At svenske Sharif Anerica med Christoffer Eriksson kunne vinde V65-spillet 5. afdeling havde kun de færreste forudset, og da så storfavoritten Therumoursaidfire ikke kunne give 20 meter forud til Victoria Sisa havde ingen 6 rigtige.
Sharif America (Cantab Hall) ejes og trænes af Lutfi Kolgjini, der havde overladt linerne til Christoffer Eriksson.
33 gange penge stod Sharif America til i totoen, men for første gang i år viste Sharif America sig fra sin bedste side og sejrede i 1.15.3 kort foran Sugary La Marc med Birger Jørgensen.
Sugary La Marc  var sat uden for spillet, idet Danske Spil ved en fejltagelse havde slettet den fra startlisten tidligere på ugen!
I V65-spillet betød Sharif Americas sejr, at kun 12 kuponer ud af 106 overlevede, og da ingen af disse havde kryds ved Victoria Sisa i sidste afdeling overføres der nu 59.436 kroner til V65-jackpot-puljen, der næste søndag vil være på 223.249 kroner.
Såvel Rene Kjær som Kasper K Andersen vandt to løb på Lunden søndag eftermiddag.
Rene Kjær vandt udover med Victoria Sisa også med Try Osted Antik (Dream Vacation), mens Kasper K Andersen, der var tæt på sejr med Elton Attack, var på æresrunde med Teodorico (Abano AS) og Check In Blågul (Adams Hall).