Paris onsdag eftermiddag – det gav 11.200 Euro eller cirka 83.500 kroner i præmie.

Red Rose America med Jean Michel Bazire sluttede på en tredjeplads i eftermiddagens 4. løb på Enghien, men blev groft generet et stykke ind i opløbet af den senere vinder, 42-oddseren Adelia de Melodie (Lillum Madrik) med Franck Ouvrie.

Episoden skete, da Bazire havde sendt Red Rose America i angreb fra tredje par udvendigt.

Den tyske Derbyvinder Tiger Wood As med Robin Bakker havde ført undervejs og havde storfavoritten Akido med Franck Nivard udvendigt for sig.

Og ind i opløbet kom Red Rose America nu i angreb, da Franck Ouvrie så trak lige ud i hende – og Bazire måtte tage i den italienske Hoppe derbyvinder.

Inden Bazire kunne få gang i Red Rose America var konkurrenterne væk, og stor-outsideren Adelia de Melodie kunne overraskende gå forbi Tiger Wood AS til sejr i 1.12.4a/2150 m. Tiger Wood As tog andenpladsen i 1.12.5, mens Red Rose America blev nummer tre i 1.12.6.

Der var 11.200 Euro i præmie til Red Rose America, der nu i fire starter siden den 21. juni har tjent omregnet 475.000 kroner!

Men der gik nogen tid, før dommerkomiteen på Enghien erklærede løbets resultat for endeligt.

I dagens hovedløb, Prix d’Europe måtte storfavoritten Ustinof du Vivier med Mathieu Abrivard se sig besejret på speed af Romanesque (Love You) med Christophe Martens. Vindertiden var blot 1.15.3/2875 meter – her var der 62.500 Euro.

Det var første nederlag i Frankrig til Ustinof du Vivier efter seks sejre i træk.

Forinden havde Mathieu Abrivard dog været på æresrunde, da han i Quintet-løbet vandt med outsideren Ulexa des Plans (Jag de Bellouet) der slog storfavoritten Going for Gold Zaz med Robert Bergh,

Going for Gold Zaz førte undervejs med Ulexa des Plans i ryg. Ind i opløbet fadt den udvendige fra, og det gav angrebsplads til Ulexa des Plans, der speedede forbi til sejr i 1.12.5a/2150 m -. Præmie 23.400 Euro.

Fra eftermiddagens løb på Enghien skal det også med, at Bird Parker (Ready Cash) med Jos Verbeeck indfriede favoritværdigheden og vandt et Gruppe III-løb i 1.14.8/2874 m.

– Det er den bedste 4-åring jeg nogensinde har kørt – den har to motorer, sagde Jos Verbeeck efter løbet!!

Store ord fra en topkusk med mange store sejre bag sig.