Efter mandagens medlemsmøde I Det Danske Travselskab reflekterer Morten Thanning Vendelø over mødets forløb
Efter mandagens medlemsmødet i DTS har forskellige personer i diverse medier præsenteret forskellige versioner af mødets forløb og indhold.
Nogle af disse personer deltog i mødet, og andre gjorde ikke, hvilket gør beretningerne fra sidstnævnte noget tvivlsomme.
Jeg deltog selv i mødet, og vil kort gengive, hvordan jeg oplevede det. Jeg vil også give et bud på, hvorfor medlemsmødet løb af sporet, samt forklare hvordan man kunne have forhindret at det skete.
Jeg ankom til mødet lidt i kl. 18.00, og oplevede en god stemning blandt de fremmødte, mit bud er, at 30-35 medlemmer var mødt frem.
Der bredte sig dog nogen undren i forsamlingen, da det stod klart, at tre ud af fem bestyrelsesmedlemmer var fraværende, herunder formanden og næstformanden.
Mødet startede med en præsentation af Christian Sørensen, direktøren i DTS, der forklarede om de initiativer, som er blevet igangsat for at forbedre både forholdene for de aktive i sporten, og økonomien i DTS.
Det var interessant at få indsigt i hvordan skiftet til billetsalg via Internettet bidrog med en stor forøgelse af entreindtægterne i Derby-weekenden, hvordan skiftet til udelukkende at bruge Internet-baseret markedsføring har forbedret mulighederne for at nå ud til et større og mere varieret publikum, og hvordan man i arbejdet med at forbedre forholdene på Skovbo anstrenger sig for at lytte til de aktives ønsker.
Alt i alt var der tale om en opløftende præsentation, der viste, at DTS har en direktør, som formår at stikke fingeren i jorden, og som kan udvikle forretningsdelen af DTS. Christian Sørensens præsentation høstede da også applaus fra mødedeltagerne.
Efter Christian Sørensens præsentation spurgte nogle af de fremmødte medlemmer til arbejdet med ”Den Lille Model” for udvikling af Lunden, som bestyrelsen har bemyndigelse til at arbejde med.
Her måtte direktøren melde pas, da han ikke er involveret i det arbejde.
Spørgsmålet gik derfor videre til de to tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer, Pål Tung og Theodor Nielsen, der heller ikke vidste noget. De bad derfor Jørgen Sthelis om, at forklare forsamlingen, hvor langt man er nået i arbejdsgruppen.
Jørgen Sthelis trådte vande, og kunne ikke bidrage med meget, fordi han ikke havde set de skitser, som han og Kaj Holm mente det var aftalt, at bestyrelsesformanden skulle sikre var færdige inden mødet.
Ingen blev altså meget klogere, men flere begyndte at lufte deres frustrationer over, at de ikke fik noget at vide om arbejdet med ”Den Lille Model”.
Efter kort tid begyndte mødedeltagerne at diskutere, hvorfor bestyrelsesformanden ikke havde briefet Pål Tung og Theodor Nielsen.
De forekom begge frustrerede over ikke at modtaget en opdatering fra formanden. En mødedeltager spurgte undrende om det er normalt, at man i en bestyrelse ikke holder hinanden orienteret om fremdriften store projekter.
Derefter begyndte flere i forsamlingen at tale om, at der måtte være et dårligt samarbejdsklima i bestyrelsen.
Samarbejdsklimaet i en bestyrelse er jo ultimativt bestyrelsesformandens ansvar, og derfor gik der ikke lang tid før nogen, jeg husker ikke hvem, begyndte at tale om, at hvis det står så galt til, så bør der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.
Mange har allerede delt deres tanker om mandagens medlemsmøde.
Men det som bør give anledning til bekymring er: Hvorfor opstod der uro på medlemsmødet, mindre end 3 måneder efter bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling overlevede et mistillidsvotum?
Efter min opfattelse kunne man nemlig med ret enkle tiltag have forhindret uroens opståen.
Bestyrelsesformanden forklarede i sin tirsdagsinformation til medlemmerne, at man ikke kunne give medlemmer en opdatering om fremdriften i arbejdet med ”Den Lille Model”, fordi der fortsat er visse uenigheder i arbejdsgruppen.
Intet kunne være mere forkert.
Medlemsmødet er jo netop til for, at medlemmerne kan møde selskabets ledelse og debattere emner som anses for at have betydning for selskabets fremtid.
Bestyrelsesformanden kunne meget nemt have forberedt en præsentation af de ideer der arbejdes med, samt have sagt: ”Kære venner, vi er endnu ikke blevet enige i arbejdsgruppen, men indtil videre har vi foretaget os disse ting, vi er uenige om følgende, og hvad synes I i øvrigt om det forslag, der arbejdes på?”.
Endelig kunne han have briefet Pål Tung og Theodor Nielsen, som i hans fravær kunne have stået for præsentationen. Herved kunne man have givet medlemmerne den opdatering som mange kom efter, man kunne have modtaget feedback fra medlemmerne, og uroen kunne med stor sandsynlighed være undgået.
Alt dette skete ikke, i stedet havde bestyrelsesformanden valgt lukkethedens strategi, og han lod på helt uhørt vis to menige bestyrelsesmedlemmer i stikken på mødet.
Efterfølgende bidrog bestyrelsesformanden i sin tirsdagsopdatering til medlemmerne ikke med en nedtrapning af uroen. I stedet trak han blankt og begyndte at skyde vildt omkring sig med beskyldninger mod en række unavngivne personer, som han mener endnu engang har udsat ham for personangreb. Desuden valgte han de brændte broers strategi, idet han smed Kaj Holm og Jørgen Sthelis ud af arbejdsgruppen, fordi de på mødet havde luftet deres frustrationer over den måde som gruppens arbejde ledes på.
Med ovenstående in mente kan der ikke herske tvivl om, at bestyrelsesformanden har et medansvar for, at der igen opstod uro i DTS, samt for at mistilliden fik ny næring. Såfremt man ønsker, at DTS som organisation skal have en mulighed for at komme videre, er det derfor vigtigt, at bestyrelsesformanden vedkender sig dette medansvar, holder op med at fremstille sig selv som en forfulgt uskyldighed, samt anerkender, at hans ageren er med til at vedligeholde den mistillid vi slås med i DTS.
Efter mandagens medlemsmøde bør det også stå klart for enhver, at uroen og mistilliden ligger og ulmer lige under overfladen i DTS. Vi bør også være bevidste om, at selvom et mistillidsvotum kan stemmes ned, så kan mistillid ikke stemmes væk. Mistillid har nemlig den kedelige karakter, at den hænger ved, når først den er begyndt at nage.
Jeg er derfor overbevist om, at problemerne i DTS ikke bliver løst, med mindre, vi erkender, at mistilliden fortsat findes i organisationen, og ser i øjnene, at de ubearbejdede tillidsproblemer er en væsentlig kilde til mange af de problemer vi kæmper med i DTS.
Af Morten Thanning Vendelø,
medlem af Det Danske Travselskab