Jeg er omgivet af mennesker, der brænder for alverdens sager. Det meste af min familie er frivillige, flittige eller bestyrelsesmedlemmer i væddeløbsforeninger osv.

Jeg er omgivet af mennesker, der brænder for alverdens sager.

Det meste af min familie er frivillige, flittige eller bestyrelsesmedlemmer i væddeløbsforeninger, hesteejerforeninger, anpartshesteforeninger, egnssamlinger, stigrupper, skolebestyrelser, fodboldklubber, købmandsforeninger, vandværker, Rotary, borgerforeninger, sejlsportsforeninger, tennisklubber og jagtforeninger…selv hjemmeværnet, ja, der findes ikke den ting, som min familie ikke kan finde på at være engageret i.

Nogle er mere frivillige end andre, nogle bærer faklen højt, andre lurpasser lidt, men vi er vist meget danske i al det her foreningshalløj. Det siges jo, at hver gang tre danskere mødes, så bliver der stiftet en forening.

Men jeg er stolt over og tilpas med al det familiære engagement, for så kan jeg med bedre samvittighed være en sofaborger.

Bortset fra at være formand for elevrådet i min idealistiske tidlige barndom, så er jeg veget udenom alt det der fællesskabsarbejde med at løfte i flok. Jeg er sådan en, der enten laver det hele, eller også laver jeg ingenting.

 I ved, typen der dukker uanmeldt op på arbejdsdage for lige at tjekke hvad slags hjemmebagt kage, der er på bordet. Og så drysser rundt og smiler så sødt, at ingen opdager, at jeg bare fimser lidt for syns skyld.

Til gengæld siger jeg sjældent nej, hvis nogen beder mig direkte om hjælp. Men ansvar det gider jeg ikke rende rundt og bære på.

Heldigvis sørger alle ildsjælene for, at jeg kan nyde godt af alle de her samfundshjælperforsamlinger.

Som nu Aalborg Hesteejerforening, der fejrer 70 års jubilæum med pomp og præmier denne lørdag på Aalborg væddeløbsbane.

Desværre er Cadiz sat med 60 meters tillæg i formløbet, så der er ingen chance for, at vi nakker en ærespræmie, så jeg må nøjes med det sociale samvær – og måske et stykke hjemmebagt kage – i Vinderhullet, som snart har 1års jubilæum som kaffeslabberasklub på staldsiden.

I onsdags var terrassen proppet med fynboer og andre udenbys gæster på ferie, mens bestyrelsens medlemmer nussede rundt, bryggede kaffe, talte champagneglas og talte på fingre for at regne ud, hvad det mon var for en hest, der vandt 3 års mesterskab for Stutteri Laurasminde i 1979?

Alette Henneberg kom med en nypudset pokal til et af lørdagens ærespræmieløb, og med lidt hjernegymnastiske omveje – når Tarok vandt derby i 1976, hvilket bogstav skulle en treåring i 1979 så starte med… – kom facit: Det var C-årgangen, så pokalens vinder må have været Cirkeline K.

Der står i programmet, at Aalborg Hesteejerforening også byder på bobler og kransekage i dagens anledning.

Så ruller de sikkert også den røde løber ud. For Aalborg Hesteejerforening har en bestyrelse, der består af særdeles handlekraftige kvinder (og en enkelt mand), som ikke gør noget halvhjertet. De har sat alverdens projekter i gang, men allermest ros skal de nu have for træningsaftenerne. Tanken er ikke ny. Slet ikke.

Men den slags arrangementer plejer at strande efter et par uger eller måneder. I Aalborg er det lykkedes at holde liv i konceptet i tre år nu. Så batter det virkelig noget. Også for antallet af startheste.

For det er jo ikke for sjov, når foreningen kalder til de månedlige træningsaftener. Det er med program, nummerskilte, højttaler, målfoto og strikse regler for fri fart eller ej i opløbet.

Det fungerer. Det fungerer virkelig godt. Det er endda hyggeligt. Og de fleste får en succesoplevelse med hjem.

Også de tilskuere der får luret et blankbud, når en hest skyder god fart i opløbet. (Tip til spillere i resten af landet: Resultater og startlisten kan ses på foreningens facebookside.)

Sidste træningsaften havde Nicklas Korfitsen meldt fars Leika Time i et 1.25-løb. Det synes far godt nok var hårdt, når det kun var anden gang, at hesten overhovedet var på bane. Første gang gik Leika Time med i 1.30-løbet i fineste stil.

 Men i 1.25-løbet kom hesten til at galopere i sidste sving, og far var sikker på, at det var fordi, at det var alt for hårdt at starte i 1.25-løbet. Men kusken, min yndlingskusk Casper Mølgaard, kom ind og sagde, at det var en dejlig, dejlig hest, som var klar til prøveløb.

 Far har et høreapparat, som han sjældent bruger, så han overhørte kuskens ros og blev ved med at pille i galoppen. Men 14 dage senere blev Leika Time godkendt på 1.20,0 – i sit livs tredje banearbejde.

Så træningsløbene giver rutine til hestene, fornøjelse til ejerne, erfaring til kuskene, socialt samvær

og dejlig fælles mad, samt tips til spillerne.

Og heldigvis er konceptet også ved at bide sig godt fast, ikke bare på Skovbo, men også i Skive.

He, og Skive er faktisk ved at overhale Aalborg – de har nemlig også en staldplan til træningsaftenerne. Det er tjekket!

Til den gode side så har min far nu endelig lagt sig fast på en plan for hans to træningsheste.

Jacobe og Expelliarmus skal begge ud i 1.25-løb på tirsdag, og så bliver de meldt i DM for travtrænere om lørdagen. Så må vi se…

“Det er utroligt, hvad der kan udrettes, hvis det er ligegyldigt, hvem der får æren.” Om foreninger, ukendt oprindelse.