Nationalløb kan overleve med lidt ”gammeltænkning”
I går kørtes det traditionsrige Nationalløb på Charlottenlund Travbane. Desværre var årets udgave en ret amputeret forestilling, hvilket vi forleden gjorde opmærksom her på Travservice. Men løbet kan sagtens bringes tilbage til gamle tiders storhed.
Fem heste, af hvilke to var blevet tigget med, anmeldtes til årets udgave af Nationalløb. Løbet er forbeholdt danskfødte heste, hvilket naturligvis begrænser hestegrundlaget noget. I Apapmand fik løbet en yderst værdig vinder, og hestene bag gjorde også, hvad de kunne, selvom de var chanceløse med Anders F Jensens Ens Snapshot-søn, som kørtes af Steen Juul.
Der er to ting, som er vigtige for et storløbs kvalitet, og det er timing og præmiesum. Timingen var ikke de bedste denne gang, da løbet var placeret kun fem dage efter Jägersros Åbergsdag. Normalt lokker denne dag mindst et par af de bedste danske i år, og i år var det Derbyvindren og Danmarksmesteren Extreme, som blev lokket over sundet.
Det siger sig selv, at Extreme ville have pyntet gevaldigt på årets Nationalløb, også selv om der stadig kun havde været fem heste til start, så det er om at finde et bedre egnet tidspunkt til næste år.
Den første udgave af Nationalløb kørtes på Charlottenlund Travbane søndag, den 25. maj 1930. Syv heste kom til start over distancen 2200 meter, og præmiesummen var på 5.000 kr., hvilket modsvarer 191.223 kr. i dagens pengeværdig. I går var der 60.000 kr. til fordeling, altså mindre end en tredjedel sammenlignet med premiereåret.
Startafgiften var 100 kr. eller 3.824 kr. i dagens værdi, hvilket er godt 12 gange mere end gårsdagens 300 kr. Hestene startede fra fem forskellige volter fra 2180 meter (en hest var tildelt 20 meters forspring) til 2060 meter.
Vandt gjorde røgeriejer F.W. Jensens 7-årige hingst Maro, som Axel Leth Olsen kørte fro træner Månsson. Vindertiden blev 1:25.4/2240 meter. Maro er måske dansk travsports mest berømte ”ikke-Derbyvinder”, idet den var sin årgangs konge som unghest, men missede Derbysejren, som vandtes af Hidalgo (Koster), som i øvrigt var fjerde i det første Nationalløb.
Løbet kørtes siden hvert år som pengehandicapløb. I årene 1932 til 1935 øgedes distancen til 2300 meter, men fra 1936 blev det kørt over distancen 2100 meter. Denne distance bibeholdtes i mange år. I midten af 60’erne afskaffedes 2100 meter-starten i Charlottenlund, da det ansås at ligge for tæt. Men Nationalløb beholdt – som det eneste af banens løb – sin distance i yderligere ti år til og med 1975, indtil den nyanlagte dosering umuliggjorde den.
I 1984 valgte man at ændre Nationalløbets proposition til at være et linjeløb med autostart. Set i bakspejlet var den beslutning lidt ulogisk, idet man allerede havde et stort linjeløb for de bedste indlændere, Mesterskab for Danmark.
Det siger sig selv, at det er sværere at få tilstrækkeligt med heste til blot en distance, men hurtigklassen må have været stærk på det tidspunkt. Da Tarok vandt løbet 1980, havde han 60 meters tillæg.
Hvorfor ikke forsøge at redde det traditionsrige løb ved at gå tilbage til et tillægsløbsoplæg med heste fra tre volter? Eventuelt kunne distancen forøges til 2500 meter og antal volter til fire med 60 meter som toptillæg. Søger man derudover midler med henblik på at forhøje præmiesummen, så kan løbet få en revival.
Med denne propositionsændring vil mange flere heste få muligheden, og løbet bliver mere spændende. Interessant er de at se, at de fleste af de heste, som har vundet løbet fra startvolten, senere er blevet toptravere i den højeste elite. HCS, Lasse Tally Ho og Oberst Aconto er de seneste eksempler.
Nytænkning er godt, men iblandt er ”gammeltænkning” ikke at foragte. Uanset hvad, så er jeg af den opfattelse, at Nationalløb skal få en chance for at overleve.
