Det er et stykke tid vi har hørt fra Anne Dodensig, men nu er hun tilbage!

“Har du set Rabjergs klumme er tilbage”, skrev min emsige niece her til morgen.

Intet godmorgen.

Intet punktum.

Ingen formildende emoji.

Bare en klokkeklar besked på syv ord, som i virkeligheden betød: “Så røg din sidste undskyldning. Kom så i gang med at skrive igen, din sløve mosterbanan”.

Så her sidder jeg så og skriver…for meget kan man sige om min niece, men når hun tager den slags grove metoder i brug, så tør jeg ikke andet end makke ret.

Det var ellers en af mine bedre undskyldninger for ikke lige at skrive noget, den der med, at “jamen Carsten Rabjerg har da heller ikke skrevet sin klumme i lang tid…”

Men det lægger lidt i undskyldningers natur, at de aldrig er helt gode. Og alle de undskyldninger, jeg har opfundet, hvis nogen har spurgt til mine skriverier, har været dårlige, det ved jeg godt.

Ikke tid…jeg har 24 timer i døgnet, og jeg vælger selv, hvad jeg helst vil bruge tiden på. Hvis en hest har behov for at komme til dyrlæge, har jeg altid tid. Hvis jeg skal til lægen, har jeg aldrig tid.

Sådan er det.

Men jeg har haft svært ved at sætte mig ned og sætte ord sammen til et muntert epos om livets gang i Saltum, omegn og travsporten. Fordi jeg er lidt bange for at skrive det, der trykker mig.

Der sidder jo måske nisser på nettet, som bare venter på at svinge ordkløveren og aftrækkeren, hvis jeg skriver lige ud, hvorfor jeg ikke bare spytter linjer ud om alle de gode ting, der faktisk også er sket, siden I hørte fra mig sidst.

Sagen er, at min kære hest, min drømmehest, Gulddrengen, ikke lever mere. Han var kommet til at lave tumult under træningen, og det virkede som om, han blev ved med at ømme sig på et bagben, da der var gået en måned.

Vi var så hos doktor G, som fandt en forklarlig ømhed i bagknæet, men han bøjede ham også meget halt på højre forkode. Så Gulddreng blev behandlet, fik fri og skulle så komme igen til kontrol og genbehandling tre uger senere.

Jeg var egentlig glad, fordi nu havde vi måske endelig fundet den fejl, som drillede Gulddreng. Måske kunne han endda blive god igen. Det er jo uendelig meget lettere at fikse en øm højre forkode end et skrøbeligt løbshoved.

Men Gulddreng var præcis lige så halt på højre forkode, da vi var til kontrol tre uger senere.

Den havde jeg ikke set komme.

Men jeg var nødt til at afgøre med mig selv, doktor G og den ven, jeg ringede til, om det så var her, jeg skulle sige stop på Gulddrengs vegne.

Og det blev min endelige beslutning.

At sige stop.

Og det kan virke dobbeltmoralsk og hyklerisk at sidde her og stadig tude over en hest, når jeg nu selv valgte den løsning.

For hvem er jeg, der gør mig til herre over liv og død, vil nogle nisser råbe. Men at være herre over liv og død er den uundgåelige del af pakken, når man vælger at have dyr. Hvis jeg ikke kan påtage mig det ansvar, så skal jeg overhovedet ikke have dyr.

Men det er en af de sværeste beslutninger, jeg har truffet i mit liv som hesteejer.

Gulddreng var mit humørkort, min drøm, mit håb, mit talerør og min undskyldning for at slæbe folk med til alskens underholdning.

Og så var det min absolutte yndlingskollega, der navngav Gulddreng. Kollegaen var terminalt syg og døde et par måneder senere, men han havde stor fornøjelse af at følge med i føllets liv.

Det var endnu en grund til at være særlig knyttet til gullgutten.

Jeg kunne skrive en roman om Gulddrengs fortræffeligheder, men det gør jeg ikke. For jeg skal til Skive. Jeg har en hest i prøveløb. Det har hesten prøvet nogle gange, men jeg er sikker på, at det nok skal blive godt.

Men I må da meget gerne krydse fingre for Luna og Jeppe klokken 16.25.

Stald Rask har haft et horribelt år med en hårdnakket virus, der bliver ved med at sidde i hestene, så hvis I har lidt god karma eller magisk tænkning i overskud, så send det i Jeppe og Julies retning. For de fortjener virkelig at få vinden i ryggen resten af året.

Til den gode side så har far fødselsdag i dag. Og til solsiden så er Just Hans ved at blive helt frejdig til at galopere i sand med rytter, mens jeg stadig ikke helt er kommet mig over, at min stædige niece præsterede at vinde formløbet i Store Pris weekenden for tredje år i træk.

Det hattrick er vi meget stolte af. Mest fordi alt gik galt i år. Opgaven var umulig. Men vi løste den.

Tak Cadiz, du er en kammerat af rang.

Og inden jeg bliver alt for rørstrømsk, så vil jeg anbefale bogen “Ude for uden” af Niels Krause- Kjær om livet på landet. Eller det liv, der ikke mere er, på landet.

Nå ja, og så vil jeg selvfølgelig også anbefale at læse Rabjergs klumme på Bet25. Det er godt stof.