Efter at have indhentet en juridisk vurdering har Dansk Hestevæddeløb besluttet af genoptage sagsbehandlingen af Michael Lønborgs udelukkelsessag.
Det har tilsyneladende ikke været nogen dårlig ide, at Michael Lønborg allierede sig med advokaten Julie Stage, der i midten af december fremsendte følgende krav til Dansk Hestevæddeløb:

1) at Dansk Hestevæddeløb anerkender, at inddragelsen af Michael Lønborgs licens ved beslutning truffet den 21. oktober 2025 er ugyldig subsidiært, at inddragelsen af Michael Lønborgs licens var uberettiget, og at licensen skal genudstedes med øjeblikkelig virkning.
2) at Dansk Hestevæddeløb anerkender, at afgørelsen af den 21. oktober 2025 om at tildele Michael Lønborg et tiltrædeforbud er ugyldig subsidiært, at afgørelsen var uberettiget, og at forbuddet skal bortfalde med øjeblikkelig virkning.
I eftermiddag udsendte Dansk Hestevæddeløb nedenstående pressemeddelelse, hvor man meddeler, at Michael Lønborgs sag nu tages op til en ny vurdering.
Her er pressemeddelelsen i sin fulde ordlyd:
Genoptagelse af sag om inddragelse af licens og tiltrædeforbud
Dansk Hestevæddeløbs administrationsudvalg har efter indhentelse af juridisk vurdering fra en ekstern advokat besluttet at genoptage sagsbehandlingen i sagen vedrørende Michael Lønborg.
Den oprindelige afgørelse blev truffet med hjemmel i sportens regelværk den 21. oktober 2025, hvor Michael Lønborgs A1-licens som travtræner blev inddraget som følge af en dom for blufærdighedskrænkelse jf. Straffelovens §232. Samtidig blev udstedt et tiltrædeforbud til alle landets travbaner og tilknyttede anlæg.
Genoptagelsen sker med henblik på foretagelse af partshøring af Michael Lønborg i overensstemmelse med den tidligere DTC-praksis på området.
Dansk Hestevæddeløbs administrationsudvalg har samtidig truffet afgørelse om en imidlertid licensinddragelse og tiltrædeforbud.
Når partshøringen er gennemført, vil Dansk Hestevæddeløbs administrationsudvalg snarest muligt træffe endelig afgørelse i sagen under inddragelse af de oplysninger, der måtte fremkomme under partshøringen.
