Sæsondebuten nærmer sig for Axel Party, og så kan det også være, at Cadiz kommer i gang med løbskarrieren igen

Bip bip.

Den lille sms-lyd er altid forstyrrende, fordi jeg ikke kan lade være med at spekulere over, hvad slags besked det er…okay, hvis klokken er halv elleve, så ved jeg, at de mangler heste i x antal løb på den bane, der skal meldes til, men ellers kan en sms jo give besked om alt.

Nu hørte jeg bip bippet fra lommen, da Axel skridtede over på banen, så jeg måtte styre min nysgerrighed. Ingen telefontjek når Axel Party træner. Godt nok er han blevet 13 år, men der er ikke meget pensionist over attituden, når Axel er spændt for vogn.

Han er sød, men mest sød, når han selv bestemmer farten. 

Vi har trænet sammen i snart mange år, så vi kender programmet, begge to.

Skridt op til træet, det er 300 meter, så halvanden omgang i skoven, tværs gennem den lille skovvej, rundt om træet og tilbage på tværs, og så til venstre mod skovbanen. 4 kilometer, 14 minutter.

Og så tager vi x antal intervaller i skoven.

I dag skruede vi op til 7 for første gang efter vinterferien.

Som regel synger jeg en lille sang, mens Axel løber, rådyrene springer og fuglene fløjter.

Og så skridter vi hjem ad de to helt små skovveje.

Det tager en halv time for vogn og mindst en time i alt, når jeg træner Axel.

Han skal hentes i hegnet, tisse, strækkes ud, seles op, træne, hjem i bad, pulsmåles, spise et par bolsjer, frotteres, strække ud, spise sin mash og så trille, trille, trille, når han bliver sluppet løs i sit hegn igen. 

På vej op til hegnet kommer jeg i tanke om den sms, jeg fik.

 “Starter sæsonen 23. Marts for Axel? Eller hvornår påtænker han at være ready?”

Nå, bom bom.

Det er Axels kusk, der spørger. Hun har altid en stram kalender og er født med et mærkværdigt behov for planlægning, så for flere uger siden ville hun vide, om vi var klar til april.

Det var så langt ude i fremtiden, at jeg kækt svarede jaja da, men 23. Marts er jo lige om lidt. Men jeg filmer Axel på telefonen, mens han triller, triller og triller, for så at hoppe op af sanddyngen og stikke af sted i sit fineste trav.

 Jeg sender videoen til kusken og skriver “ret klar”.

 Og bums, så får vi tomlen op fra kusken og besked på, at Axel får en hård april. Hvorfor?

 Jo, for der er fire løbsdage i Aalborg…tilsat et par storgrinende emojier.  

Axel Party er formløber, og vi hopper helst ikke over løbsdage på hjemmebanen, når først sæsonen er i gang.

Til gengæld træner Axel kun sjældent mellem løbene, hvis han starter tit, så det er bare lige de her slidsomme uger, vi skal jokke os igennem.

Og det hjælper gevaldigt på trænerens humør at få et mål. Jeg skal helst have et mål og en deadline, ellers kan jeg sagtens udskyde træningen til i morgen, hvis vejrudsigten varsler den mindste risiko for regn. 

Udover Axel, som jeg fik lov at træne for flere år siden, fordi ejeren opgav håbet om, at hesten kunne trav to omgange i træk i trav, så har jeg tiltusket mig træningsretten på Cadiz.

Han trænede hos Flemming Jensen i flere år og har vundet mange løb, men ikke rigtig ramt det høje gear siden 2022.

Sidste forår trænede far ham selv, og det gik helt kanon i den første start, men det blev ikke til så meget mere end den ene fine præstation i klassen. Eller jo, han løb sit livs næsthurtigste tid i et helt almindeligt sprinterløb i Aalborg, men det rakte til en sidsteplads, og så ville far pensionere ham.

Fair nok. Han var pensionist i flere måneder. Men Cadiz blev træls. Sur. Så jeg kørte en tur med ham. 

Og det var jo som at køre en himmelhest, så flyvende fin var han.

Derfor blev jeg ved med at plage, til jeg fik lov at prøve mig lidt frem med Cadiz, og jeg må ærligt indrømme, at jeg troede, at han kunne drøne forbi et amatørfelt uden overhovedet at sige goddaw, men det kunne han ikke. 

Slet ikke. 

Men nu træner vi alligevel lidt igen, så længe vejret er fint, og banen er til at køre på.

Så må vi se med ham Cadiz.

Det kan jo være, at sporten vil prøve i en periode at køre efter amerikanske propositioner, hvor hestene rangeres efter dagsform, så vores kære gamle heste kunne få en chance for at løbe sig tilbage til det gode humør.

De mange danske heste, der vinder i USA, kunne måske inspirere til den løbsudskrivning. For det er jo ret konstant, at der kommer en sms klokken halv elleve om mangel på heste. 

Min far har netop sendt tre heste i træning.

Det er ellers ikke hans kernekompetence. Han er sikker på, at hans heste har det bedst hos ham, og han vil helst selv træne dem. Punktum.

Heldigvis virker han glad, hver gang han har besøgt dem.

De spiser stadig bolsjer med god appetit, så der er håb. Måske vil han endda forstå, at det kan være fornøjeligt af at have heste i træning.

Men han er rastløs og rengøringsvanvittig, så jeg har bestilt tre biografier, som han med lidt held kan lokkes til at læse. Om Peter Schmeichel, Niclas Bendtner og Lars Høgh. Tre store egoer med hver sin rørende historie om storhed, fald, liv og død. 

Og husk: Bekymring er det modsatte af taknemlighed, ifølge Bibelselskabet.