Det går op og ned inden for travsporten. Som Harald Lund sagde: Man får sjældent lov til at være glad ret længe inden for denne sport. Nu har Anne Dodensig haft problemer med bl.a. Axel Party.

Nu gider jeg simpelthen ikke mere. Slut.

Ikke mere hest til mig. Ellers tak. Jeg kan købe en kat, kan jeg.

Den kan passe sig selv, og så kan jeg ryge og rejse, som det passer mig…

Humøret er ikke altid bæredygtigt, når man lever sit liv på staldgangen.

Nogle gange er håbet helt håbløst. Som da jeg skødesløst lader hånden glide ned over Axels bagben for lige at svuppe hasen, det gør jeg hver eneste morgen og aften, men denne morgen er benet hævet. Kegleformet.

Det er fredag, Axel startede mandag. Der burde ikke være en hævelse. Jeg køler bagbenet hele weekenden.

Hekser det, jeg kan.

Mandag er hævelsen stort set usynlig, men jeg har tilfældigvis en tid hos doktor G om tirsdagen.

Det er godt nok en tid til Gulddreng, men hvis jeg nu skriver rigtig pænt til doktor G, så kan jeg nok godt få lov at tage Axel med og få benet scannet for en sikkerheds og sjælefredens skyld.

 Så tirsdag formiddag trækker jeg Axel ind på doktor G’s staldgang. Han mærker på Axels bagben, og desværre er han alvorlig, da han kigger op igen.

Doktor G er ellers ganske god til kras sarkasme, og jeg havde håbet at få en af de spidse kommentarer om hysterisk hævelse, bolsjeinduceret højreforbensyndrom, Bente S-attituden eller kortisonforskrækkelse, men nej…

Han beder mig mønstre Axel. Han er en lille smule halt, og scanneren viser en gaffelbåndsskade helt oppe under hasen.

Det er ikke en slem blødning, men den sidder et træls sted lige ved gaffelbåndets udspring. Dommen lyder på 6-12 måneders pause…

Det er en hård dom for en 13-årig formløber, men dyrlægen ved godt, at Axel er i en liga helt for sig selv, så han ordinerer chockwave, som er en ganske effektiv behandling for at hjælpe helingsprocessen i gang.

Axel får den første omgang, mens han alligevel er bedøvet.

Der skal gå en god uges tid mellem behandlingerne, så vi må til Nørhald nogle gange i løbet af juni, mig og Axel. Så må vi se…

Lige der på staldgangen i Nørhald kan jeg ikke holde ud at tænke mine tanker. Jeg genner dem over i baghovedet, så kan de ligge og lumre der, mens dagens anden hovedpine indtager staldgangen.

For det er jo Gulddrengs skyld, at vi er her.

Han skal til det store serviceeftersyn hos doktor G. Håbet er selvfølgelig, at dyrlægen finder en knap, vi har glemt at trykke på, og så – vupti – virker Gulddreng igen som en driftsikker travmaskine i stedet for at løbe på stedet som en gyngehest så snart speakeren siger “til start”.

Men selvom doktor G gør sit ypperste, så er missionen håbløs. Som forventet. Gulddreng er fin på alle ledder og kanter.

Eller bevares, hvis dyrlægen er virkelig bisset, så kan han bøje lidt ømhed frem i et forknæ, men det er under bagatelgrænsen. Vi kan også godt tage en blodprøve.

Eller sende ham videre til en osteopat eller kiropraktor, men det virker ikke sandsynligt, at det er Gulddrengs fysik, der bremser ham. Siger doktor G. Som dog understreger, at det har været træls for Gulddreng at døje med den rådne tand, som han fik fjernet i efteråret, men det kan ikke bruges som en god undskyldning længere.

Så dyrlægen sjusser sig frem til, at det nok er Gulddrengs mentale parathed til at gøre sit bedste på banen, der ikke er helt skarp.

 Det er den dumme diagnose, for hvad gør man så? Dyrlægens konklusion er til sidst rørende enkel: “Et monteløb i Skive.”

Således opmuntret læssede jeg Gulddreng og Axel og trillede nord på.

“Gulddreng fejler ingenting. Dyrlægen anbefaler monte”, noterede jeg på træningssedlen inde i vaskerummet, da jeg afleverede Gulddreng i Hjallerup. Og mens Axel heler sit bagben, så vi kan nå at være med i formløbet næste år i Store Pris[1]weekenden, så må Cadiz træde i karakter som reserveformløber.

Han har trænet længe, selvom jeg havde egentlig opgivet tanken om at tage ham med på en bane, men nu er han meldt i formløbet, så må vi se, om han er i form til at løbe 80 meter ind på feltet. Det er slet ikke sikkert, at Cadiz evner at være formløber, han mangler Axels afslappede attitude, når vi slentrer rundt og varmer op med en lille sang og en pose bolsjer.

Cadiz kan faktisk være direkte træls at trække rundt med på et staldterræn, men nu må vi se…

Og Laura har lige skrevet, at der er et monteløb til Gulddreng i næste uge.

Jeg får næsten helt ondt i maven på den glædelige måde. Det bliver sjovt. Han er flot med rytter på.

Til den gode side så havde Nicklas meldt Leika Time og Long Time i træningsløb i tirsdags. Det var første gang, de var på bane, og de artede sig pænt begge to.

Nu gælder træningsløb selvfølgelig ikke om at vinde, men der er både tidtagning og målfoto, så helt ligegyldigt er resultatet jo ikke, når der nu er fællesspisning efter løbene… Leika Time fik en andenplads, og Long Time sad bomfast i hver sit 1.30 løb.

Så far gumlede med største tilfredshed en halv kylling i sig, selvom han egentlig slet ikke spiser kylling, hvis han kan blive fri.

 “Rigtigt ægte håb er ikke for kujoner, det er stædigt som bare fanden. Rigtigt ægte håb er benzinen, der får os til at køre, selv når lydpotten og gearkassen er stået af. (…) Håb er ankeret, der holder os fast i livet, og ikke lader os flyde ud i bekymringerne.” Cecilie Ahlmann Raaberg, præst, kommentar på www.folkekirken.dk