TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DR Sporten påviser endnu en Karens-sag i dansk galopsport

af | 1. nov 2026 | Nyheder

Der er gået mere end et halvt år siden DR viste serien, Galopbanens Hemmeligheder, hvor man påviste flere tilfælde af overtrædelser af Karenstiderne for behandling af en løbshest.

Nu har DR’s journalister Jonas Sauermilch og Jan Harkamp fundet endnu en Karens sag, hvor Karin Sallings hest, King David er blevet behandlet med to midler og har startet inden for Karenstiden.

På DR.dk står der bl.a.

En dyrlægefakturaviser, at King David den 14. juni 2019 via et kateter i halsen blev behandlet intravenøst med stoffet Duphalyte. Et receptpligtigt lægemiddel med vitaminer, mineraler og elektrolytter, der har en præstationsfremmende virkning og derfor har en såkaldt karenstid på 96 timer

Fakturaen viser også, at der den 6. juni 2019 blev udskrevet det smertestillende middel Metacam til hesten. Metacam har en karenstid på 14 dage, men her gik King David altså løb ti dage efter udskrivelsen.

– Hvis hesten har haft ondt eller været skadet og er så smertepåvirket ti dage inden et løb, at dyrlægen udskriver smertestillende i en mængde beregnet til 10-12 dages efterbehandling, så bør den jo ikke stille til start af både helbredsmæssige og potentielt dopingmæssige årsager. Når man giver Metacam, fjerner man smerten, så hesten ikke kan mærke sin krop længere, siger Mette Uldahl.

Når man spørger – så kan man også få det svar, man gerne vil have – især når det drejer sig om Doping.

Der er ingen tvivl om, at Karenstiden er overskredet i dette tilfælde med King David, men det er ret interessant – og det fortier DR-journalisterne – at der blev taget dopingprøve af King David efter starten på Bro Park i Sverige den 16. juni 2019, hvor den besatte en andenplads, slået med 1 længde – og dopingprøven var negativ!

Så dyrlæge Mette Uldahls udtalelser virker ikke helt i overensstemmelse med den virkelige verden!

Men noget andet er, at Dansk Hestevæddeløb leger med ilden – i og med at man endnu ikke – et halvt år efter Karens-sagerne kom frem i forbindelse med TV-udsendelserne – i hvert fald ikke offentligt – har afsluttet nogle af sagerne – endsige oplyst, at man nu har skærpet kontrollen inden for galopsporten med flere dopingprøver i forbindelse med løb samt out of competition-prøver – altså prøver udtaget på hverdage.

Det er faktisk sket, har jeg erfaret – men hvorfor ikke orientere om det?

Det vil kunne imødegå den kritik og de spørgsmål, der er blevet stillet til forskellige ministre omkring doping og Dansk Galopsport fra politisk hold.

Og lige pludselig – så er travsporten også involveret.

Derfor må Dansk Hestevæddeløb komme på banen og orientere om stort og småt omkring sit arbejde i forbindelse med medicinering og overtrædelser af Karenstider.

Både inden for trav og galop.

Inden for travsporten venter vi også på en afgørelse på to sager, der for længst skulle have været afgjort – de omfatter Björn Spangenberg og Knud Mønster, og skulle være sendt til Skandinavisk Doping Komite til udtalelse for over en måned siden.

For Spangenbergs vedkommende taler vi om en sag, der blev rejst tilbage i januar måned!