Den unge danske catchdriver Kasper Foget var torsdag i sulkyen ikke mindre end syv gange på to forskellige baner. På papiret drejede det sig ikke om de store chancer, og resultatet blev da også ret magert.
Om eftermiddagen amerikansk tid kørte Kasper fire heste på Chester Downs i Philadelphia. De stod til eventuelle odds 724, 255, 670 og 121, så det må siges at være godt resultat et opnå en tredje og to femtepladser. Den fjerde hest sluttede sjette.

Tredjepladsen blev opnået med den 5-årige hoppe Zsa Zsa Dador (efter Gregory Pecs (ja, det staves således) og en Go Get Lost-hoppe), som stod i 255:10. Foget skulle have kørt en femte hest, pasgængeren Like A Cowboy i det 14. og sidste løb, men den køretur (til 600:10) overlod han til en kusk med det velklingende navn Dylan Huckabone Miller.
Formodentlig ønskede danskeren at være i tid på The Meadowlands, hvor han i nattens løb havde tre opgaver. Også her drejede det sig – med én undtagelse – om heste, som stod i høje odds, idet de to første stod i 544:10 henholdsvis 333:10. Den tredje og næstsidste, pasgængeren Tuffenufftowearpink, var faktisk næstfavorit til 39:10, men den sluttede som niende og sidste hest i mål.
Heller ikke med de to første køreture blev det til præmier, men begge sluttede dog som sjette og først uden for pengene.