TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Først Panamera – så Masiol

af | 19. okt 2024 | Nyheder

To store danske hesteejere triumferede lørdag eftermiddag på Ørebro-banen i Sverige med sejre i dagens største løb.

B A Superhero flankeret af Magnus A. Djuse og staldmanden Jesper Rosdahl. Foto Kanal 75

Først var det Panamera Racings eget opdræt Sassy But Classy, der vandt Svampen med 595.000 SEK i førstepræmie og nogle timer senere kunne Masiols B A Superhero vinder Gulddivisionen med 150.000 SEK i førstepræmie.

Jo, det var en stor dag for de danske farver på Ørebro.

Sassy But Classys sejr kan du læse om på andenplads her på siten – her gælder det Gulddivisionen, hvor ikke blot Alessandro Gocciadoro-trænede B A Superhero med Magnus A. Djuse var til start, men også Extreme med Flemming Jensen.

Missle Hill med ôrjan Kihlström var favorit i dette opgør, der var udskrevet på sprint, og fra spor 1 lykkedes det Kihlstrøm at tage spids i hård kamp med B A Superhero og ikke mindst Phoenix Photo med Robert Bergh.

Kihlstrøm trak det norske hovedlag allerede efter 100 meters kørsel og kunne forsvare sin inderbane, mens Phoenix Photo havnede i dødens og B A Superhero i andet par udvendigt.

Tempoet var godt undervejs – 1.07.2 /500 m og 1.10.4/1000 m – og så var Phoenix Photo ved at have fået nok.

Extreme blev fra sit udvendige startspor straks fra start trukket ned bag feltet, og lå længe sidst. Da Kihlström pullede op til 1.15-tempo med 700 meter tilbage sendte Flemming Jensen Extreme frem i angreb, og parret nåede frem udvendigt på B A Superhero.

Midt i opløbssvinget galoperede Phoenix Photo, men den havde svært ved at komme væk fra feltet.

Det var ved at betyde, at Iznogoud Am med Björn Goop kunne slippe ud til angreb, fra sin inderbane, men heldigvis fik Robert Bergh jaget så meget på Phoenix Photo, at den forsvandt op i banen.

Dermed blev vejen banet til sejr for B A Superhero, der skød frem og passerede målstregen for første gang i år som en let vinder i fine 1.09.9a/1609 m – præmie 150.000 SEK – Missle Hill holdt andenpladsen i 1.10.0.

Extreme, der fik hårde spor rundt i to sving, holdt godt ved i opløbet, og kunne lige så godt have været nummer fem som nu nummer seks i 1.10.6 – præmie 11.500 SEK.

Med indvendigt startspor havde Extreme været med på stregen!

B A Superheros sikre sejr

Masiol-staldens B A Superhero (Muscle Hill), blev købt I Harrisburg I 2022 af Bo Westergaard, der trænede og startede den i fjor, hvor det blev til 4 sejre i 10 starter, rekord 1.10.1 og 516.140 DKK i præmie.

I år er B A Superhero skiftet til Alessandro Gocciadoro, og det er foreløbigt blevet til 5 starter, 1 sejre, 2 anden- og 2 tredjepladser og 356.275 SEK.