TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hambletonian: Så stor er forskellen på trav- og galopsporten i USA

af | 3. aug 2025 | Nyheder

Hambletonian-dagen er årets største løbsdag inden for sulkysporten i USA, men såvel omsætning som tilskuertal blegner overfor tallene fra den storløbsdag, der blev afviklet på galopbanen i Saratoga, der ligger små 300 kilometer væk i Staten New York.

Fra tilskuerpladserne på The Meadowlands. Screendump

Der var lagt mange kræfter i at gøre the 100. Hambletonian Stake på The Meadowlands til en stor løbsdag – både som en sportslig, men også som en folkelig attraktion.

I forhold til tidligere år lykkedes det også.

Der kom 17.696 tilskuere til løbsdagen på The Meadowlands og det er 7.5% flere end der kom i fjor, hvor det dog stod ned i stænger.

I 2023 var der 17.295 tilskuere.

I totalisatoren i USA blev der omsat for 7.464.087 dollars – det var lidt mere end i fjor, hvor omsætningen nåede 7.427.000 dollars.

Hertil kommer spil bl.a. PMU og ATG, og når de tal kommer ind, forventer man at nå et pænt stykke over 8 millioner dollars – i fjor blev der i alt spillet for 8.178.984 dollars.

Men såvel tilskuertal som omsætning er – om ikke peanuts – så i hvert fald langt fra de tal, som galopsporten kan fremvise.

Samtidig med Hambletonian-dagen havde galopbanen i Saratoga sit årlige Whitney Stakes på programmet.
Det er et løb, der som The Hambletonian har 1 million dollars i præmiesum.

 Her var der 42.315 tilskuere, og omsætningen nåede 49.651.341 dollars – det var ny rekord og en fremgang fra den gamle rekord fra 2022 på 40.461.888 dollars – procentuelt en imponerende fremgang på 22.7%.