Bestyrelsen i det Danske Travselskab foreslår, at der skal ske markante præmieforhøjelser i de klassiske løb. Det fremgår af en pressemeddelelse som Travselskabet har udsendt i dag, og hvor der også kommenteres på den aktuelle situation
Sikke et forløb og proces, der er sat i gang… det har konsekvenser
DTS’ bestyrelse vil på nyt medlemsmøde orientere sine medlemmer om status på de igangværende sonderinger mellem DHV og DTS – og hvordan DTS’ bestyrelse ser på mulighederne.
Årsagen er den usikkerhed og utryghed, der er skabt hos medlemmerne efter DHVs udmelding om fremtiden. Usikkerheden knytter sig til såvel professionelle som amatørtrænere – men i høj grad også hos opdrættere og hesteejere.

Desværre med den konsekvens, at nogle aktive allerede er begyndt overvejelser om at justere eller omlægge sit hestehold. En potentiel alvorlig udvikling – som kalder på størst mulig transparens og hurtigst mulig afklaring.
DTS har tillige indkaldt til et generelt orienteringsmøde for alle i Café Lunden fredag den 12.12. efter løbene – alle er velkomne jvf. tidligere udsendt invitation.
Formand Peter Andersen udtaler
Konsekvensen af DHVs udmeldinger om perspektiver om Øresundsregionen betyder, at der under alle omstændigheder nu skal ske ændringer – og i den sammenhæng er der for DTS to helt overordnede muligheder.
Begge med spændende potentialer til en positiv udvikling, hvis det gøres på den rigtige måde – og gribes rigtigt an.
Forhandlingsløsning på baggrund af DHVs udmelding – kombineret med betydelige Præmieforhøjelser på årgangsløbene
Hvis der inden for de aftalerammer, som DHV har forhandlet, kan skabes et komplementerende samspil mellem løb på Charlottenlund Trav og Jägersro, med en form for overvægt af breddeløb kontra eliteløb på Lunden – kan en aftale naturligvis bringes til at virke.
Men det kan ikke stå alene. Der må samtidig ske markant ændrede vilkår for de store årgangsløb. F.eks. skal vi have præmiesummerne op på et helt andet niveau. Derbyet bør løftes til minimum 4 mio. i præmiesum – og samme løft bør ske for Kriterium og Opdrætningsløbet.
Vi er simpelthen nødt til at skabe nye muligheder – for såvel elite som bredde.
Dette anser DTS som en reel og spændende mulighed – selvfølgelig kombineret med de allerede skitserede muligheder om forbedrede træningsfaciliteter og ikke mindst etablering af en Masterclass for talenter, der vil og tør.
I egen ret – med fokus på nytænkning og fremtidens travsport…
I DTS ser vi også et fundamentalt alternativ til DHV og de udmeldinger, der er kommet.
Muligheden for, at DTS går egne veje og fremadrettet vil stå i egen ret – rummer interessante muligheder for nytænkning. Bl.a. med fokus på udvikling og kickstart af vækstlaget i travsporten, kombineret med nye spilleformer og proportioner for løbene, som vi ikke kender i dag!
Økonomisk står DTS stærkt rustet og forberedt til en sådan rejse – og den nytænkning, der vil kunne skabes, vil også kunne danne skole for den nødvendige udvikling af dansk travsport, der så markant er brug for.
De juridiske perspektiver i relation til et sådant scenarie er allerede tæt på afdækket, ligesom de første møder med potentielle investorer og partnere er gennemført.
Det ville også kunne imødekomme den del af travsporten, som gennem årene har opbygget en vis træthed af manglende initiativ til forløsning af Lundens uomtvistelige potentialer.
Perspektiver i begge veje…
DTS er parat til reelt at gå begge veje – men vigtigt for alle, at der snart skabes klarhed om, hvilken retning dansk travsport skal gå i. Og så bare en selvfølgelighed – hvis man vil udvikle Øresundsregionen, kan det kun ske med dem,- ja dem i Øresundsregionen..!!
