Bestyrelsen i Breeders & Owners Club har droppet ideen om optagelse i DTC, og tager nu initiativ til at lave en ny landsdækkende hesteejerforening.

I forbindelse med søndagens 4 års Grand Prix på Jydsk Væddeløbsbane har initiativtagerne til dannelse af en ny landsdækkende hesteejerforening, indkaldt til møde på Jydsk Væddeløbsbane om formiddagen.
Det var oprindeligt et møde, der var indkaldt i Breeders Club & Owners for at orientere om situationen og finde en strategi for fremtiden.
Men nu er ideen med Breeders Club & Owners skrottet og i stedet vil initiativgruppen, der består af Kim Kærslund, Stig B. Norsk og Frank Kjelde, foreslå at der bliver lavet en helt ny landsdækkende hesteejerforening.
-For mig er det vigtigt, at vi får skabt et talerør for hesteejerne, siger Kim Kærslund, der har modtaget mange positive reaktioner efter indkaldelsen til mødet i Aarhus blev kendt.
-Vi lukker ikke Breeders Club – den fortsætter som hidtil med at udbyde kvalitetshingste til danske opdrættere, men vi vil lave en helt ny hesteejerforening, siger Kim Kærslund, der præsenterer initiativgruppens ideer herunder:
Idé og formål
Det handler om at etablere en helt ny hesteejerforening i dansk travsport, med ny bestyrelse, ny organisering og igangsætte nye forretningsområder. Hesteejerforeningen vil have til formål at tilvejebringe de til enhver tid bedst mulige økonomiske og sportslige vilkår og forhold for medlemmerne indenfor væddeløbssporten.
Foreningen er landsdækkende og træder på ingen måde i stedet for lokale hesteejerforeninger. Foreningen vil fungere som en non-profit-organisation, hvor alt overskud anvendes til at udvikle eksisterende og nye forretningsområder til fordel for medlemmerne.
En landsdækkende hesteejerforening vil blive en vigtig brik i forhold til at udvikle travsporten i de kommende år, som i den grad har brug for at hverve nye medlemmer, der har lyst og interesse i at investere i sporten, lige fra følhopper, åringer til etablerede væddeløbsheste.
Trav-Danmark har brug for en landsdækkende hesteejerforening, så alle hesteejere får et talerør ind i sportens politiske organisationer.
Den nye hesteejerforening vil arbejde for:
· At undgå en nedgang i antal heste på nationalt plan
· At øge kvaliteten og stammerne af væddeløbsheste
· At øge professionalismen i sporten
· At medvirke til udvikling af trænings- og sportsfaciliteter i Danmark
· At aktivt medvirke til sikring af hesteejernes og sportens økonomiske vilkår
· At alle de til sporten tilknyttede mennesker og medarbejdere behandles ordentligt
· At øge indflydelse på sportens politik og strategiudvikling
Organisering
En ny Hesteejerforening med ambitioner om at igangsætte en lang række nye aktiviteter vil kræve en ny organisering. Det er målet at benytte sig af mere frivillig arbejdskraft, der har lyst til at gøre en forskel i foreningen.
Der skal nedsættes en bestyrelse bestående af 5-10 medlemmer ved en stiftende generalforsamling. Bestyrelsesposten er ulønnet. Derudover skal der udpeges nogle koordinatorer, som skal sætte gang i nogle forretningsområder/aktiviteter for at styrke foreningens økonomi og tilbud til foreningens medlemmer. Der skal være en koordinator for hvert forretningsområde. De skal arbejde på frivillig basis, og koordinatorerne rekrutteres fra bestyrelse eller andre medlemmer, der kunne have interesse i at udvikle området.
Forretningsområder
Fordelsprogrammer/sponsorer
Dette forretningsområde, såfremt det er udviklet ordentligt, vil blive et kæmpe aktiv for alle i sporten, bredde som elite. Det vil reducere omkostningerne for alle målgrupper.
Der skal indgås rabat- og sponsoraftaler med virksomheder, der har relevans med travet. Det kunne være inden for foder, transport, dyrlæger, beslagsmede, forsikringer mv. Rabatordningerne skal komme medlemmerne til gode.
Samtidigt skal der udvikles sponsorpakker, hvor virksomhederne får modydelser. Der skal udvikles et koncept for sponsorpakker i løbet af efteråret. Der skal indgås lukrative fordelsprogrammer med virksomheder. Det vil være en kerneopgave for forretningsudvalget med de kontakter og netværk, de besidder.
Auktioner
Foreningen vil udvikle og arrangere både online og fysiske auktioner, eventuelt i samarbejde med andre eksisterende auktioner. Som medlem kan man tilmelde sig potentielle auktioner med rabat eller til reduceret pris.
Løbsudvikling
Det handler først og fremmest om at igangsætte nye løb/løbsserier i samarbejde med Dansk Hestevæddeløb (DH). Det kunne være flere løbsserier for ungdommen. Der har ligeledes ofte været efterspurgt flere løb for 5-årige. Det kunne også være en mulighed. Nye løb/løbsserier vil i alt overvejende grad trække udviklingen af dansk travsport i den rigtige retning, og vil blive en klar fordel for alle; opdrættere, hesteejere, amatører/professionelle og trænere.
Anpartsheste
En ny forretningsmodel skal udvikles og opbygges med inspiration efter det svenske Easy KB koncept. Dette forretningsområde indeholder for alvor en mulighed for at generere nye hesteejere til vores sport. Konceptet skal ”bare” stilles rigtig op, simpelt så alle kan forstå det. Med den rigtige markedsføring kan vi nå ud til rigtige mange målgrupper inden for sporten, som også vil omfatte en god dialog med trænerne.
Opsamling og motivation
En ny hesteejer skal være er en forening for alle, og vil arbejde for både bredden og eliten. Vores holdning er, at bredden ikke kan undvære eliten, og eliten ikke kan undvære bredden.
Hesteejerforeningen rækker hånden ud til samarbejde. Dansk Hestevæddeløb, Opdrætterforeningen, Breeders Club, amatørforeninger, montéforeningen, trænerforeningen og ikke mindst lokale hesteejerforeninger. Hesteejerforeningen vil ikke overtage andre foreningers aktiviteter. Tværtimod. Det er vores ambition at understøtte andre foreninger og lokale initiativer med henblik på at fremme den lokale sport.
Foreningen vil arbejde på at generere flere hesteejere. Det skal ske ved at være synlige på udvalgte løbsdage på alle baner, og derved markedsføre sporten over for publikum. En anden måde at få flere nye ind i sporten, er at etablere flere anpartsprojekter, gerne sammen med trænerne. Det skal være administrativt lettere at etablere og drive anpartsprojekter.
Foreningen vil arbejde på at skaffe flere eksterne midler til sporten. Ambitionen er at skaffe flere sponsorer til alle aktive i sporten. Sponsorer vil have synlighed, og det vil vi hjælpe med. Flere eksterne midler vil reducere omkostningerne markant for de aktive.
Alle hesteejere kan komme i klemme i systemet. Hesteejere har i dag ingen steder at henvende sig. Det vil de få gennem en landsdækkende hesteejerforening. Vi vil stå til rådighed med de kompetencer, vi råder over, hvis der bliver brug for det for den enkelte hesteejer
Det skal være den helt store ambition, at en ny hesteejerforening vil udvikle sig til at blive en stærk forening med politisk indflydelse, og skaffe midler til at fremme sporten generelt på alle niveauer.
Men hvad skal den nye hesteejerforening hedde?
Af hensyn til bestilling af forplejning, giv venligst besked, kun pr SMS eller send en mail, inden fredag, den 27. juni kl. 12.00 til:
Kim Kærslund, kkaerslund@gmail.com
Mobil: 26112096 Stig B Norsk, stigbnorsk@gmail.com
Mobil: 40721521 Frank Kjelde, kjelde.790@edc.dk
Mobil: 24441100