Vision Øresund og en lukning af Charlottenlund Travbane er det store aktuelle emne i dansk travsport i disse uger. Og det handler denne artikel fra Anne Dodensig om.

Min far var helt groggy at se på, da han dukkede op den anden morgen.

Han havde grublet hele natten, fordi en mand fra grundejerforeningen havde været forbi dagen før for at påpege, at far havde nogle vejsidevækster, der godt kunne genere folk, når de brugte vejen for at komme ned til deres sommerhuse.

Far er kommet op i en alder, hvor den slags småting kan vokse til bjerge.

Heldigvis var det her problem så simpelt, at mig og hunden kunne klippe al den uønskede gyvel ned på ingen tid.

Det var rart.

Det gjorde godt.

Men far grubler også over travsportens fremtid, fodboldlandsholdet og det bizarre i, at vi får en borgmester, som ingen har stemt på.

Og den slags store ting kan mig og hunden ikke bare fikse. Til gengæld kan vi grave os ned i travsportens historie og spekulere over, hvordan tidligere synder og sorger og svig og svir spiller ind på den front, vi har i dag, hvor Det danske Travselskab står og stamper på den ene side, mens vi andre tripper nervøst på den anden side, hvor vi hvisker lidt om, at det der Vision Øresund, det lyder egentlig ikke helt dumt.

Det kunne godt minde om en god idé, hvis altså vi kunne blive enige om, at det er det her, vi vil.

Virkelig vil. Altså for alvor.

Helhjertet.

Alt inklusiv.

Derfor har jeg genlæst “Gå med i Lunden”.

Det er en fremragende bog, skrevet af Flemming Ettrup, i anledning af Det Danske Travselskabs 100 års jubilæum i 1991.

Historien rummer krig, kaos, fusk, skandaler, glorværdigheder, fremsynede personligheder, stejle stivpander, triumfer, held, uheld, Tarok, tribuneklodsen, dumheder og tabte horisonter.

Siden 1918 har travbanen i Charlottenlund manglet plads. Mindst fem gange har en udflytning, måske mest konkret et tilbud fra Brøndbys borgmester, været aktuelt og til afstemning i selskabets første 100 års levetid.

Flemming Ettrup former sin skrift som en advarsel, som kan koges ned til, at “det kunne gå så meget bedre, end det gør nu, hvis politikere og centralt placerede embedsfolk ville lære lidt af af travhistorien.”

(I 1991 var travsporten stadig Danmarks næststørste publikumssport. Dantoto med onlinespil var netop etableret. Det kostede 72.000 kroner om året at have en hest i træning på Lunden med en førstepræmie på 5.000 kroner. Antallet af trænere på Lunden var halveret i forhold til storhedstiden. 50.000 mennesker var direkte tilknyttet travsporten, og totalisatorafgiften gav staten et tocifret millionbeløb ind om året. Plus moms.)

Siden er der så gået næsten 35 år, og det går slet ikke så godt.

Det går værre og med meget mindre plads på Charlottenlund Travbane, der er blevet skiveskåret som stribet flæsk for at holde varmen og lappe nogle løsninger, hvis man skal tro referaterne fra generalforsamlingerne.

Jeg sidder i Saltum.

Der er 467 kilometer til Lunden. Det vil tage 4 timer og 57 minutter,  i følge Google, at køre derover i personbil.

Til Jägersro siger Google 5 timer og 7 minutter og 492 kilometer.

Så både Lunden og Vision Øresund er helt konkret langt væk fra min hverdag, men det kommer tæt på, når det er hele travsportens fremtid, der bliver sat på spil.

Jeg bliver bange. Jeg graver mig ned. Leder efter svar. Leder efter ord, der kan give mening.

Og jeg fandt afdøde Lars Donatzkys sidste skriverier om en DTS-generalforsamling i 2024 (i uddrag, den samlede tekst kan søges frem på travservice):

“Opfordring: Se virkeligheden i øjnene

Set fra min side virker det, som om nogle få medlemmer forveksler nostalgi med virkeligheden her i det 21. århundredes travsport. Og at nogle medlemmer derfor tror, at Lunden har en fremtid i konfrontation med den øvrige danske travsport.

At Lunden udmærket kan klare sig alene. Intet kan vel være mere forkert?

Det store problem er …
at bestyrelsen (er de virkelig enige?) tror på deres egne meget store evner til at løse banens problemer, endda efter de mange tidligere og vel ikke helt ubegavede bestyrelsers forgæves forsøg. Man – alle? – må da undre sig over denne ufattelige selvtillid og stålsatte overbevisning, når betingelserne samtidig er blevet forværret kraftigt, og når regnskabstallene igen, igen – taler deres megatydelige sprog.

Men under alle omstændigheder skal en bestyrelse kunne stå på mål for såvel deres handlinger og mangel på samme, og så er det da medlemmernes forbandede pligt at råbe op, hvis man mener, at bestyrelsen følger en helt forkert slagplan.

Det er selve planen, der må ændres
Og i dette tilfælde en slagplan, der efter min mening ved udførelse vil få katastrofale følger for ikke bare Det Danske Travselskab og dets rolle som væddeløbsarrangør, men for hele dansk travsport. Ganske enkelt ophør for dansk professionel travsport.

For at gøre det helt klart. Mine indlæg er ikke skrevet for at få bestyrelsen til at gå af til fordel for en ny bestyrelse, der igen, igen – følger den samme plan om bevarelse af Lunden som væddeløbsarena.

Den plan har efter min mening ingen gang på jorden, og den har medført tab af store millionbeløb, der kunne have være brugt til gavn for sporten. Og hvis man tænker sig ”salamiplanen” og andre skitserede projekter udført, kan det endda medføre voldsomt accelererende gældsætning og nye og helt ukendte milliontab.

Min ambition er derimod et forsøg på at overbevise en række medlemmer om, at den nuværende slagplan må opgives. Og derfor har jeg været direkte og tydelig i min tilgang.

Det er derfor, jeg har råbt op. Hvad skal vi ellers bruge demokratiet og vores stemmer til?

Jeg påstår som nævnt ikke, at den (min og andres) alternative plan med frasalg af arealet/alternativt en lokalplan for hele området til bebyggelse, vil kunne skabe en lang og lykkelig fremtid for DTS og sporten som helhed, men muligheden skal da afsøges.  

Og jeg ved udmærket, at chancerne for succes forringes, for hvert år der går, og for hver million, der meningsløst diffunderer ud i luften. Det har hastet med alternativer i mange, mange år.

Jeg ved på grund af henvendelser, at mange er enige med mig, men at de tier, fordi de har erhvervsmæssige, familiemæssige eller følelsesmæssige bånd til folk med personlig vinding ved at bevare Lunden som væddeløbsbane – om det så bare varer et par år!

Og den tavshed er en skam – det ødelægger chancen for en fornuftig debat.  Så jeg opfordrer jer til at stå frem.

Selv om jeg godt ved, at mange har resigneret og nu udtrykker:”Vi ved godt, at den er rivende gal, men vi kører, så længe der er løb. Hvad skal vi ellers”.”

Lars Donatzky var andengenerations-travjournalist, medlem af DTS, og fulgte Lunden og travsporten i hele sin livstid. Han døde i dette forår, så hans ord omhandler ikke den nuværende bestyrelse i DTS, men alle tidligere bestyrelser i selskabets nyere historie, og jeg synes, at han skriver med så meget vægt i sine sætninger, at det giver mening at lade ham føre mine ord.

Til den gode debatside så vil jeg gerne anbefale bogen “Gå med i Lunden – dansk travsports historie” af Flemming Ettrup.

Bogen “Minutmillionærer” af Poul Duedahl kan også med fordel læses.

Den handler om det værre borgerskab, der gravede guld i gullaschdåser, og smed om sig med tusindkronesedler, som flossede i kanterne.

Charlottenlund Travbane var en elsket kulisse for disse datidens reality-kendisser og børs-sjakaler.

“Opløb” er Mikael Josephsens beretning om at vokse op med en far, der var travtræner i 1970erne på Lunden. Bogen er barsk, men historien om den lille dreng, der ivrigt tripper for at spille på de mekaniske travheste, der løber i ring på Bakken, er sød.

Purken mener, at han må have bedre odds end de andre spillere, for “min far er jo travtræner.”

Denne uges afsnit af podcasten “Brinkmanns Briks” på DRLyd, hvor gæsten er Bent Flyvbjerg.

Samme Bent Flyvbjeg har sammen med Dan Gardner skrevet bogen “Få store ting gjort”, som bør være obligatorisk læsning for alle med selv den mindste indflydelse på noget som helst. Især medlemmer af bestyrelser og selskaber. Og politikere. Og chefer. Bogen er meget underholdende, så bliv ej skræmt af den pligt.

DR-serien “Manden i hullet”, der handler om de græske guder, hybris og nemesis, Ikaros og en mand, der graver hele haven op, mens en anden mand drikker øl. Findes på DRTV.

Filmen “De Røde Heste”, altså den rigtige med Poul Reichardt, fra 1950.

Revyvisen “Gyngerne og karrusellen”, sunget af Preben Uglebjerg i Tivoli Varieteen 1967. Kan googles.