Skiftet fra græs til overvejende grovfoder og mindre aktivitet, kan få hestes tandproblemer til at blusse op. På denne årstid kan et vintereftersyn modvirke skæve slid, tandspidser eller ulvetænder og imødegå problemer med foderoptag, trivsel og hestens brug.
Pressemeddelelse fra Ansager Hestehospital
Hvordan står det til med din hests tænder? Måske går du rundt i den tro, at alt er godt, selv om der i realiteten kan være problemer under opsejling.
Derfor anbefaler dyrlægerne hos Ansager Hestehospital, at man lader hestene gennemgå et tandeftersyn – og her kan netop overgangen til efterår og vinter være et velvalgt tidspunkt.
»Vi anbefaler, at heste minimum en gang årligt får lavet en grundig mundhuleundersøgelse, hvor hesten samtidig får raspet tandspidser og andet korrigerende arbejde kan foretages,« siger Cecilie Bjørstrup, hestedyrlæge hos Ansager Hestehospital og tilføjer:
»Det er fint at få det gjort her i efteråret eller overgangen til vinteren. Overgangen fra sommergræs til overvejende grovfoder kan nemlig få tandproblemer til at blusse op og munde ud i problemer med hestens foderoptag og trivsel.«

Tryghed gennem dyrlægens specialviden
Blandt dyrlægerne hos Ansager Hestehospital har Marianne Green og Cecilie Bjørstrup taget en stribe kurser for at erhverve sig specialviden på netop tandområdet.
Foruden de velkendte eftersyn, behandlinger samt tandudtrækninger, kan Ansager Hestehospital som noget nyt også tilbyde tandfyldninger. Mange problemer kan imidlertid tages i opløbet gennem de regelmæssige eftersyn.
»Ofte er et tandeftersyn at betragte som en forebyggende behandling, for hvis man først kommer rigtigt i problemer, kan det ende med at kræve flere behandlinger at få det løst, end hvis man holder hestens tænder ved lige gennem årlige eftersyn,« forklarer Cecilie Bjørstrup.
For hesteejeren ligger der en tryghed i at lade behandlingerne udføre af specialister på området.
»Mange tror fejlagtigt, at vi hos Ansager Hestehospital kun løser specialopgaver, men vi kører i lige så høj grad ud for at vaccinere, ordne tænder mv. Og prismæssigt ligger vi på samme niveau som andet almindeligt standardarbejde,« påpeger Cecilie Bjørstrup og tilføjer specifikt angående tandbehandlinger:
»Hvis det er en tand, der skal fjernes eller en fyldning der skal laves, foretrækker vi at det sker på klinikken, da vi her har det bedste udstyr samt mulighed for at lave røntgen-optagelser, men de almindelige årlige tjek kan lige så godt foregå i hestens hjemlige omgivelser.«
Ansager Hestehospital er blandt landets mest specialiserede dyrlægeklinikker hvad angår heste af alle racer. 17 dedikerede medarbejdere står klar til at løse enhver veterinær opgave med din hest. Seks hestedyrlæger er beskæftiget på hospitalet og i udkørende praksis. De bakkes op af en kompetent stab af en veterinærsygeplejerske, en hestefysioterapeut, veterinære servicemedarbejdere samt administrativt personale. Hospitalet og medarbejdere bliver løbende opdateret med det nyeste udstyr og viden indenfor diagnostik, behandling og operationsteknikker. Endvidere har vi eget laboratorium for blodprøveanalyser og undersøgelse af gødningsprøver samt meget mere, hvilket muliggør iværksættelse af behandlinger og indgreb uden unødig ventetid
