TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe Juel: Fantastisk for sporten

af | Nyheder

Stelton var en af mange fine vindere på Musketerdagen

Stelton var en af mange fine vindere på Musketerdagen

Jeppe Juel er for alvor i vælten igen, og staldformen er på top, hvilket blev bevist via tre sejre på Musketerdagen i søndags. Her strålede især Stelton og Open, og med en kommende start i Copenhagen Cup bag Orali er der masser at se frem til for Aalborg-træneren.

Og alt er ifølge Juel helt på toppen.

– Jamen, Stelton og Open har begge taget starterne i Skive på bedste måde, og nu er jeg netop kommet ind efter et hårdt arbejde med Orali. Det var helt perfekt, og han er, hvor han skal være. Han får et tilsvarende arbejde på mandag, og så er vi klar, forklarer Jeppe Juel.

– Det bliver et fantastisk løb, og det kunne se ud som om, at placeringen 14 dage inden Elitloppet har givet Copenhagen Cup et bust. Det er fantastisk for sporten generelt, men måske ikke så godt for mig og Orali rent chancemæssigt, vurderer Jeppe Juel.

Og så det uundgåelige spørgsmål: Stiller du med staldens bedste hest i Copenhagen Cup..?

– Jamen, det gør jeg, og det er fordi Orali og Stelton har fået forskellige oplæg til denne sæson. Orali er mere hærdet og var ude tidligt på året, mens Stelton stadig skal bygges lidt op. Det store mål for Stelton i denne sæson er Jubileumspokalen på Solvalla senere på året, og siden håber vi naturligvis på, at han kan blive en international stjerne. Mulighederne er tilstede, og det er vel i princippet kun uheld og så mig selv, der kan risikere at ødelægge det.

– Stelton kommer ud i 5-årsløbet på Copenhagen Cup-dagen, mens det enten bliver stayerløbet eller Sølvdivisionen for Opens vedkommende.

Stalden har også kunnet skrive fem nye spændende heste på listen, hvor især den syvårige hollandske hoppe Alabama K (Ganymede) er lidt ekstra interessant.

– Vi kommer jo meget rundt, og det giver en masse venner og kontakter. Den vej igennem har vi så overtaget Alabama K, da Erwin Bot rejser hjem igen, og det er da et spændende projekt. Hun er lige kommet til stalden efter Skive-løbene, så der går et stykke tid endnu, men med en halv million på kontoen er det da en hest med evner, forklarer Jeppe Juel om Alabama K, der kommer med en frisk 1.12-tid fra Jägersro.