Efter den meget omdiskuterede deklassering på Jägersro lørdag var Alessandro Gocciadoro søndag eftermiddag til start på Krieau-banen i Wien, hvor han vandt et af travsportens ældste storløb.
Gocciadoro var taget til Østrig for at starte 10-årige Always Ek (Filipp Roc) en sidste gang inden den fra 2027 skal være avlshingst på fuldtid.
Trods startplads i anden række i det 127. Graf Kalman Hunyady Gedenkrennen var Always Ek storfavorit – den var på papiret da også et hoved højere end konkurrenterne.
Gocciadoro kørte frisk til fra anden startrække og sad i spids efter 700 meters kørsel – den første kilometer efter 1.11.3!
Og det er hurtigt på Krieau-banen.

Tempoet blev herefter taget ud af løbet og Gocciadoro bestemte alt – Always Ek vandt sin sidste start i karrieren sikkert i 1.13.9/2600 m og fik 12.500 Euro i førstepræmie.
Tyske Aladdin med Michael Nimczyk nummer to i kamp med den franskfødte Jaguar V Assum med Christian Eisl.
Always Ek slutter løbskarrieren efter 93 starter – han har vundet 33 sejre – bl.a. Gran Premio Lotteria, sat rekord 1.08.6 og har tjent 1.321.244 Euro.
