Magnus Ladegaard har et godt emne til årgangens klassiske opgør i 3-årige King Legend, der leverede en meget fin præstation på Åby Travet torsdag aften.
Magnus Ladegaard havde hyret Stefan Persson til at køre King Legend (Victor Gio) i et løb over 2140 meter auto med 30.000 SEK til vinderen.
Startpladsen var ikke god – nummer 10 i anden række bag startvognen – og til at begynde med lå King Legend da også bagest i feltet.
Foran havde Taurus Crown med Per Nordström åbnet efter 1.11.3/500 m og passerede kilometeren efter 1.14.2.
Og her var det at Stefan Persson kom i angreb med King Legend, der forbi dommertårnet havnede i dødens på den førende.
Rundt i opløbssvinget trak duoen fra, og ind på lige bane havde King Legend overtaget, og selv om den nok var lidt træt til slut, så blev sejren sikker i ny rekord 1.14.6a/2140 m foran Fallsfromthefalls med Markus Waldmüller i 1.14.8.
King Legend, der er opdrættet af Berner Olsen, har nu startet seks gange og har vundet tre sejre. Ved sejren rekordforbedrede King Legend fra 1.15.8 og ned til 1.14.6.
-Han er er fin hest og jeg tror at han bliver rigtig skrap til næste år, siger Magnus Ladegaard om King Legend.
-Han er meldt til Pointberegningen til Kriteriet. Nu skal vi lige se, hvordan han tager løbet i aften, siger Magnus Ladegaard.
Magnus Ladegaard havde også Kash Shadow (Wicker Hanover) med til Åby, og den kørte Stefan Persson også.
Kash Shadow var tydeligt overmatchet i et sprinterløb, der vandtes af Gudrid Face (Ready Cash) med Adrian Kolgjini i 1.11.8a/1640 m – Kash Shadow var uplaceret i 1.13.9.
Inden V64-spillet stod Victor Rosleff for aftenens største overraskelse, da han sejrede med Tova Bengtssons Ma Super (Quite Easy) til odds 41,87 og var dermed stærkt medvirkende til, at V64-spillet gav 51.745 kroner for 6 rigtige.