TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Holder sejrsstimen for Dennis Kristiansen

af | Nyheder

Den tidligere amatør landschampion Dennis Kristiansen er inde i en sejrsstime, som han håber på at den holder til på fredag, hvor han kører Diva Sisa i ATAKs Fødselsdagsløb på Jydsk Væddeløbsbane.

-ATAKS Fødselsdagsløb er det eneste af de store amatørløb herhjemme jeg mangler at vinde, og jeg håber at det kan ske på fredag, siger Dennis Kristiansen, der skal køre Marc Bæk Nielsen-trænede Diva Sisa i løbet i Aarhus.

Kuskens form er der ingen fejl på.

Dennis Kristiansen kommer fuld af selvtillid til Aarhus med tre sejre i rap.

Efter sejr med Eddie Ulkær i Billund forleden slog han i aftes til med en double på hjemmebanen i Skive.

Her vandt Dennis Kristiansen med Poul Bentsen-trænede Daddy Loves You og siden med sin egen Pharell.

Pharell med Dennis Kristiansen vinder på Skive. Trav. Foto Flemming Andersen

-Ja, det har kørt godt i de seneste starter, siger Dennis Kristiansen, der ellers har droslet meget ned på sin deltagelse i løbene.

-Jeg har ikke lige så mange heste som jeg har haft tidligere. Det skyldes at vi har købt en isbod ved havnen i Skive som min kone og datter passer, og de kan derfor ikke hjælpe med hestene mere. Derfor har jeg nu kun fem heste.

-Desuden er der jo også Corona-situationen, der har gjort at der ikke er så mange løb vi amatørkuske kan deltage i som tidligere, siger Dennis Kristiansen.

I går sagde Dennis Kristiansen farvel til Endo Hydrup, der blev aflivet.

-Den har været en stor skuffelse for mig. Endo Hydrup kommer ud af en fantastisk moderlinje, hvor der er mange fine avlshingste, så med Great Challenger som fader troede jeg, at det ville blive godt. Men den kunne slet ikke trave!

I stedet har Dennis Kristiansen købt Es a Bærs (Having Said that).

Masterne til det nye lysanlæg på Skive Trav er rejst. Foto Henrik Dyhrberg

I forbindelse med løbene mandag aften på Skive Trav kunne man se, at arbejdet med det nye lysanlæg skrider frem som planlagt.

-Ja, det bliver godt når det er klart. Skive Trav  kommer til at ligne en svensk travbane med det lysanlæg, siger Dennis Kristiansen.

-Men det var også på tide, at der kom mere lys på banen. Når vi kører ned ad langsiden ved skoven er det nærmest umuligt at kunne aflæse et stopur. Det bliver rigtig godt med det nye lysanlæg, slutter Dennis Kristiansen.

Efter planen skal det nye lysanlæg kunne tages i brug i uge 42, hvor Skive Trav er værter for Grand Circle 4 års Championatet samt DM i Monté.