Favoritterne vandt Haughton-udtagelserne
I nat kørtes på The Meadowlands to udtagelsesløb til Peter Haughton Memorial og et til hoppeløbet Jim Doherty Memorial. Sejr til Kasper Foget.
Fjorten hingste og vallakker havde anmeldt sig til verdens største toårsløb, Peter Haughton Memorial, og dermed kørtes der to udtagelsesløb med syv heste i hvert. En af de fjorten måtte udgå på grund af sygdom. Var det sket inden startanmeldelsen, var der kun blevet et forsøg med finaleplads til de ni første, således som det blev tilfældet i hoppernes løb Jim Doherty Memorial (tidligere Merrie Annabelle).
Alle de tre udtagelsesløb var doterede med 20.000 $. For at tage ”damerne” først, så blev det til svensk sejr i form af den af Am Bloodstock opdrættede svenskfødte Joviality (Chapter Seven-Pasithea Face), som ejes af Stall Courant og trænes af Marcus Melander.
Brian Sears kørte og kom afsted som anden fra start. Sears holdt sig hele tiden med fremme, og i opløbet kunne han føre hoppen, som var næstfavorit (38:10) til sikker sejr med godt to længder i tiden 1:11.0a/1609 meter. På andenpladsen kom en anden svenskfødt hoppe, Jiggy Jog (Walner), som Yannick Gingras kørte for Åke Svanstedt. Yderligere 3 længder tilbage blev Tony Alagna-trænede Valentina Blu (Chapter Seven) tredje for Andy McCarthy.
Kneben favorit (29:10) var Nancy Takters Mon Cheval (Father Patrick), som Dexter Dunn aldrig sendte ind i kampen. Den lå sidst i feltet hele vejen og avancerede til en sjetteplads i opløbet slået med godt syv længder i 1:11.8a.
De ni først placerede går til finalen næste lørdag, hvor Venerable tilkommer som tiende hest.
I det første udtagelsesløb til Peter Haughton tog næstfavoritten (23:10) Temporal Hanover (Walner), som trænes af Marcus Melander, teten for Brian Sears, som slap til en anden Walner-søn, 18:10-favoritten King of the North, inde halvmilepælen var nået.
King of the North, som trænes af Ray Schnittker og kørtes af Mark MacDonald, holdt føringen til mål til sejr i 1;12.2a/1609 meter en god længde før Temporal Hanover. Ron Burkes Global Pandemic (Cantab Hall) blev tredje for Gingras. Også B A Superhero (Muscle Hill) og Looks Like Moni (Muscle Hill) kvalificerede sig til finalestart.
King of the North regnes af de fleste som favorit til slutsejren i Peter Haughton, men tidsmæssigt kunne den ikke matche vinderen af det andet udtagelsesløb, 23:10-favoritten Robertsin (Muscle Hill), som for George Brennan vandt i 1:11.3a. Nik Drennan træner vallakken, som førte fra start til mål.
Det blev svenskfødt og ejet på andenpladsen i form af Stefan Melanders (Tarzans) Letsdoit, som trænes af dennes nevø. Marcus Melander. For Brian Sears angreb hingsten, som var tredjefavorit (42:10), i opløbssvinget og var blot slået med en halv længde i 1:11.5a.
En anden Marcus Melander-hest, Muscle Hill-sønnen Classic Hill, overraskede (115:10) på tredjepladsen for Scott Zeron. Næstfavoritten (40:10) Fast As The Wind (Cantab Hall) blev fjerde, og sidste finaledeltager blev S I P (Bar Hopping).
I aftenens første travløb (af i alt syv) var danske Kasper Foget 12:10-storfavorit med sin tro væbner Sermon (Muscle Hill), som trænes af han arbejdsgiver Per Engblom. Foget sad næstsidst i syvhestesfeltet til opløbssvinget, hvor angrebet blev sat ind. Sidst i opløbet kunne parret gå frem til en sikker sejr med to længder i tiden 1:10.3a.
Der var 11.250 $ i førstepræmie til den 4-årige vallak, som gav den dygtige dansker hans syvende årssejr. Træneren Per Engblom fik yderligere en sejr til stalden, idet Joe Bongiorno senere på aftenen kunne føre den 4-årige Trixton-søn Play Trix On Me til en sikker sejr i 1:09.6a.
De unge skandinaver klarede sig i øvrigt vældigt godt denne fredag aften på The Big M. Svenskeren Lucas Wallin, der i B A Superhero fik en Peter Haughton-finalist, kørte selv den delvis svenskejede Rebuff (Muscle Hill) til sejr i aftenens eneste toårsløb i tiden 1:12.7a. Det fik den 9.375 $ for.
Lucas Wallin er svoger til Marcus Melander og træner sine heste på Melanderfamiliens gård i New Egypt, New Jersey. Træningsanlægget er meget berømt, idet det i sin tid skabtes af legendariske Stanley Dancer. Senere blev stedet overtaget af Continental Farms (Wallner/Lindstedt), og nu er det altså i familien Melanders eje.