Besøg på auktionscentret Fasig Tipton, på Keeneland galopbane – og trav om eftermiddagen.
Vi har et fuldt program fra morgen til sen aften i disse dage i Lexington.
Torsdag aften var vi sammen med Rene Sejthen, Kasper Foget og Jeppe Juel på en af byens mest kendte steak-restauranten, Malone’s og her fik jeg den bedste crabcake, jeg nogensinde har smagt.
Og jeg har lidt erfaring i netop med det der med crabcakes.
Så selv om Malone’s er en steak-restaurant – så anbefales deres crabcake.
Vi sad fem ved vort bord og havde en forvirret tjener, der havde en stemme som en savskærer, og kaldte os ”honey” hele tiden.
Det gik da også galt for hende, for da vi skulle betale – det gjorde vi på en amerikansk måde – vi lagde nemlig hver vore Credit cards ved regningen, og så skulle hun fordele beløbet på hver enkelt.
Det lykkedes så kun delvist!
Efter nogen opstandelse, hvor hun mente hun havde fundet ud af, at hun måske havde kørt et kort igennem to gange, og derfor ikke anede, hvad hun skulle gøre, kom manageren til stede.
Først da jeg opdagede, at tjeneren havde splittet regningen i seks dele – og ikke i fem – blev situationen løst.
-Det er for besværligt at føre alle jeres kort tilbage, og derefter igennem igen – vi lader det stå som det er og huset tager den sjettedel, der mangler, sagde han.
Så vi fik en pæn rabat!
Fredag morgen startede med en tur til lufthavnen i Lexington – ikke for at hente Knud Erik Ravns lime-grønne kuffert – den er der endnu ikke noget nyt om – men for at købe en billet til nordmanden, Skøie.
Det kunne så ikke lave sig gøre – de sælger ikke billetter i lufthavnen!
Langs indkørslen til Keeneland er der opstillet hestefigurer
På anden side af lufthavnen ligger galopbanen Keeneland.
Et kæmpeområde, som er utrolig velholdt og det er som at komme fra en verden i travsporten og ind i en anden, på Keeneland.
Her var man i gang med forberedelserne til oktober-meetinget, der starter næste fredag og kulminerer med Breeders Cup-dagene den 27. og 28 oktober!
På Keeneland
Til Breeders Cup er stort set alle restaurationspladser udsolgt – der er dog nogle enkelte til cirka 1.400 dollars stykket – pr dag!
Kig ned gennem staldene – der er plads til 1.951 heste på Keeneland.
Videre gik turen til auktionscentret Fasig-Tipton og derfor over til den historiske Walnut Hall Farm, der en gang bestod af 5.000 Acres – det er 3.668 tønder land!
Paraderingen på Fasig Tipton, hvor åringerne trækkes rundt før de kommer ind i endnu en ring i bygningen tv, for så til slut at komme i auktionsringen
I dag er Walnut Hall opsplittet i tre farme og på 1.200 acres findes nu Kentucky Horse Park, der er ikke blot et slags hestemuseum, hvor der findes en række af verdens hesteracer ligesom store amerikanske trav- og galopheste nyder deres otium der. Desuden arrangeres der konkurrencer i de forskellige hestesportsgrene.
På Walnut Hall Farm er der en hestekirkegård, og her mødes man først af en stor statue af Guy Axworthy, der har været en af traveravlens mest betydende avlshingste – den levede fra 1902 – 1933 og var amerikanske avlschampion i årene 1925-1930.
Ravn, Kirketerp og Christensen ser på mindestenen for Garland Lobell
Statuen af Guy Axworthy
Jeg har fundet en video fra indvielsen af statuen af Guy Axworthy i 1934 – se det på dette link, hvor også en række af datidens store avlshingste samt følhopper præsenteres – klik her
Mindestenen for Cash Hall er den nyeste – den døde i 2019
Nu er det jo tre år siden, vi sidst har været i Lexington, og dengang som tidligere var det muligt at køre fra Walnut Hall og ind på Kentucky Horse Parks område – og så slap man for at betale entre – og det kan nordjyder jo godt lide.
Men nu havde amerikanerne forberedt sig.
Da vi kom til den ellers næsten hemmelige bagindkørsel til Horse Park, var der lås og slå for.
Og det var der også ved en anden vi prøvede!
Så det blev så ikke i dag vi kom i Horse Park
Fra Walnut Hall tilbage til Lexington og om eftermiddagen til travløb, hvor vi bl.a. så den 2-årige hoppe, Special Way med Åke Svanstedt vinde i 1.09.6 – verdens hurtigste tid af en 2-åring i år.
Aftensmaden blev indtaget på Waffle House – lidt af en nedgradering fra torsdagens Malone’s.
Callmethebreeze med Andrea Guzzinati var først over stregen i et af de to forsøg, der fredag aften blev kørt på Vincennes, men blev meget hårdhændet diskvalificeret for urent trav.
Opløbet i UET forsøget, hvor Callmethebreeze er først over mål. Screendump Letrot.
Hammeren falder hurtigt og hårdt på Vincennes – der tillades ikke mange hjælpetag i opløbet – og derfor røg Philippe Allaires Callmethebreeze ud fra førstepræmien i et UET-forsøg fredag aften.
Som et plaster på såret var Allaires anden deltager, Italiano Vero (Ready Cash) med David Thomain nummer to over mål og fik altså sejren.
Men det var en hård diskvalifikation – se videoen fra løbet – klik her
Italiano Vero, der kommer fra sejr i Criterium des 4 Ans, sejrede i 1.12.3a/2100 m foran Ideal du Pommeau (Ready Cash) med Matthieu Abrivard fra Sebastian Guarato, mens hollandske Louis E Lobell (Teady Cash) med Tony Le Beller, trænet af M. A. Rogier blev nummer tre – alle i 1.12.3 – som vinderen.
Det andet forsøg vandtes af Sebastian Guarato-trænede Iway (Look de Star) med Giampaolo Minnucci i sulkyen i 1.11.7a/2100 m foran Inoubliable (Prodigious) med Eric Raffin – den trænes af Philippe Moulin og noteredes for 1.11.8, mens I Want You (Ganymede) med sin ejer og træner, Luis Baudron var nummer tre i 1.11.9.
Fra i dag er der mindst 500 kroner i præmie for at starte i et dansk travløb.
For at kompensere for de øgede omkostninger til energi, foder m.m. har Dansk Hestevæddeløb med virkning indført en startpræmie på 500 kroner, som alle heste, der ikke er placeret i præmierækken, modtager.
De 500 kroner sidestilles med løbets øvrige præmier, og udløser altså såvel opdrætterpræmier som træner/kuskeprocenter.
Bornholms Brand Park er den første danske bane, hvor dette nye tiltag er i brug, og hvad der står i propositionen til hvert enkelt løb omkring denne 500 kroner-præmie, skal man se delvist bort fra.
Den udbetales til ALLE uplacerede heste – om de er diskvalificeret eller har opgivet.
Den ikke helt korrekt proposition med hensyn til præmien på 500 kroner går igen i alle løbene på Bornholm.
Special Way med Åke Svanstedt vandt fredag eftermiddag, lokal tid en afdeling i Blue Grass-serien for 2-årige hopper på The Red Mile i verdens hidtil bedste tid for en 2-årig traver i år – uanset køn – 1.09.6.
Spedial Way med Åke Svanstedt på vej mod sejren i 1.09.6
Special Way, der er efter Walner og ud af Special Hill v. Muscle Hill, kom til start på The Red Mile med 4 sejre og en andenplads i seks starter og en vinderrekord på 1.09.8 – sat ved sejr i finalen i Kentucky Champion Series den 18. september på The Red Mile.
Special Way med Åke Svanstedt var da også favorit og fra spor 1 kunne hoppen, der dejes af Brittany Farms og Marvin Katz tage spids, og holde den let og ubesværet til målstregen var passeret.
Special Way afsluttede efter 1.07 de sidste 400 meter og sejrede i 1.09.6 med 2.25 længder til Walner Payton (Walner) med Dexter Dun/Chris Ryder i 1.09.8, mens Secret Volo (Walner) med Brian Sears/Marcus Melander besatte tredjepladsen i 1.10.2.
Åke Svanstedt (skjult) viser Bo Westergaard skoningen på Special Way
For den danske gruppe i Lexington var denne sejr lidt speciel, fordi vi dagen forinden havde fået lov til at tage Special Way i nærmere øjesyn hos Åke Svanstedt.
Svanstedt forklarede bl.a. om den specielle skoning han havde givet hoppe, men en halv forsko og halve bagsko udvendigt, for at hoppe skulle kunne komme fri.
Og det må man sige er lykkes.
Med dagens præmie på 59.000 dollars har Special Way nu tjent 384.975 dollars og er ikke blot den hurtigste 2-åring i verden i år, men den mest vindende hoppe – kun overgået af hingsten Oh Well, der vandt The Mohawk Million sidste lørdag.
De to andre afdelinger i Bluegrass-serien vandtes af hhv. Railee Something (International Moni) med David Miller/Chris Ryder og Mambacita (Tactical Landing) med David Miller/Tony Alagna i 1.10.5.
Så kom vi til væddeløb, men inden da var vi på et interessant besøg hos en stor svensk træner, der har købt en farm i udkanten af Lexington.
Vores hotel i Lexington
I sidste uge var det over 33 grader i Lexington.
Torsdag morgen var det 10 grader!
Vores hotel Spring Hill Suites ligger lige op til første sving på The Red Mile, og fra mit værelse kan jeg se, at der er aktivitet på banen.
Der trænes og så koldt er det, at alle kuskene har dækkede ansigter.
Vi kan altså gå over til The Red Mile og staldterrænnet, og det var også en af grundene til at dette hotel blev valgt.
De morgenfriske var tidligt afsted, mens vi var et par ældre der kom senere.
Her serveres morgenmand
Morgenmaden på hotellet kunne vi have sparret os, for ved udgangen af opløbssvinget, var der et telt med gratis morgenmad, og lige op til banen er der lavet et lille dæk med komfortable sofaer samt et TV, så løbene kan følges herfra.
Danskermøde på The Red Mile. Jeppe Juel, Kasper Foget, Flemming Jensen og Bo Westergaard
Jeppe Juel er også i Lexington – han tog afsted lørdag og har boet hos Rene Sejthen, og vi møder dem begge sammen med Kasper Foget.
Efter at have se træningen og været rundt i staldene blev det besluttet at vi skulle køre ud og se Åke Svanstedts nye sted, han har købt.
Adressen på stedet syntes jeg umiddelbart var lidt spøjs.
Our Native Lane!
Oversat til Vores lokalbefolknings vej!
Men det skulle nu vise sig, at der var en forklaring på det.
Vi fandt vejen og kørte ind i et meget eksklusivt område, men grønne områder og store huse i forskellige byggestil på begge sider af vejen.
Vejen mundede ud i en rundkørsel – og her lå Åke Svanstedts farm.
Vi stillede bussen (12 personers) og gik ind i stalden, hvor vi blev modtaget af Åke Svanstedt, der lyste op da han så Flemming Jensen.
De to havde ikke mødtes i mange år.
Flemming Jensen og Åke Svanstedt
Der er plads til 24 heste på Our Native Farm, og navnet – forklarede Svanstedt – stammer fra en amerikansk galophest, Our Native, der havde det uheld at den var født i 1970 – og altså i samme årgang som Secretariat.
Alligevel nåede Our Native at tjene over 400.000 dollars – og for disse præmiepenge lod ejeren opføre stalden, som Svanstedt nu har købt.
Der er 47 tønder land til, og i det kuperede terræn, har Svanstedt fået lavet folde samt en træningsbane på 1600 meter, hvor der på et stykke er mulighed for at speede op.
Belægningen på denne træningsbane, er den samme som på The Red Mile.
Nemlig den ler, som der naturligt er i jorden.
-Vi har simpelthen jorden krattet op og anlagt banen på den måde, fortalte Svanstedt.
Ud over folde og bane er der også en stor Walker.
Stalden har ingen bolig, men Svanstedt har investeret i tre små huse, hvor der er to boliger i hver – de bruge af de ansatte, mens Svanstedt og hustruen Sarah, der også er med i den daglige træning, bor på et hotel.
1.2 millioner dollars har stedet kostet.
Det er tanken, at det skal være stedet der er udgangspunkt for Svanstedts heste, der skal starte i Sire Stakes i såvel Kentucky, Ohio og Indianna.
-Det er bedre at have sit eget sted, fremfor at så f.eks. på The Red Mile eller Hoosier Park – hestene kan let blive syge sådanne nogle steder, fortalte Svanstedt.
Men udover Our Native Farm så har Svanstedt også en farm i New Jersey samt i Florida.
Back of the Neck, der skulle have startet i Elitloppet i år.
Sire Stakes i de nævnte stater er guldkalven for hesteejere, trænere, kuske og opdrættere.
Forleden blev der kørt finaler i Kentucky Sire Stakes på The Red Mile, hvor der samlede præmiesum, var på 3.2 millioner dollars.
Det er små 25 millioner.
Til næste år bliver der endnu flere penge at køre om i finaler, ligesom der bliver et ekstra kvalifikationsløb.
Staten Kentucky er ved at tilbageerobre den position man engang havde inden for travsporten og traveravlen.
I fjor åbnede en ny bane Oak Grove og i år var det meningen, at endnu en bane skulle åbne, men den er blevet forsinket.
Banen havde fået tildelt løbsdage – de køres nu på The Red Mile i oktober.
Vi siger tak for besøget og køre til La Fayette Mall, der er et stort indkøbscenter – Cowboyen (Knud Erik Ravn) har endnu ikke fået sine lime-grønne kuffert, og skal have noget mere tøj.
Og efter indkøbene går turen til The Red Mile, hvor Grand Circuit-meetinget starter denne eftermiddag.
På The Red Mile er det Blue Grass-serien for 2-årige hingste, der køres – deltagerne er splittet op i tre afdelinger, hver doteret med 109.000 dollars.
Hurtigste vinder i de tre løb var Svanstedt-trænede Gates Hanover (Walner – Good Common Cents v. Kadabra) som Dexter Dunn bringer til sejr i 1.10.0!
Det var ikke Nordamerikas bedste 2-åringer vi fik at se denne eftermiddag,
De startede i sidste uge i Canada i The Mohawk Million – men mon ikke vi får dem at se i næste uge, hvor The International Stallion Stakes køres.
1. Parket på The Red Mile.
Solen var i øvrigt kommet frem og den danske gruppe tog plads ved ringside – hvor der er små bokse med plads til 6 personer – og du sidder helt ud til kanten af banen.
Sol og anstrengelser kan frembringe tørst, men hvis man ville give en omgang til gruppen, der jo nu var på 11 personer, så måtte der 5 mand afsted.
På The Red Mile er det nemlig kun tilladt at sælge to øl pr person – ad gangen.
Og vores bardame var meget striks med at overholde den bestemmelse.
I dag er der Blue Grass-serien for 2-årige hopper – tre afdelinger, der hver er doteret med 118.000 dollars.
Torsdag eftermiddag blev de første løb i Grand Circuit-meetinget kørt på The Red Mile – og en af vinderne har dansk ejer.
Torsdagens program var helliget de toårige hingste i Blue Grass-serien og på travsiden blev der kørt til afdelinger, hver doteret med 109.000 dollars.
Gates Hanover (Walner) fra Åke Svanstedts stald og kørt af Dexter Dunn sejrede sikkert i første afdeling i 1.52.3 – dvs. 1.10 og det skulle vise sig at være dagens hurtigste notering af en 2-årig traver.
Gates Hanover
Gates Hanover, der som åring kostede 135.000 dollars, sejrede foran Luke’s Bar (Bar Hopping) med Todd McCarthy/David Menary i 1.10.1 og International Man (International Moni) med Yannick Gingras/Domenico Cecere i 1.10.5.
Ekspresso
Derefter var det Espresso (Chapter Seven) med Andy Miller (Julie Miller, der kunne føre efter at have siddet i spids hele vejen.
Espresso, der i sin ejerkreds har danske Lars Berg, sejrede i 1.10.9 foran Crown (Chapter Seven) med Brian Sears, der efter at have siddet sidst i feltet undervejs, speedede 1.07/400 m til andenpladsen i 1.11.0.
Espresso, der blot kostede 45.000 dollars som åring, har nu startet 8 gange og med dagens præmie på 54.500 dollars har han tjent 162.500 dollars.
Ari Ferrari J
I den tredje afdeling var Tony Alagnas Ari Ferrari J (Walner) med Dexter Dunn storfavorit, og den indfriede akkurat forventningerne, men Upstaged (Muscle Hill) med Brias Sears/Marcus Melander kom meget tæt på til slut og besatte andenpladsen i 1.11.2. Purple Lord (Tactical Landing) med David Miller/John Butenschoen nummer tre i 1.11.2.
Et 2-års hoppeløb vandtes af Unicorn Blue Chip (Chapter Seven) med Tim Tetrick/Lucas Wallin i 1.12.1.
Unicorn Blue Chip, der er søster til verdensrekordholderen Plunge Blue Chip, startede her for sjette gang og fik nu sin første sejr til 4.250 dollars.
Hun kostede 475.000 dollars som åring og har nu tjent 10.378 dollars i karrieren.
Løbene på The Red Mile fortsætter fredag eftermiddag.
Tidsforskellen er ond – kørte vi den rigtige vej til Lexington – Og hvem er Onkel Tom?
Når klokken i Danmark er 07.00 torsdag morgen så har vi kun rundet midnat i Chicago.
Man skal aldrig lægge sig til at sove kort tid efter man er landet i USA.
Det gjorde vi heller ikke – gik vel til ro omkring klokken 22, lokal tid (dvs. klokken 5 morgen i Danmark) , men alligevel vågnede vi ved 2-3 tiden – altså når klokken var ved 9-10 tiden i Danmark.
Jeg tror at alle, der har været i USA, har prøvet dette.
Nå, men efter en gang typisk amerikansk morgenmad, der indgår i værelsesprisen – indpakkede burgere af forskellige slags, røræg med en slags burger, toast, vafler (som man selv laver på et vaffeljern) havregrød, kaffe, te, juice etc – nå, ja, man behøver jo ikke at prøve det hele – så begyndte vi vor tur mod Lexington.
Google Maps er vores ledestjerne og de har indført noget nyt, så man kan vælge køre den mest økonomiske vej.
Om det skete for os, er jeg nu ikke helt klar over, men det var meget fladt hele vejen. Og det gik ligeud!
vindmøller – vindmøller
En overgang var vi forbi et ret stort område, hvor der stod vindmølle på vindmølle – det var ned gennem Indiana.
Sulten meldte sig på et tidspunkt, men ingen McDonald dukkede op, så det blev til et besøg på Wendy’s.
Og nej, det har ikke noget med ”My Little pony” at gøre – og de serverer heller ikke hestekød.
Videre igen – Knud Erik Ravn havde fortsat ikke fået sin kuffert – I ved, den der lime-grønne tingest, der ikke dukkede op i Chicago.
Og Bo Westergaard havde været i telefonen og meddelt, at vi skulle ud og spise når vi kom til Lexington.
-Men jeg bliver jo nødt til at have noget tøj, siger Ravn.
Og pludselig lå der et factory outlet lige ved motorvejen!
Ravn fik 20 minutter – og da der var gået en halv time, satte vi en eftersøgning i gang.
Vi fandt ham – i gang med at betale for alle sine indkøbte varer i en American Eagle-butik.
-Men hvor har jeg gjort af mit Credit Card? spurgte han.
Det kunne jeg ligesom ikke svare på – en eftersøgning i butikken blev sat i gang. Alle ledte.
Kortet dukkede ikke op.
-Hov -vent. Lad mig lige se i de bukser, jeg prøvede?
Og her var kortet!
Og så ud til bilen og videre.
“Vores bil”
Nå, ja bilen!
Vi havde jo ikke set bilen ved dagslys, da vi kom til Chicago, så om morgenen havde jeg taget et billede af den fra hotelværelset, og havde stolt vist det frem ved morgenbordet.
-Flot bil- det ligner jo en af dem som de amerikanske præsidenter bliver kørt rundt i – bare i hvid i stedet for sort! sagde jeg.
-Vores bil holder med bagenden til hotellet, sagde Freddy (Christensen).
Nå, ja men den Chevrolet til 12 personer som er døbt ”…..-Bussen” er nu også meget pæn, om end spartansk udstyret – og det med centrallåsesystemet driller med mellemrum.
Og her er xså vores bil!
Det var en lang køretur til Lombard i udkanten af Chicago og til Lexington.
-Er du nu sikker på at den (google maps) viser den korteste vej? spurgte chef-driveren, Gunner (Christiansen).
Og den lange køretur, der startede klokken 08.11 (Ravn kom selvfølgelig for sent) med ankomst 17.37 i Lexington og 600+ kilometer – føltes meget lang.
Der må også have været gået galt for os, for da jeg på hotellet i Lexington møder Tim Tetrick og fortæller at vi har kørt fra Chicago, siger han – Oh, a 5 hours drive!
Men mange ting bliver vendt i en bil på en sådan tur.
Bl.a. historien om en Onkel Tom, som jeg havde hørt brudstykker af tidligere og troede var en hest, som vor norske medrejsende Skøie ejede.
Det var det ikke!
Det var Gunners avlshingst Michael’s Turn, og den havde fået navnet, fordi den var blevet købt langt ude på landet i Ohio hos en Amish-bonde.
Og hvilken vej kom vi egentlig af til Lexington?
-Nu er vi i Cincinnati, lød det fra de andre kloge i bilen, da vi kørte over en flot bro og havde udsigt til en skyline.
Det var det så ikke ved et tjek på google maps – det var Louisville.
Men flot var det.
Indkvartering på hotellet, hvor vi modtages af bl.a. Bo Westergaard og Flemming Jensen, der ankom meget sent aftenen forinden.
Efter at have revet ned fra hylderne i en ”Liquor store” som deltog vi i en konkurrence om at have mest i en indkøbsvogn, gik turen til Longhorn – en steak-restaurant og efterfølgende var der smagsprøver på de indkøbte varer på hotellet.
Denne formiddag starter heste-aktiviteterne for os.
Vi skal besøge Åke Svanstedts farm og derefter er der løb på The Red Mile.
I de kommende dage er ”den gamle redacteur” i USA for at overvære løbene på The Red Mile og åringsauktionen i Lexington – og meget andet – som du vil kunne læse om i mine rejsebreve.
Tirsdag den 27. september:
Det startede fint med planmæssig afgang med SK 943 fra København til Chicago.
Hvis jeg skulle brokke mig over noget, skulle det være at flyet var placeret ved gate E124 – og der er altså meget langt ud.
Ja, fra paskontrollen er der 8 minutters gang!
På den anden side laver fruen vrøvl over at jeg aldrig vil gå tur – det fik jeg så gjort i dag i Kastrup – og igen, da vi landede i Chicago.
Immigration i Chicago gik forbløffende let og hurtigt i hvert fald for mig.
Jeg nåede dårligt at stå i kø, inden jeg blev kaldt frem. Der blev taget et billede af mig med det samme, og jeg blev spurgt hvad formålet var med rejsen – og det var så det.
-Men skal du ikke have mine fingeraftryk?
Nej, det er ikke nødvendigt, fik jeg at vide – og så var det bare ud til bagageafdelingen og hente kufferten.
Vi er fem, der er rejst ud sammen – Knud Erik Ravn, Freddy Christensen, Gunner Christiansen og Øjvind Skøie – en nordmand, der har heste hos Bo Westergaard – og så er der mig.
Skøie og jeg, der havde siddet lidt fremme i kabinen og derfor også var kommet hurtigere end Aalborg-trioen havde fået vores kufferter – nu ventede vi på gutterne, der kom – og snart fik to af dem også deres kufferter.
Men Knud Erik Ravns kuffert – en skrigende lime-grøn kuffert – dukkede ikke op.
Og den kom aldrig!
Hvad gør man så?
Ja, der skal laves en claim, som det hedder, men hvor?
Jeg spurgte en kuffertmand, der fortalte, at vi skulle gå ud og så til venstre.
Det opfattede vi, som vi skulle gå helt ud gennem tolden – og så til venstre.
Men ude i ankomsthallen var der ingen SAS-kontor.
Vi spurgte os for, og fik at vide, at SAS havde noget oppe på 2. sal.
-Ta’ elevatoren, sagde han til os. – Rulletrappen er i stykker.
Det må han have sagt til en del andre, for der var stor kø ved elevatoren.
Hen til en trappeopgang – pust pust – 2. sal – og derhenne var en indtjekningsskranke til SAS.
Det var nu ikke lige det, vi var gået efter – men de havde ikke for meget at lave, så Knud og jeg kontaktede dem.
Og vantro så de på os og spurgte, om der ikke havde været nogen ved skranken nedenunder.
Der var så noget vi havde misset.
Nå, men en flink SAS-mand sagde – kom med mig – Og så gik det ned af trapperne igen og hen til den udgang, vi var kommet fra.
SAS-manden havde et badge, så han kunne komme ind i told og bagageområdet – det kunne vi andre også uden badge, men det var nok fordi vi var sammen med ham.
Det viste sig, at vi umiddelbart efter toldkontrollen – inde i bagageområdet – skulle være drejet til venstre for her var en SAS-skranke.
Vi gik til højre og ud af området.
Nu har Knud Erik Ravn så fået efterlyst sin kuffert – den skrigende lime-grøn, hvis du skulle finde den!
Derefter kunne vi begive os til Avis for at hente en bil.
Det gik sådan set også meget godt – jeg forstår bare ikke, at når Avis vil have man skal indtaste alle oplysninger hjemmefra i et Quick Pass, hvorfor ekspedienten så skal bruge flere minutter på og sidde og taste flere oplysninger ind.
-Det fordi, du har bestilt med ekstra fører, fik jeg at vide!
Og så fik vi bilen – en Chevrolet med plads til 12 personer – og kufferter
Tirsdag nat overnatter vi i udkanten af Chicago – på vej mod Lexington. Det tog en god halv time, og inden vi tog på hotellet var vi lige forbi McDonalds.
Kennedy med Gabriele Gelormini var spillet til næstfavorit i Prix Emile Beziere på Vincennes tirsdag eftermiddag – et løb, der skulle være en sidste test før den danskejede hingst sendes til USA for at deltagelse i det uofficielle VM-løb, The International Trot på Yonkers.
Men der var ikke samme bid i Kennedy som vi tidligere har set – måske var det den opblødte bane -måske er formen på retur.
I hvert fald kunne Kennedy ikke følge italienske Bilo Jepson (Timoko) med David Thomain, som han havde ryg på undervejs, da denne angreb i opløbet.
Bilo Jepson sejrede sikkert i 1.13.3./2850 m – Kennedy klarede femtepladsen i 1.13.7 – det gav 4.500 Euro, mens Grand Art med Franck Nivard, der undervejs sad i ryg på Kennedy, blev nummer seks – også i 1.13.7 – det gav 1.800 Euro.
Feltets tredje dansker, First Blood sluttede uplaceret.
Spillere, der havde den rigtige indløbsrækkefølge i Trio-spillet samt spillet Plads på Deceni Langborg i 6. løb, blev ramt af et forkert indtastet toto-resultat i 6. løb på Skive Trav.
Den korrekte indløbsrækkefølge i Sportssystemet, men med forkert Pladsodds på 7 Decini Langborg
Mens den korrekte indløbsrækkefølge i 6. løb – 1 – 2 – 7 er indtastet i DTCs Sportssystem, så blev der tastet forkert, da løbet skulle lægges ind i toto-resultatet.
I stedet for 1-2-7 blev det tastet 1-2-6 – og det betyder, at nogle spillere har fået en gevinst, de ikke skulle have – og andre er blevet snydt for deres gevinst.
Men også de spillere, der i første omgang blev snydt for deres gevinst, får hvad de skal have.
-De får naturligvis deres gevinster, siger Henrik Friis, der er ærgerlig over at fejlen først blev opdaget 10 minutter efter det forkerte resultat var tastet ind mandag aften.
Da var det for sent at nå at rette rækkefølgen i systemet, siger Henrik Friis.
