Tilfredshed i Skive
Da Skive Væddeløbsforening i sidste uge afholdt sin årlige generalforsamling skete det i – hvad banens direktør Jesper Elbæk kalder – en konstruktiv stemning.
Regnskabet udviste et plus på 127.000 kroner efter banen havde tilført netto cirka 250.000 kroner til præmiepenge i løbee.
Banen havde desuden haft større udgifter til vedligeholdelse af banelegemenet i form af stenmel ligesom diesel var en stor post på regnskabet.
– – Der var enkelte spørgsmål til dette punkt i regnskabet, men vi prioriterer det at vore aktive altid har 100% perfekte træningsforhold, og så må vi tjene pengene andre steder, siger Jesper Elbæk.
I sin beretning kom formanden Henrik Friis ind på det nye tiltag, der er et af elementerne i Travsportens Strategiplan – rekrutteringslørdage.
– – Der var kun ros og forståelse for, at vi satser på breddelørdagene, hvor vores mange aktive kan starte på hjemmebane i stedet for at blive tvunget til start på andre baner, siger Jesper Elbæk videre.
-En del af strategiprocessen handler netop om fastholdelse, og det handler primært om at gøre regningen mindre for hesteejerne og amatørtrænerne.
-Lørdagene afvikles uden indskud og baneafgift, men også uden spil, hvilket giver Skive Trav en stor opgave med at lave økonomi i disse dage, men det er nu engang en strategisk satsning vi laver, for blødningen skal stoppes og de aktive vi har i vores sport skal fastholdes.
– Derefter kan man begynde at rekruttere nye hesteejere og amatørtrænere/kuske, slutter Jesper Elbæk.
Der var genvalg af såvel formanden Henrik Friis som Frank Kjelde, mens der var nyvalg af Thomas Gettermann, der erstatter Klaus Krogsgaard, der ikke ønskede at fortsætte.
Under generalforsamlingen blev Skive Travs nye eventmanager Charlotte Pedersen præsenteret.