Fra Ole Lund Christensen har vi modtaget følgende debatindlæg:

Kulturministerens hovedargument for omfordeling af Tipsnøglens midler er: “Vi ønsker at fordele støtten til flest mulige – det vil sige breddeidrættens mange aktive medlemmer”.

(Regibemærkning: citatet blev fremført på TV med en imiteret fløjlsstemme, som ikke kunne camouflere det bagved liggende hjerte af sten)

Citatet er et illustrativt eksempel på en politiker, der ved brug af one-liners drager kausalitet mellem det arbitrære og det odiøse – altså et sammensurium af skønnet antagelse, håb og gustent overlæg.

For spørgsmålet er jo, om den såkaldte breddeidræt (bl.a. DGI/DIF) reelt har så mange aktive medlemmer som påstuleret?

Undertegnede har personligt kendskab til idrætsforeninger, hvor flertallet af de registrerede medlemmer er pensionister, hvis medlemsstatus udelukkende skyldtes ønsket adgang til foreningernes overskudsgivende bingospil. Mange af disse “medlemmer” opretholder lignende medlemsskaber i flere foreninger samtidig – og er således med til at akkumulere breddeidrættens medlemsstatistik langt ud over sandhedens grænse.

Folk har ofte 2 grunde til det de gør: Én god grund – og så den virkelige grund!

Gud ved, om der i kulturministerens herostratisk berømte håndtaske ligger en lille seddel, som angiver, hvad hendes virkelige grund er? Eller er det ren stædighed?

Ole Lund Christensen

Maevej 52, 5690 Tommerup