På søndag er det Derbydag –  og der er noget med derbyet, travsporten og livet selv – vi husker solskinnet, sejrene og de gode stunder først. Putter det svære over i eftertanken. Og glemmer alt det, der ikke betyder noget i det lange løb.

Kender I det med at få en ny ven, og så synes, at han virker bekendt?

Sådan havde jeg det med en hest. Jeg kunne slet ikke komme i tanke om, hvem det var, at den mindede mig om. Indtil vi gik en tur sammen. Det var fuldstændig som at gå ved siden af Geyser.
Geyser? Min søster og svogers allerførste opdræt født i 1999, som en kæk lille fyr efter Waking Saltum og Buckfinder.

Waking Saltum blev stammor i Dorthe Christensen ApS. Hoppen var efter New Quick med Tibur som morfar, og helsøster til Always New, der tjente næsten fire millioner kroner. Dorthe havde selv stået for træningen af Waking, som vandt 12 løb. Og hun var ikke i tvivl om, at den hest ville hun virkelig gerne have som følhoppe.

Geyser var ikke så god til at blive indenfor hegnstråden, så meget tidligt flyttede han hjemmefra til Stald Saltum, hvor foldene var sværere at smutte ud af. Og så endte det med, at far købte Geyser.

Det gik op og ned med Geysers karriere.

 Kapaciteten var fin, men han blev tit skadet, så han fik aldrig helt rullet sit talent ud, og han vandt kun fem løb. Til gengæld var han altid glad og godt selskab, kæphøj og ukompliceret.

Til derbyweeekenden i 2005 havde far og Seppo Kukkonen fået Jet Time kvalificeret til hoppederbyet om lørdagen. I derbyet om søndagen var Geysers lillebror svenskejede I’m A Photo en af favoritterne. Nu har jeg jo kendt min far, siden jeg blev født, og jeg havde en fornemmelse af, at hvis nu Jet Time ikke gik godt i hoppederbyet, så kørte hestebussen nok hjem lørdag aften.

 Derfor udklækkede jeg den plan, at Geyser skulle med til København og starte i det lange løb om søndagen, så vi var nødt til at blive hele weekenden og dermed se lillebror vinde det derby.

Der var så det problem, at Seppo skulle køre en anden hest i det lange løb, og så skulle Geyser i hvertfald ikke meldes, mente far.

Jeg blev ved med at plage. Eller jeg plagede vist ikke, jeg skabte mig. Det helt store udtræk: vrede ord, vrisne fnys, vrante mundvige… indtil far gav op og lod Geyser komme på startlisten. Men vi manglede en kusk. Det fiksede de ovre i sekretariatet.

Erik Adielsson var ledig i det lange løb.

Jeg var salig.

 Den svenske topkusk (og det er altså tyve år siden, nej hvor var han flink, også dengang) havde kørt for os en gang tidligere.

Det var Bo William i det lange løb på Oslo Grand Prix dagen, hvor Erik kom ind i stalden og nussede hesten i panden og sagde “hejsan Bo William” for så at sætte sig op i sulkyen og styre hesten helt perfekt ind til en andenplads og 50.000 norske kroner (og dengang var kursen i vores favør). Det var kæmpestort.

Jet Time havde ikke helt overraskende stive ben og halsbetændelse i hoppederbyet, men vi havde jo stadig Geyser og håbet om at opleve min søster og svogers første derbytriumf med I’m A Photo til gode om søndagen.

Geyser var som en hundehvalp i legeland på Lunden. Vi gik og vi gik og vi gik, rundt og rundt, og Geyser ville snakke med alle, mens Jet Time hellere ville stå bagerst i sin gæsteboks og skumle over al hurlumhejet og pleje sit helbred.

Erik Adielsson havde travlt på dagen, så han trillede bare to omgange med Geyser i opvarmningen, og sagde afmålt: “Den traver inte bra”, da han afleverede hesten til os ude ved banekanten.

Far prøvede at forklare, at Geyser jo også skulle have skoene af til løb, men jeg tror ikke, at Erik hørte ham.

Da det endelig blev tid til start og Geyser var skridtet på banen, så slog det mig, at “åh åh, jeg har klikket vognen skævt på…” men inden jeg nåede at tænke videre, så styrede Erik Adielsson hen mod os med et opgivende udtryk i ansigtet.

Han sagde noget halvarrigt på svensk, og jeg fattede ikke et klap, men det gjorde Seppos staldfolk heldigvis. Det var linen til vatudtrækket, der ikke var trukket gennem rumperemmen, så der var fare for, at den kunne glide ned mellem Geysers bagben.

Det blev fikset, og jeg fik klikket vognen på den rigtige plads også, så alt var godt, da hestene var klar til at gå i volterne.

Geyser var normalt langsom i voltestart, men Erik sendte ham direkte til spids.
 Men der blev omstart.

Anden gang blev Geyser igen sendt til spids.

Men der blev omstart.

Min telefon ringede. Det var min veninde, der stod ovre på tilskuerpladserne. Hun ville lige høre, om jeg havde nerver på. Jo tak. Det føltes som om jeg havde slugt en hel eng med både guldsmede, svirrefluer og sommerfugle…

Tredje gang gik starten. Geyser fik spids. Slap til en god hest, og i opløbssvinget kunne Erik Adielsson trække vattet, styre hesten ud i det hul, der opstod, og så fløj (det føltes faktisk sådan, godt hjulpet på vej af alle de bevingede insekter nede i min mave) Geyser bare væk fra feltet.

Jeg fløj også.

Tværs over banen, helt tummelumsk ind i vindercirklen.

 Kejtet lille skulderknus til kusken (altså det var Erik Adielsson, man smider sig jo ikke bare om halsen på ikoner) og kæmpeknus til min veninde, hendes mand og datter, der stod og hujede over hegnet. Der var sikkert også andre, der sagde tillykke og var glade, men jeg sansede ikke rigtig andet end at få fat i vasen. Derbyvasen.

Far havde arvet en derbyvase efter bedstefar, men han havde aldrig været i nærheden af at vinde en selv. Altså bortset fra dengang, han blev smidt ud som vinder med Ikaros…men det snakker vi helst ikke om.

Heldigvis skulle Geyser ikke i doping, så jeg nåede snildt at få ham i bad og gjort præsentabel, så vi kunne komme ud og se lillebror trille det derby hjem.

Og det gjorde han, I’m A Photo, helt overlegent. Endda til over fem gange penge, vi havde helt ekstraordinært spillet 500 vinder, for han kunne jo ikke tabe…

Da vi forlod Lunden i hestetransporten var humøret så kålhøgent, at vi var halvt i Rødby, før vi kom i tanke om, at vi da skulle hjem over Storebæltsbroen.

I’m A Photo blev Dorthe Christensen ApS’s første derbyvinder.

Geyser blev min første vinder i en derbyweekend. Endda var jeg så heldig, at far gav mig derbyvasen i erkendelse af, at vi jo ikke havde vundet den, hvis jeg ikke havde stået så stejlt på, at Geyser skulle med til København.

Til den gode side så er Ternet Ninja 3 lige så god en film, som jeg havde forventet. Og så fik Jet Time revancheret sin rolle i derbyvasehistorien, da hun blev mor til Billi Time, som vandt på derbydagen 2019.

Og til den bedste side så blev Juvel Trøjborg nummer to i derbyet i 2005 for Knud Mønster. Hans datter blev løbet ned i folden om mandagen inden derbyet. Vi, hele travfolket, tog Juvelens andenplads som et tegn – at det måtte gå til den gode side med Michelle.

Når jeg skriver de linjer her, får jeg helt dårlig samvittighed over, at jeg lige har skrevet euforisk om Geyser, hans lillebror, derbyvaser og en fantastisk dag på Lunden.

Helt uden at skænke det en tanke før nu, at det også var det år, at Michelle lå på sygehuset og kæmpede, mens hendes yndlingshest startede i derbyet. Hvordan ulykken hang over sporten som uhåndterlige sorte tanker, vi ikke ville tænke.

Men sådan må det være med derbyet, travsporten og livet selv – vi husker solskinnet, sejrene og de gode stunder først. Putter det svære over i eftertanken. Og glemmer alt det, der ikke betyder noget i det lange løb.