Der var Julebanko i Aalborg Hesteejerforening i aftes – og Anne var med!

“Glæder mig til du laver en bankoartikel…”, lød SMS’en fra min niece her til formiddag.

Jeg havde opdaget de to billeder, hun havde sendt til mig i aftes, og havde derfor allerede nået at tænke: “så for pokker, nu synes hun nok, at jeg skal skrive om julebankospillet…”

Min niece er formand for Aalborg Hesteejerforening. Hun er en skrap kvinde. Hendes yndlingsord er “ordnung”, og hun er glad for regneark, reglementer og retskaffenhed.

Derfor prøver jeg at modvægte lidt med yndlingsord som “vissevasse” og “bom bom”, men det er altid min niece, der har det sidste ord, som bliver sagt.

Og nu vil hun altså gerne have ord forfattet om julebankospillet i spillehallen på Aalborg væddeløbsbane i aftes.

Og det var vel også derfor, at jeg hev mig selv op i uldsokkerne og stak snuden mod Aalborg i stedet for at sidde i min stol derhjemme og udspekulere nye ledetråde til min julekalender. Fordi jeg ville mærke stemningen blandt os udkantstravfolk i denne mørke decembertid.

God plan. Dårligt udført af mig. Jeg kom nemlig alt for sent afsted, fordi jeg liiiige skulle skrive et par linjer om dagens julekalender-hest, så jeg måtte ringe til min søster og bede om, at hun fiksede fire plader (jeg foreslog seks, det mente hun ikke jeg kunne overskue) og en plads til mig.

Så jeg valsede direkte ind i spillehallen klokken tre minutter i 19, og gled ned på en plads mellem to garvede mænd, der havde forberedt sig med brikker, der lige kunne svuppes af pladerne med en magnet, når spillet var slut.

Jeg måtte på lånebørsen og blev begavet med en pose gamle mønter, der klang af en anden tid. Den første mønt, jeg fik lagt, var fra 1983, det var det år, Steen Juel vandt sin første derbysejr med For Ever Vixi.

Klokken næsten præcis 19 gik spillet i gang, så der var ingen tid til sniksak. Søren Klitgård var opråber. Det gjorde han sikkert fint, han råbte bare ikke mine tal op. Men nummer 14. Det tal kom i hvert eneste spil…

Men der blev råbt banko på rækken, og banko på pladen og der blev delt pakker ud til højre og venstre.

Fine sponsorerede kurve, dækkener og gavekort.

Bare ikke i mit bordhjørne. Min svoger kunne ellers fortælle, at han havde haft en moster, der var til banko fem gange om ugen, og snildt kunne styre 12 plader.

Hvis tallene virkede forkerte, så havde hun en dynge ekstra plader med, så heldet kunne skiftes ud i pausen.

Min svoger havde flottet sig med fem af de helt gamle gulnede plader fra Publikumsforeningens tid. Det var gode tider.

Stilheden i spillehallen var massiv af koncentration.

Så let er det altså heller ikke at styre fire plader, og det hele var jo analogt. Ingen storskærm. Ingen telefonskærm.

Intet bipperi. Kun din egen evne til at lægge en brik på det tal, der bliver råbt op, og så den indædte venten på præcis det tal, der mangler i at få pladen fuld.

Sådan 225 mennesker i alle aldre (gennemsnitsalderen var nok minus 40) i en spillehal på en travbane er jo ret gevinstfikserede. Vi vil virkelig gerne vinde. Men vi kunne jo ikke vinde allesammen. Så var der heldigvis kage til kaffen. Og risalamande til trøst.

Til gengæld kunne Sarah Bäckman og Annette Bigum trodse alle odds og for andet år i træk vinde  en fribedækning ved Garfield, som team Jeppe Juel havde sponsoreret.

Det må blive føl med medfødt firkløverkarma og kælenavne som Bingo og Banko.

Klokken 22 var den sidste brik lagt. Vi forlod spillehallen i god ro og orden.

Jeg fik ikke snakket med nogen om noget, så den store journalistiske temperaturmåling på travsportens humør heroppe i den nordligste kant blev det ikke til.

Til gengæld fik jeg renset stressbarometret med tre timers mindfulness. Og hvor var det rart at selv de små børn og dem i lømmelalderen var bomstille og fokuserede i al den tid, vi spillede.

Der er håb endnu. Også for ungdommen. Nu mangler Aalborg Hesteejerforening kun julegavedagen på søndag, hvor de deler gløg, æbleskiver og ærespræmier ud, så kan min niece og resten af foreningens bestyrelse og frivillige lade julefreden sænke sig efter endnu et år, hvor de har knoklet for den gode stemning i Aalborg