Derfor røg Oslo Grand Prix-vinderen i dopingfælden – travheste til Brasilien – dansk traver vinder storløb i Østrig – Hambletonian joker etc.
For anden gang inden for blot tre år er vinderen af norsk travsports største internationale løb, Oslo Grand Prix med en førstepræmie på 1.5 millioner kroner blevet taget i en dopingprøve.
Mens det for to år siden var del i en systematisk behandling med Kobolt, der var årsagen til dopingen, så er årets dopingsag med den italienske hest Urlo dei Venti resultatet af en behandling med et middel, der ofte har kunnet spores i dopingprøver udover Karenstiden på 28 dage.
Ifølge norske Trav og Galopp Nytt blev Urlo dei Venti nemlig behandlet i knæene den 11. maj med kortison – et præparat, der er 28 dages Karenstid på.
Behandlingen fandt sted 30 dage før starten i Oslo Grand Prix, og alligevel afleverede Urlo dei Venti en positiv dopingprøve.
Der er flere fortilfælde, der viser, at kortison kan findes i dopingprøver efter behandlinger foretaget på tidligere tidspunkter end Karenstiden.
I Norge var der en sag i 2012, hvor travhesten Winner Augustinus blev behandlet med kortison den 10. februar, men testede positiv for midlet 68 dage senere!!!
Travheste til Brasilien
Jo, der er travsport i Brasilien, men ikke meget – endnu.
Men nu har PMU og Letrot indgået en aftale med brasilianerne om samarbejde på spil og hesteområdet.
Derfor søger det franske centralforbund Letrot nu 5 startklare hopper i alderen 3-7 år, der skal eksporteres til Brasilien.
Det foregår på samme måde som til Frankrigs øvrige samarbejdspartnere, at disse heste (franske) udbydes til interesserede brasilianere til en fast pris – i dette tilfælde 4.000 Euro (30.000 kroner) – og så trækkes der lod om hestene.
I Østrig
I Østrig er det traditionen tro på den idylliske travbane i kurbyen, Baden der afvikles løb i sommermånederne, og torsdag aften var hovedløbet Ôsterreichisches Sattel-Derby, der blev redet for 20.gang.
Danske Top Winner (From Above – Loctudy), der er opdrættet af Michael og N. K. Korfitsen og som ejes i Schweiz af anpartsstalden, Stall Allegra vandt med tyske Ronja Walter i 1.18.9/2650 m kort foran spidshesten Lendava i 1.20.5/2800 M.
Der var 2.920 Euro i førstepræmie til Top Winner, der nu tog sin anden sejr i træk i montéløb for Ronja Walter.
Alene i denne sæson er det blevet til 20.688 Euro – eller lidt mere end 150.000 kroner i præmier til Top Winner.
Italien
I Italien er Artemide Zack med 1.15.7a/1660 m nu årets hurtigste 2-åring.
Artemide Zack vandt overlegent på 800 meter-banen i Padova kørt af Andrea Farolfi – nummer to løb i 1.17.4!
Der er en dansk forbindelse til Artemide Zack, der har Rotary OK som fader. Denne er efter Andover Hall – Miss Possessed – og Miss Possessed ejes i dag af Thomas Lind-Holm, Stutteri Dust.
Miss Possessed, der også er moder til Elitlopp-vinderen Magic Tonight (Andover Hall) har hos Thomas Lind-Holm bragt bl.a. Bungle Rain (Andover Hall), der blev solgt for 1.25 mio. SEK som åring samt Danish Rain (Donato Hanover), der er i træning hos Jeppe Rask. Fra 2017 har hun Frentic Rain (Love You).
Første årgang i Italien efter Rotary OK er tre år og omfatter 16 afkom, hvor Zigano med 1.14.1 er hurtigst.
Rotary OK står til avlstjeneste for 2.500 Euro.
Hambletonian joker
At den delvist danskejede Six Pack topper ugens Top 10-liste, The Road to The Hambletonian er ikke så mærkeligt efter dens verdensrekord på 1.08.4 sidste lørdag, men det er måske lidt overraskende, at listen ikke omfatter en eneste hoppe.
Six Packs staldkammerat, Plunge Blue Chip satte også verdensrekord i lørdags og løb endda hurtigere end Six Pack, nemlig 1.08.3.
Nu har Åke Svanstedt, der træner dem begge, ikke givet udtryk for at Plunge Blue Chip skulle starte andet end i Hambletonian Oaks, men det har kredsen om en anden tophoppe, Atlanta.
Og dens resultater er så fine, at den burde optræde på Hambletonian-listen.
Atlanta (Chapter Seven – Hemi Blue Chip v. Cantab Hall) er ubesejret i fem starter i år, og har hurtigst løbet 1.08.7, som vinder på Vernon Downs (1400 meter bane)
Atlanta trænes af Rick Zeron, der også er medejer af hoppen, og ejerkredsen har tydeligt tilkendegivet, at man går efter en start i The Hambletonian Stake.
Selv om Atlanta bliver negligeret på Top 10-listen, så er hun dog med i det spil, man i denne weekend kan spille på vinderen i Hambletonian Stake – her rangeres som hun tredjefavorit efter Six Pack og Wolfgang.
Det er anden weekend man har en sådan Future-pool på Hambletonian. I USA har man endnu ikke fast odds-spil som vi har fået det herhjemme, og som det kendes fra bl.a. England, men foranstalte spil i tre weekends frem til Hambletonian-dagen.
Fine hopper til Dominion Beach
Muscle Hill-sønnen Dominion Beach har fået en meget fin modtagelse af de danske opdrættere og blandt de hopper, der er blevet tilført hingsten, der er opstaldet på Stutteri Shadow, er fire vindere af Dansk Hoppe Derby.
Mon det er sket tidligere, at en avlshingst er blevet tilført fire Hoppe Derby-vindere i samme bedækningssæson?
De fire Hoppe Derby-vindere er
Hera Esterel, Odyssee Eastwind, Ragna Opal og Sunbeam.