Bent Rejkjær, der døde efter kort tids sygdom søndag, 76 år gammel, var populær i alle kredse, hvor han kom og på sin egen rolige facon fik han løst store som små opgaver.
Det hedder sig, at ingen er uundværlige, men om det nu lige akkurat passer, når det gælder Bent Rejkjær, og den position han har haft med arbejdet i den store anpartsstald, Stald KTAS – ja, det tvivler jeg på.
Stald KTAS VAR Bent Rejkjær.
Mit livsværk, som han kaldte det
Han kaldte sig forretningsfører, og er nok den eneste med den titel nogetsteds, der ikke fik honorar for sit arbejde.
For Bent var arbejdet lønnen i sig selv.
Det er ellers ikke noget, der er så moderne længere!
Hele tiden var Bent på forkant med de aktiviteter, der skulle ske i og omkring Stald KTAS.
Gaver til bankospillet, der var planlagt senere på året, var indkøbt for længst.
-Det gælder om at udnytte de gode tilbud, sagde Bent til mig.
Og det gjorde Bent.
Det var altid meget fine præmier såsom mærkevarer inden for parfumer og deodorant, kunsthåndværk etc.
Ikke blot til bankospil, men også til kammeratskabsaftenerne – ja, det lyder sådan lidt kommunistisk, men det var aftener, som Bent arrangerede på de efterhånden mange ture til ind- og udland, som det blev til, og som altid var underholdende.
Her var Bent i sit es som quiz-master.
Prix d’Amerique-turen i 2025 var også under forberedelse – jeg ved at Bent nøje fulgte udviklingen i flypriserne, og man kunne sagtens komme afsted med SAS den ene vej og hjem med Ryanair den anden vej – for det var det billigste.
-Det gælder om at holde prisen nede – så får vi flest med, sagde Bent
Og det er jo rigtig nok.
Omkring 3.000 kroner for fly og tre dages hotelophold i Paris er jo konkurrencedygtigt.
Mange tog også med på turene uden at komme med til travbanen.
På den måde favnede Stald KTAS bredt.
Hvert år blev der også lavet en tur, der ikke var travrelateret til en storby – det kunne være Dresden, Hamburg, Berlin eller Stettin.
Sådanne ture var også med til at skabe nye venskaber på tværs i Stald KTAS.
Bent kæmpede for at holde det månedlige kontingent på 20 kroner pr travhest og 50 kroner pr galophest.
Til at understøtte finansieringen lavede Bent bankospil samt lotterier, og i de senere år indgik han aftaler med såvel Klampenborg som Lunden om at KTAS-medlemmer skulle hjælpe med at optegne nye kunder til Bet25.
Bent skaffede de frivillige og tog også selv en tørn, hvis det kneb med tilslutningen.
Alene på den konto kom der mange tusinde kroner i KTAS-kassen.
Han havde en regel, at kunne en hest ikke tjene mindst 40.000 kroner om året – så var det ud.
Det var dog ikke altid den regel kom i brug, men den var der!
For at understrege Bents økonomiske sans, når det gjaldt KTAS-økonomien, så kunne han selv køre rundt og distribuere de gevinster medlemmer havde vundet i lotterierne – eller fordele de sæsonkort til en væddeløbsbane, som medlemmerne havde købt.
-Så sparer vi portoen, som Bent rigtignok sagde – og han betalte selv benzinen!
Jeg talte tit med Bent omkring det administrative arbejde, han lavede i Stald KTAS.
Det er jo ingen lille butik, og Bent gjorde det ulønnet.
Alene det at udsende mails flere gange om ugen tog flere timer.
Mailsystemet tillader nemlig kun at udsende X-antal mails af gangen, så det kunne tage et par timer at udsende en ny mail.
Vi undersøgte om der ikke fandtes en lettere vej og forsøgte også med nogle mailsystemer, men de virkede tilsyneladende ikke godt nok – men måske var det også sådan, at efter en gratis prøveperiode, så skulle KTAS betale en afgift for at bruge mailsystemet – og så ville Bent hellere bruge sin tid!
Når man har været i travsporten så mange år som Bent Rejkjær var, så har man også en mening om tingene.
Det havde Bent – når vi talte sammen i fortrolighed.
Men Bent var meget påpasselig med at udtale sig offentlig.
-Jeg må jo tænke på Stald KTAS, som han sagde.
Mange har minder om Bent Rejkjær.
Gode minder – fra væddeløbsbanerne, fra turene til udlandet, til Bornholm, fra banko, fra generalforsamlingerne osv.
Jeg mindes ikke nogensinde at have hørt et eneste dårligt ord om Bent Rejkjær fra nogen!
Bent var en bemærkelsesværdig person, der på sin egen stille og rolige måde fik tingene gjort og fik dem til at lykkes.
I den forbindelse skal hustruen Lisbeth ikke glemmes – Lisbeth deltog også i det administrative, og således også også haft sin store andel i, at Bent kunne bruge så meget tid og så mange kræfter på arbejdet med Stald KTAS.
Det hedder sig at ingen er uundværlig!
Jeg tror faktisk, at Bent Rejkjær er det!
Farvel fra din ven
Karsten Bønsdorf