TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Pengene fosser ud af Lunden

af | Nyheder

Hvorfor tager vi (flertallet) det ikke alvorligt? Et debatindlæg af Lars Donatzky før den ordinære generalforsamling i Det Danske Travselskab mandag den den 8 april.

Det er mig aldeles ubegribeligt, at skiftende bestyrelser i Charlottenlund år efter år udsender regnskaber med millionunderskud og med positive fremadrettede budgetter, der viser sig ikke at holde, uden at flertallet af medlemmerne i DTS reagerer ved at stille det centrale spørgsmål:

Er det muligt under de nuværende betingelser at skabe økonomisk baggrund for fortsatte væddeløb på banen i Charlottenlund til en bæredygtig fremtid?

eller

Er chancen/muligheden for DTS på længere sigt:
at sælge arealet/alternativt at udvikle en lokalplan for hele området med bebyggelse for at opnå en varig indtægt i samarbejde med en af de store ejendomsinvestorer?

Denne sidste mulighed kunne efter min overbevisning bane vej for en langsigtet plan udarbejdet i samarbejde med den øvrige travsport. Jeg skriver kunne, for denne mulighed svinder ind for hvert år, der spildes med nye underskud, med nye ”fantastiske” planer og nye bestyrelser.

Resultatet kunne blive, at DTS kunne fortsætte som væddeløbsarrangør, og at dansk travsport fik en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der kunne være starten til ny optimisme og fremgang for vores nødlidende sport.

(Argumenterne for den sidste mulighed eller chance har jeg fremført en del gange i Talerstolen, så dem skal læseren slippe for her, hvor fokus bliver et andet 😌)

Minus, minus og minus millioner

Hesteejere, opdrættere, trænere – alle taber penge

Det er, som om de årlige underskud blot er tal på papir, som om de årlige underskud ikke har nogen betydning, så længe ”vi” kan låne til nye projekter og få øje på nye fugle på taget.

Men næsten hver krone i underskud er en tabt krone i heste- og opdrætterpræmier, tabte penge for trænere mv.

Hver tabt krone betyder gældsforøgelse, forhøjede renteudgifter og formindskelse af selskabets værdi.

Se lige her:

De sidste fire års resultater:

ÅrBudgetResultat
2020199.000-913.000
2021129.000-376.000
2022135.000-835.000
2023237.000-1.714.000

Der sidste budget for 2023 er lagt af den tidligere bestyrelse (med Kaj Holm som medlem), så den nuværende bestyrelse med Kaj Holm som formand kun har ansvaret for den sidste halvdel af året 2023. Det skal jeg vende tilbage til, men ikke desto mindre taler resultaterne deres tydelige sprog:

  1. Det er ikke lykkedes at udfærdige et realistisk budget
  2. De store underskud har givet milliontab for DTS.

Fatter ham Donatzky ikke, at vi har givet ”go” til forhandlingerne med kommunen?

Og nu kan jeg se for mig, at både formanden og en række af hans støtter sukker og tænker, ’fatter ham Donatzky ikke, at vi har stemt for en dagsorden, der giver tilladelse til forhandlinger med kommunen om salg, helt eller delvis. Altså grønt lys til forhandlinger med kommunen. Den diskussion er jo overstået’.

Jo, jeg husker udmærket afstemning nr. 2 den 27. november om dette tema efter afvisning en måned tidligere, og var den ikke ulovlig, så var den i hvert fra mit synspunkt både etisk og moralsk udemokratisk.

Hvad blev det ”grønne lys” brugt til?

Jo, det fremstod klart for mig, at der nu skulle sættes gang i forhandlinger med kommunen samtidig med, at økonomien skulle bringes i orden. 

Det var også klart for alle, at bestyrelsen og Kaj Holm som topprioritet ville arbejde for en plan med en ”salami-plan”, et delvis salg eller bebyggelse, der skulle muliggøre fortsatte væddeløb på banen.

Det var derfor, at jeg og andre skeptiske medlemmer ønskede en bisidder med til møderne med kommunen, og det blev efter min klare opfattelse slet ikke afvist, for det blev bedyret fra bestyrelsens side, at man ikke havde noget at skjule. Alt skulle foregå åbent!

Beretning og beretning

Det gav en vis tryghed, og nu var det med spændt forventning, at jeg åbnede den tilsendte beretning. Forhandlinger med kommunen er ikke nævnt med et ord!

Det må efter al sund logik betyde, at der ikke har været nogen som helst kommunikation mellem bestyrelse, dens medlemmer – og kommunen. Dette må kunne bekræftes eller afkræftes.

Hvis der mod forventning skulle have været kontakt, så kan det manglende referat herfra da kun betyde, at der intet positivt er at sige? Måske tværtimod?

Ja, men var det ikke netop det mandat, vi stemte om flere gange. At bestyrelsen i 2. forsøg fik medlemmernes tilladelse til at indlede forhandlinger med kommunen. Så er det da komplet uforståeligt, at der i referatet ikke er nævnt så meget som et ord om enten møder eller en køreplan for kontakten overfor medlemmerne.

Konklusionen må være, at der ikke er flyttet et komma desangående!

Har der været kontakt til kommunen?
Nu kunne det jo i teorien være, at formanden ville overraske os alle med at opridse et forhandlingsforløb med en status på generalforsamlingen på mandag, men så var vi da blevet orienteret i beretningen og havde nu fået klarhed på, hvem der var bisidder.

Husk på, at en beretning om selskabets aktiviteter også er til de medlemmer, der ikke kan være med på generalforsamlingen – og at den skal udsendes, netop for at medlemmerne skal kunne tage stilling til bestyrelsens arbejde. Igen et spørgsmål om demokratiet i praksis.

Jeg ved godt, at det endelige ”ja til forhandling” først blev givet den 27. november, og at bestyrelsens arbejde med et forhandlingsforløb af den grund væsentlig må være henlagt til 2024, men det hindrer jo åbenlyst ikke bestyrelsen i at tale om fremtidige planer om snarlig udlejning – og om solceller i 2023-årsberetningen!

Hovsa – bestyrelsen har tabt endnu mere på sit halve år!
Det står i beretningen, at bestyrelsen nu regner med, at de årlige underskud bliver ændret til et positivt resultat ved udgangen af 2025! – selv om de foreløbigt har fastlagt et budget på minus 582.00 kr. i 2024. Sammenlign selv med tabellen øverst og læg et tab på 1 million oveni? 

Jo, men denne gang er det måske rigtigt? Er det?

Jeg spørger af flere grunde.

Da den forrige bestyrelse opgjorde regnskabet pr. 30/4, fortalte de, at man var over budget 2023, der ”konservativt” var fastsat til et positivt resultat på 237.000 kr. Det var slet ikke ambitionen at vente overskuddet så lavt!  Her skal det så lige understreges, at Kaj Holm var medlem af denne bestyrelse og derfor også stod bag dette budget.

Da Kaj Holm nu som formand med den ny bestyrelse udsendte bestyrelsens nyhedsbrev pr. 30/6 påpegede han imidlertid dette som en stor fejl, kritiserede den tidligere bestyrelses tal og tab – og angav underskuddet pr. 30/6 til at være ikke mindre end 825.000 kr.

Det var måske forventeligt, at de to bestyrelser (på trods Kaj Holms rolle som fællesnævner) ikke var enige om tallene, men alligevel? Det er da noget af en forskel, og sandheden skal vel ligge derimellem?

Minus 889.000 kr. på et halvt år for den siddende bestyrelse
Ikke desto mindre er det komplet ligegyldigt for følgende betragtning. Selv om det altså var dybt kritisabelt i Kaj Holms øjne, at den ”gamle” bestyrelse havde tabt 825.000 kr. på det første halve år, så kan vi nu konstatere ved offentliggørelse af regnskabet, at den ny bestyrelse efter sine egne beregninger har påført selskabet et tab på 1.714.000 kr. – 825.000 kr. = 889.000 kr. på det sidste halve år.

Altså et endnu større underskud end den tidligere bestyrelse havde på det første halvår. Det er da bemærkelsesværdigt, især når man ved, hvordan formanden havde lovet besparelser i flere omgange.

Og det er faktisk endnu værre, når alle og enhver ved, at årets største og eneste rigtigt store begivenhed med stort besøg, derbyweekenden, ligger i andet halvår i regnskabet. Alene de tre dage burde kunne generere et overskud på mindst 2-300.000 kr. – vurderet fra rapporter fra tidligere år. 

Jeg spørger også, fordi vi ved den seneste generalforsamling 27/11 med tilhørende medlemsmøde blev orienteret om bestyrelsens forventning til regnskabet 2023.

Redaktør Bønsdorf refererede i Travservice uimodsagt bestyrelsens forventning om et minus på 1,1 millioner kr. dagen efter. Jeg selv er ikke sikker på, om det nævnte tal var 1,1 – 1,2 eller måske 1,3 millioner, men større var det ikke, for jeg spærrede øjnene op, da jeg fire dage inden i havde skrevet til et indlæg:

Der er ingen grund til at vente med at få en oplysning om et underskud på et sted mellem 1,3 og 2,3 millioner kr. Jeg tænkte derfor, at bestyrelsens oplysning næppe kunne passe ved en korrekt regnskabsaflæggelse.

Hvis jeg – og en række andre, som jeg har spurgt, tager grusomt fejl af bestyrelsens 27/11 nævnte tal, lægger jeg mig fladt ned og undskylder højlydt for en upassende adfærd, men det må kunne klares ved afspilning af det bånd, som jo optages under generalforsamlingen.

Jeg mener også, at jeg har set en anden optagelse på mobiltelefon blive foretaget, og den kan vistnok fremskaffes, men det er vel bedst at få tallet direkte fra bestyrelsen, ikke? Måske kan de huske det selv?
Hvorfor et dette så vigtigt?
Jo, det er vel afgørende vigtigt. For underskuddet blev jo ifølge regnskabet 1.714.000 kr.  og alt efter, hvad oplysningen bød på, 1,1 eller 1,3 million, så betyder det, at selskabet skulle have mistet 400.000 – 600.000 kr. på de to december-løbsdage, der var tilbage af sæsonen. Og de 2 dage var vist som forventet – nærmest i balance.

Nu er der da vist kun to muligheder. Enten den helt utænkelige, at bestyrelsen ikke ønskede at give de korrekte oplysninger til medlemmerne, nu det hele tegnede så positivt med afstemningen…

 eller

 at bestyrelsen overhovedet ikke har styr på selskabets økonomi.

Man er jo nødt til at tro mest på den sidste teori. Men tænk så på, at vi allerede nu har fået forsmag på, hvordan bestyrelsen ser situationen i slutningen af 2025, næsten 2 år frem. Med den aktuelle håbløse mangel på indsigt i økonomien blot en måned frem. Gys, gys og atter gys. Hvad tænker du som engageret medlem?

Lovlig udlejning?
Nå, men der er da nævnt mulighed for ny (snarlig) udlejning for 1,5 millioner i beretningen. Her er man nødt til at spørge, om denne påtænkte udlejning er lovlig i overensstemmelse med de kommunale bestemmelser om udnyttelse af arealet.

Udlejning skal nemlig være til hesterelaterede formål, selv om dette krav trods kommunens opfordring  til at bringe de ulovlige lejemål til ophør endnu ikke er effektueret. Det ved kommunen naturligvis udmærket godt, og man må formode, at man kortvarigt ser gennem fingre med denne overtrædelse, indtil der findes en afklaring af banens fremtid.

Også fordi man ikke vil genere de ”små” virksomheder, der måske har opfattet situationen som en slags ”hævdvunden” ret.

Sagen er den, at netop lokalplanen og arealets begrænsede udnyttelse er årsagen til, at DTS kun betaler en reducerede ejendomsskatter – og tænk så lige på, hvad grundskylden nu kunne vurderes til. Det er jo nærmest astronomiske tal.

Det er vist forsøgt før…
Det kan jo være, at jeg har gættet forkert (også her? 😒) med hensyn til bestyrelsens endnu ikke offentliggjorte plan for udlejning for 1,5 million kr., men det forventede udlejningsbeløb svarer sådan cirka til en fremskrivning af det beløb, som en af de gamle bestyrelser regnede med at få ind på at udleje de stadig ubrugte lokaler bag ved den åbne tribune til fitness-formål.

Disse planer blev ikke til noget, fordi kommunen bevisligt satte en stopper for projektet – da det ikke væsentligst var hestesportsrelateret på trods af, at hestesportsaktiviteter var inddraget!

Og der for mig at se intet tegn på, at kommunen skulle have ændret holdning til dette ved udsigten til en ny ”stor” lejer. Har de ændret holdning, så må der da i øvrigt have været en kontakt til kommunen, og så ville det da stå i beretningen?

Det kan den daværende bestyrelse givetvis bekræfte om nødvendigt.

Nå, men man må da sandelig og for alvor håbe, at jeg er helt galt afmarcheret her – selv om der lyder ”fuglestemmer” desangående.

Det er altså ikke bare mit gæt.

Men bestyrelsen må jo protestere og forklare, hvis jeg tager fejl.

Solceller eller ti fugle på taget?
Nå ja, og så er der det andet planlagte projekt med solceller. Og her er spørgsmålet, om det ikke bare er   ”ti fugle på taget”. Er beregningerne mod sædvanen tilnærmelsesvis korrekte, hvilken strømpris baserer det sig på, hvor meget plads kræver det?

Er investeringen 2,5 millioner kr?

Er det på taget af tribunen, bliver der tale om et gigantisk tab, hvis (jeg siger når) banen skal sælges efter konkurs eller betalingsstandsning (og tribunen rives ned).

Formentlig kan tribunetaget slet ikke tåle den vægtbelastning?

Er det så på tagene af nogle stalde, så vil også denne investering være spildt – eller i det mindste for altid spænde ben for en optimal lokalplan og udnyttelse af området, når (hvis) vi ikke holder forretningen kørende. Tab igen, igen.

Tør man tage disse risici på Det Danske Travselskab og dansk travsports vegne?

Er det ikke rigeligt med de lån, der i forvejen er taget og skal tages, hvis byggeplanerne skal udføres.

Tegningerne er leveret af min ven, Hans Colstrup, der er uden ansvar for teksten.

Fortsættelse følger