I de kommende dage er ”den gamle redacteur” i USA for at overvære løbene på The Red Mile og åringsauktionen i Lexington – og meget andet – som du vil kunne læse om i mine rejsebreve.

Tirsdag den 27. september:

Det startede fint med planmæssig afgang med SK 943 fra København til Chicago.

Hvis jeg skulle brokke mig over noget, skulle det være at flyet var placeret ved gate E124 – og der er altså meget langt ud.

Ja, fra paskontrollen er der 8 minutters gang!

På den anden side laver fruen vrøvl over at jeg aldrig vil gå tur – det fik jeg så gjort i dag i Kastrup – og igen, da vi landede i Chicago.

Immigration i Chicago gik forbløffende let og hurtigt i hvert fald for mig.

Jeg nåede dårligt at stå i kø, inden jeg blev kaldt frem. Der blev taget et billede af mig med det samme, og jeg blev spurgt hvad formålet var med rejsen – og det var så det.

-Men skal du ikke have mine fingeraftryk?

Nej, det er ikke nødvendigt, fik jeg at vide – og så var det bare ud til bagageafdelingen og hente kufferten.

Vi er fem, der er rejst ud sammen – Knud Erik Ravn, Freddy Christensen, Gunner Christiansen og Øjvind Skøie – en nordmand, der har heste hos Bo Westergaard – og så er der mig.

Skøie og jeg, der havde siddet lidt fremme i kabinen og derfor også var kommet hurtigere end Aalborg-trioen havde fået vores kufferter – nu ventede vi på gutterne, der kom – og snart fik to af dem også deres kufferter.

Men Knud Erik Ravns kuffert – en skrigende lime-grøn kuffert – dukkede ikke op.

Og den kom aldrig!

Hvad gør man så?

Ja, der skal laves en claim, som det hedder, men hvor?

Jeg spurgte en kuffertmand, der fortalte, at vi skulle gå ud og så til venstre.

Det opfattede vi, som vi skulle gå helt ud gennem tolden – og så til venstre.

Men ude i ankomsthallen var der ingen SAS-kontor.

Vi spurgte os for, og fik at vide, at SAS havde noget oppe på 2. sal.

-Ta’ elevatoren, sagde han til os. – Rulletrappen er i stykker.

Det må han have sagt til en del andre, for der var stor kø ved elevatoren.

Hen til en trappeopgang – pust pust – 2. sal – og derhenne var en indtjekningsskranke til SAS.

Det var nu ikke lige det, vi var gået efter – men de havde ikke for meget at lave, så Knud og jeg kontaktede dem.

Og vantro så de på os og spurgte, om der ikke havde været nogen ved skranken nedenunder.

Der var så noget vi havde misset.

Nå, men en flink SAS-mand sagde – kom med mig – Og så gik det ned af trapperne igen og hen til den udgang, vi var kommet fra.

SAS-manden havde et badge, så han kunne komme ind i told og bagageområdet – det kunne vi andre også uden badge, men det var nok fordi vi var sammen med ham.

Det viste sig, at vi umiddelbart efter toldkontrollen – inde i bagageområdet – skulle være drejet til venstre for her var en SAS-skranke.

Vi gik til højre og ud af området.

Nu har Knud Erik Ravn så fået efterlyst sin kuffert – den skrigende lime-grøn, hvis du skulle finde den!

Derefter kunne vi begive os til Avis for at hente en bil.

Det gik sådan set også meget godt – jeg forstår bare ikke, at når Avis vil have man skal indtaste alle oplysninger hjemmefra i et Quick Pass, hvorfor ekspedienten så skal bruge flere minutter på og sidde og taste flere oplysninger ind.

-Det fordi, du har bestilt med ekstra fører, fik jeg at vide!

Og så fik vi bilen – en Chevrolet med plads til 12 personer – og kufferter

Tirsdag nat overnatter vi i udkanten af Chicago – på vej mod Lexington. Det tog en god halv time, og inden vi tog på hotellet var vi lige forbi McDonalds.

Nu er turen for alvor begyndt!