Kenn Erik Bech fortsætter sin artikelserie med forskellige nedslag om hvad der skete i 1974 i Dansk Travsport – Kilde: Traver – Kalender for Danmark:
Af Kenn Erik Bech
Der er gang i 2-års løbene på de danske baner.
I Århus køres tirsdag den 2. juli endnu et, hvor vinderen igen hedder Torino, den senere vinder af Dansk Opdrætningsløb. Kusk er hestens træner, Børge Simonsen.
*
Dagen efter køres på Charlottenlund Travbane Kriteriumsprøven, hvor Surveyor og Aksel Laursen slår favoritten, Seminent/Leif Nielsen.
Løbet får et efterspil for træner Per Josephsen. Dommen lyder: ”For ukorrekt optræden overfor en konkurrent en udelukkelse fra den 8. juli til den 27. juli 1974”.
*
I Odense afvikles Karl K. Pedersens Mindeløb den 4. juli, og her sejrer hurtigtraveren Onkel Ø med sin ejer, Kaj Ø. Jensen.
*
Samme dag køres der i Aalborg, og den unge amatørkusk Pauli Andersen, der jo er still going strong i løbene anno 2024, vinder dagens 7. løb med Peter Bødkers Rap Hanover, som Mr. P, altså Pauli, står som medejer af.
*
For anden gang indenfor en uge køres der travløb på Jydsk Væddeløbsbane i Århus. Lørdag den 6. juli, og her vinder Vagn Lønborg Nielsen hele fire sejre.
Det sker med hestene Souvenir Senator, Stella Bakkely, Pilot Mosebæk og årgangshesten Regento Skovlund.